Af: Morten Hede

21. april 2022

Med Shakespeares replikker som våben

’Emanuels historie’ handler om en jødisk dreng under Anden Verdenskrig, men den fortæller i virkeligheden om kunst og medmenneskelighed.

I løbet af de første tre minutter af ’Emanuels historie’ får vi tre markante karakterskift. Først er det skuespilleren Torkild Lindebjerg, der byder os velkommen til en fortælling om en anden skuespiller, hvis dagbog rummer en Oscar-værdig historie. Så er det fortælleren (stadig Torkild Lindebjerg), der fører os tilbage til tiden under Anden Verdenskrig, hvor den 14-årige Emanuel pludselig skal forholde sig til sin jødiske baggrund. Og så er det drengen Emanuel (stadig Torkild Lindebjerg), der står lyslevende foran os med et barns nysgerrige udtryk.

De tre skift ledsages af distinkte lysskift og et velovervejet arrangement, der fører os umærkeligt ind i forestillingens forskellige fortællelag. Og som publikum er vi derfor straks trygge ved, at vi kommer igennem monologen uden at bekymre os om hvem, hvad og hvor. Min første tanke er: Der er nogen her, der ved, hvad de laver.

Og det er der jo! Torkild Lindebjerg og Teater TT er velkendte navne i dansk teater, ligesom forestillingens instruktør, Jacque Lauritsen, også har adskillige scenekilometer i benene særligt som skuespiller. Det er en erfaring, vi tydeligt mærker i ’Emanuels historie’. Fortællingen er skarpt formidlet uden overflødige krumspring, og skuespillet balancerer rutineret imellem mørke og lyse stemninger.

Et Babette-moment

Det har i sagens natur tendens til at være en tung historie. Som jødisk barn bliver Emanuel i begyndelsen af 1940’erne sendt i KZ-lejr, hvor han bliver adskilt fra sin familie og oplever rædslerne på nærmeste hold.

Derhjemme var Emanuel faldet for skuespilkunsten, som han øvede sig flittigt på. Og han har især en forkærlighed for Shakespeare, som han kan recitere udenad. Tilfældighederne vil, at KZ-lejrens morderiske kommandant også er betaget af teatret, og det giver Emanuel én sidste chance for at overleve.

Derfor er ’Emanuels historie’ ikke så meget en historie om krigen, som den er en historie om kunsten.

Jeg har lyst til at kalde det et Babette-moment, når Emanuel bliver sat til at underholde ved den store officersmesse, og han angriber dem med Shakespeares og Goethes ord som våben. Ligesom da den overdådige middag bliver serveret i de nøjsomme søstres hus i ’Babettes gæstebud’, og ånden kommer over hele selskabet, lader Emanuels optræden også en smule menneskelighed slippe ind i de slagtehuskolde barakker.

Shakespeare-teatralsk

Manuskriptet, som Jacque Lauritsen står bag, er baseret på en roman af kroatiske Damir Mađarić. Romanen med titlen ’Dječak koji je govorio Bogu’ (Drengen der talte med Gud) blev sidste år dramatiseret og spillet på Kroatiens nationalscene i Osijek med et stort antal medvirkende.

Jacque Lauritsens monolog er givetvis kun et udsnit af romanens handling, hvor ganske få personer bærer fortællingen. Det gør den aldeles velegnet i en monolog-form, som også læner sig gevaldigt op ad storytelling-formatet ved, at vi har en klar fortællerrolle, der kan flytte os ind i og ud af handlingens forløb.

Torkild Lindebjerg er et ualmindelig behageligt menneske at være i rum med. Hans udtryk er roligt og blidt – uden at være karakterløst – og hans bevægelser er langsomme – uden at være sløve.

Han taler med en meget markant, teatralsk diktion, som man lige skal lade sig overbevise af, før man helt giver sig hen til den. Hvis der ikke var så meget teknisk kunnen bag Torkild Lindebjergs skuespil, kunne man let tro, at dette var en amatør, der troede, at skuespillere skulle tale på en bestemt måde.

Men når vi vænner os til det, bliver det teatralske udtryk også en styrke for forestillingen, der rummer desto mere patos og nerve. Også Shakespeare-replikkerne, der dukker op hist og pist, bliver forstærkede af det teatralske og karikerede udtryk, så det næsten er som at se dem på selveste The Globe i London.

Lidt for tilfældigt

Rent teknisk kommer forestillingen dog ikke så pænt i havn, som den lægger fra land. De præcise skift i lyssætningen, der understøttede fortællingen i de første minutter, synes efterhånden mere og mere tilfældige. Det gælder både timingen i lysskiftene, der nogle gange direkte modarbejder historiens forløb, samt lysdesignets æstetik, der bliver decideret kunstigt.

Også Jens Tolsgaards ledsagende lydkompositioner bliver indimellem mere forstyrrende end fortællende, og brugen af lyd er i det hele taget for vilkårlig.

På scenen står kun et træbord og en træstol, hvilket er rigeligt for denne monolog, der fint bruger begge dele i iscenesættelsen. Men det er også nærmest en standard-opstilling til storytelling, der lugter lidt af, at man ikke har taget stilling til sin scenografi. Nogle mere karakteristiske møbler – eller ingen møbler overhovedet – kunne have bidraget til et mere gennemført helhedsindtryk.

Forestillingen henvender sig til teenagere og er et oplagt led i et undervisningstema om Anden Verdenskrig. Det sproglige niveau stiller imidlertid temmelig høje krav til publikums ordforråd såvel som lydhørhed over for poesi. Men giver man sig i kast med ’Emanuels historie’, får man en både rørende, underholdende og meningsfyldt fortælling om menneskelighed.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.