Performanceteatret Secret Hotel aftvinger respekt. Kunstnergruppen afsøger hele tiden nye grænser for scenekunstens krydsen med filosofi og antropologi. Og hver forestilling skabes ud fra gennemresearchede emner af instruktøren og dramaturgen Christine Fentz, der samtidig er de frie gruppers personlige frontkæmper inden for dansk scenekunstpolitik.
Secret Hotel er som Hotel Pro Forma i version 2.0. Hvis man er bange for, at der går ‘Sommer i Tyrol’ i dansk scenekunst, så kan man altid trøste sig med, at vi har Secret Hotel.
Alligevel må jeg sørgmodigt meddele, at forestillingen ‘Fall Fall She Fell’ ikke lykkedes, da den blev spillet under Børneteaterfestivalen i Esbjerg. Den formåede i hvert fald ikke her at udvikle sig til et dramatisk forløb, men krakelerede i småbitte stykker, mens tilskuerne ikke helt vidste, om de skulle le eller græde – og om de skulle sige ja til en kop te eller bare gå hjem.
Hold fødderne i ro
Måske lå ansvaret hos performeren og danseren Brian Degn, der tydeligt havde svært ved at styre soloens enorme krav om dynamik og temposkift på en organisk måde.
Brian Degn har ellers en flot og harmonisk krop. Han optrådte yderst venligt og tiltalende, og han virkede dansemæssigt dygtig og præcis. Men som soloperformer havde han ikke den entertainerkraft, som var nødvendig for at binde forestillingen sammen, hverken for teenagere eller voksne. (Hvordan forestillingens oprindelige danser, Tina Andersen, forløste opgaven, har jeg ikke oplevet.)
Nuvel, Secret Hotel præsenterer ikke realismeteater med en kronologisk historie. Christine Fentz skaber en fysisk fortælling gennem en uforudsigelig blanding af dans, rekvisitter, replikker. Her er ingen tradtionel Hollywood-spænding. Tværtimod inddrages publikum direkte ved at sende en stak billeder videre og ved at holde fødderne i ro. Jo, for der skal tegnes uden om fødderne med kridt på gulvet. Lige som de hvide streger, som politiet tegner rundt om mennesker, der er blevet kørt ned i trafikken…
Fang erindringen i glasset
‘Fall Fall She Fell’ bliver dermed en slags performancelyrik – et kunstnerisk luftigt udtryk, hvis vægt kommer af alle de associationer, som de udsøgte handlinger og rekvisitter skaber. Hver tilskuer får et polaroidfoto i hånden, og straks inviteres tilskueren til at identificere sig med den person, der er på billedet – eller drømme sig tilbage til netop den slags krat eller strand, som tilskueren måske selv har besøgt engang.
For forestillingen er optaget af erindring. Af mindet om mennesker, som nu er døde, men som bliver ved med at være i tankerne hos dem, der holdt af dem. Også selv om de måske aldrig helt kom til at forstå dem.
Forestillingen pirker dermed til tilskuernes fascination af livets tilfældighed og dødens definitive standsning. For Christine Fentz afviser forenklingen. Hun søger det komplekse, og hun forbyder de sidste ender at blive hæftet. Fordi den egentlige forestilling skabes af hver enkelt tilskuer. Og Rune Søchtings musik fungerer som en lydkulisse, der hjælper minderne på vej.
I ‘Fall Fall She Fell’ er rekvisitterne afgørende. En hoben syltetøjsglas med blodgullige væsker står på gulvet inden for den trekantscene, som tre rækker stole skaber. Og Brian Degn står iført sorte shorts og sort knapvest, mens han strækker sine pæne fødder – og svinger en død fugl i en snor. ’Må jeg låne et stykke kridt?’ spørger han og får et stykke fra en tilskuer. Og så tegner han ellers tilskuernes fødder ind på gulvets midlertidige livline.
Lad mørket sænke sig
Så begynder han at fortælle. Om Rosa, der faldt og brækkede sin ankel. Rosa, der rejste til Peru, hvor hun faldt igen – og døde af det, kun 62 år gammel. Og Rosa, der nu blot findes på et polaroidfoto og som symbolsk indhold i et af syltetøjsglassene.
Men Brian Degns diktion er en dansers. Hans stemme har ingen klang og dybde. Men se ham så til gengæld fange en fugl i flugten med hænderne – så kan han alt med sin krop! Bevægelsen er danserens styrke; men bed ham ikke også om at tale.
Forestillingens dramaturgi er bevidst brudt op i uforudsigelige scener med bratte skæringer, som danner fine kontraster til forestillingens eksistentielle helhedstanker. Og forestillingen er krydret med filmiske effekter som en krimiklipning, der først byder på et panoramabillede af skrænten og derefter skifter til nærbillede af et ansigt, der vender sig og ikke længere kan få øje på personen på kanten…
At Secret Hotel så ikke har udstyret forestillingen med afdækningsvægge og mørkelægning, det forstår jeg ikke. Slet ikke at lysdesignet ikke er mere faldgrubesikkert, for i Esbjerg kunne man altså ikke se alle kridtstregerne på gulvet på grund af genskin på det glatte gymnastikssalsgulv. Men det har så været scenografen Adalsteinn Stefanssons valg.
Hvorom alt er, så er jeg ikke i tvivl om, at forestillingen kan fungere, hvis den performes spændstigt. Sådan nu-eller-aldrig-agtigt. Et intenst smertested mellem nutid og datid. Mellem falls og fell.
