En kæmpe er et menneskedyr, der er større end alle andre. Men lige netop kæmpen i Syddjurs Egnsteaters forestilling ’Kæmpen som ikke havde hjerte i livet’ er fuldstændig gigantisk. Hans fødder gungrer i jorden, så klipperne skælver, og hans stemme buldrer, så man bare får lyst til at gemme sig. Alene hans næse er uhyggelig…
Pigerne fra 2. klasse, som jeg oplevede forestillingen sammen med, fløj da også op på skødet af hinanden undervejs, når kæmpen blev for uoverskueligt stor. De skulle ikke nyde noget.
Dobbelthistorie
Det er Folmer Gry Kristensen, der muntert og intenst har iscenesat Asbjørnsen og Moes norske folkeeventyr. Det handler om kongens yngste søn Askefis, der drager ud for at finde sine brødre. For de er blevet forvandlede til sten af en kæmpe, der også har taget en smuk prinsesse til fange…
Eventyret foregår naturligvis i Norge – og ’i Norge er der koldt,’ som det hedder i den første replik.
Forestillingens fortælling er lidt ujævn – med en langsom indledning og en temmelig hovsahurtig afslutning – men spændingen holder. Måske fordi forestillingen er så fint holdt som en dobbelthistorie mellem dukker og skuespillere.
Eventyret foregår egentlig mellem nogle dukker, men når historien bliver for spændende – og især når prinsen og prinsessen kommer til at se hinanden i øjnene eller røre hinandens hænder – så springer skuespillerne direkte ind i rollerne som de to forelskede unge.
Det er et sjovt greb. Ungerne følger opmærksomt med. Og det giver skuespillerne mulighed for at vise flere nuancer, end hvis de var forblevet i dukkeførerrollerne.
Opfindsom prinsesse
Skuespilleren Margit Watt-Boolsen er indtagende med sine smukke, udtryksfulde øjne og sin barske stemme. Hun har en god skæbnepoesi over sig. Hun kan både spille en gammel konge, der ikke længere kan overskue et spil skak – og en opfindsom prinsesse, hvis forelskelse gør hende modig, selv om hendes stemme ryster neden under hendes veloplagte ord til kæmpen.
Den skæggede Kenneth Andersson har et beroligende smil og en kæk energi over sig, når han gemmer sig under prinsessens seng, så han kan finde kæmpens hemmelighed. Det er ellers næsten ikke til at holde ud, at han sådan gemmer sig i kæmpens hule, for så spreder han den ’menneskelugt’, som gør kæmpen mistænksom…
Psykologisk spændvidde
Det interessante er imidlertid, at de to skuespillere begge to på et tidspunkt glider ind i kæmpens grufulde silhuet og spiller ’den onde’. Dermed forvandles kæmpen til noget symbolsk – til noget uundgåeligt dæmonisk, som ethvert menneske skal besejre i sin kamp for at blive voksen.
Men illusionen er stærk i denne forestilling. Også illusionen om kæmpen som et væsen, der er splittet mellem sin pålagte ondskab og sin trang til godhed. Her kunne iscenesættelsen vist godt have dyrket den psykologiske spændvidde mellem kærlighed og had – og mellem hersker og offer – endnu mere.
For hvorfor mon denne kæmpe siger ’nej’ til alting? Hvorfor er han så vred og så hævngerrig? Er det simpelthen, fordi han aldrig havde følt sig elsket? Det er da nogle af de spørgsmål, som forestillingen vækker hos tilskueren, bevidst eller ubevidst.
Besværlige klippevægge
Det norske univers med fjelde og masser af sne bliver fint skitseret i Niels Sechers scenografi, der mest består af udklippede silkestoffer med istapper og fjeldspidser.
Desværre er silkestofferne besværlige og langsommelige at folde og at hænge op på alverdens kroge – og dermed kommer scenografien faktisk til at nedbryde den illusion, som den ellers selv så glimrende bygger op. Det er ærgerligt.
Dyrene kan tale
Men dyrene er skønne. I eventyr kan dyr jo tale, og dyrene, der dukker op undervejs, er både kloge og vittige. En hjælpsom ulv klarer endda også en vild løbetur i sneen – både som minidukke og i stor menneskestørrelse – og en talende fisk har et godt vrik med halen. Det er sjovt. Og både dyr og mennesker trives fint i musikken af Tine Vitkov og Troels Drasbeck, der har skabt en glimrende collage af stumper af folkevisemelodier – både med faretruende molklange og med fredelige tonestrejf af lykke.
’Kæmpen som ikke havde hjerte i livet’ er et fint møde med Asbjørnsen og Moes norske eventyrverden. Og den er ikke mindst en forestilling med hjertet på rette sted.
