Af: Kirsten Dahl

6. marts 2011

Mødet under morsom lup

Søren Zacho Ruby er en nærværets skuespiller. I ’Mødet’ tager han vores mødekultur under kærlig og morsom behandling. I en kostumeskiftende karruselrundfart krydses det formelle møde med menneskelige møder og sammenstød. Det er morsomt og velspillet. I helheden savnes dog flere overraskelsesmomenter i iscenesættelsen og flere nuancer i personskildringerne.

‘Velkommen. Dejligt at så mange er mødt frem. Ifølge vedtægterne skal vi vælge en til at skrive referat. Vi har et par kander kaffe, men der er ingen mælk og sukker’.

Søren Zacho Ruby tager imod os som deltager i et møde. Som en genert og noget undskyldende type læser han dagsordenspunkterne op, taler til os om at få godkendt dagsordenen, om at mødet er rettidigt indkaldt, og om, at vi skal have noteret hvem der er mødt op og huske at have aftalt næste møde. Han når at løbe igennem ganske mange af de formalia, der er forbundet med dansk mødekultur, inden hans trippende ben fortæller, at toilettet kalder.

Og ude er han. For kort efter at vende tilbage og begynde det som ‘egentlig’ er forestillingen: En gennemspilning af et ’tilsvarende’ møde med en række genkendelige typer. Typer, hvis måde at være til møde på og ikke mindst omgås hinanden på rent menneskeligt skal bringe den intention Ruby har med forestillingen til torvs: en undersøgelse af, om ikke vi kan blive bedre til at kombinere den almindelige danske ’aftalemødekultur’ med mere ’åndelige’ måder at mødes på.

Kontorstolsdynamik

Ruby har som dramatiker sammensat et herligt forskelligartet persongalleri af genkendelige typer. Han forstår med en god portion humor at fange små hverdagsgenkendelige situationer på kornet.

Og som iscenesætter og skuespiller har hans sans for at skabe dynamik inden for et meget enkelt arrangement. Her behøves blot tre grønne rekvisitter: et par ’emsige’ briller, et tyndt tørklæde og en solid hårbøjle. Tre ting som alt afhængig af placering på Rubys krop fortæller hvilken person han spiller.

Inden forestillingen er slut har tørklædet danser adskillige gange rundt om halsen på Ruby. Det sidder ‘kone-pænt’ med knuden midt for brystet, når det er den formalia-fokuserede, ‘grønbrillede’ mødeleder Britt, der har ordet. Det holdes stramt tilbage omkring struben, når IT- Palle, der tilsyneladende er stivstikkertypen, hvisler ord ud gennem sin låste kæbe. Det spændes ud i et kryds ned over brystet, når det er Danny med amerikaneraccenten der ‘er på’. Det køres op i panden som en skødesløs og flagrende sløjfe, når det er den storpludrende og sangvinske Sabrine der fuld af indskydelser og flyvske associationer melder sig på banen. Det afløses af hårbøjlen, når den altid positive og noget forsagte Pauline, som referent kommenterer og forsøger at samle trådene sammen. Osv., osv.

Non-stop siddende på en lille kontorstol foran mødets ophængte dagsorden og bag et lille talerpultagtigt bord zapper Ruby med imponerende sikkerhed i både stemme og krop lynhurtigt fra den ene type til den næste. Ruby får meget præcist vist hvordan det formelle mødes dagsordenspunkter hele tiden bliver afsporet af ting som ligger personerne på sinde eller spontant opstår; akkurat som i virkelighedens verden.

Og han forstår som dramatiker at krydre teksten med en meningsbehæftet leg med kendte ordspil og talemåder. Han lader Britt tale om at der skal afholdes MSUA’er (medarbejdersamtaler uden afbrydelser). Han lader Danny lancere et projekt ’Why do you care’. Og han lader Britt tale om at ’Tiden løber fra os og ud i sandet’ etc.

Svaghed i persontegninger

Der hvor stykket har svagheder, er i persontegningerne. De skildrede typer balancerer på en knivsæg mellem at være gode karakteristikker og være lidt over i det stereotype eller klichefyldte.

Der kunne også i iscenesættelsen med fordel være indbygget flere overraskelser og raffinementer. I stil med den kvalitet til spillet som det giver, når Betinas sortie gestaltes ved, at Ruby i en kort bevægelse lader hårbøjlen spadsere i luftgang bagud i rummet.

Eller det lille prik til vores forudfattede meninger det giver når Palle tilslut viser sig (måske) ikke bare at være en tør fætter…

Og endelig er jeg noget i tvivl om, hvorvidt temaet vil fænge de 14-årige og opefter unge som flest, eller om forestillingen mest er for voksne.

De fire stjerner blinker m.a.o. mere svagt end stærkt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.