Larver og vuggestueunger har i hvert fald én ting til fælles: De vokser alt for hurtigt. Just som de voksne har vænnet sig til dem, så ændrer de form – og krav. Måske er det derfor, de voksne bliver så bløde over historien om larven, der bliver til en sommerfugl. Og måske er det derfor, at ungerne grundlæggende er så optaget af larven. Fordi de selv mærker transformationens kraft i de år, hvor de pludselig lærer at hoppe med begge ben samtidig…
Teatret st.tv. har nu i en coproduktion med Nørregaards Teater dramatiseret Eric Carles historie om larven, der åd og åd, lige ind til den blev til en sommerfugl. Det er første gang, dette teater spiller med vuggestuebørnene og børnehavebørnene som målgruppe; teatret er gået direkte fra teenageforestillinger som den Reumert-belønnede ‘6, P eller K’ til ‘Den sultne larve Aldrigmæt’.
Men skiftet er lykkedes aldeles overbevisende. For skuespilleren Betina Grove Ankerdal har en kærlig omsorg i hele sit væsen og samtidig en bestemthed og en autoritet i sit blik, der gør ungerne helt trygge. Hun udstråler selv, at hun er ufattelig nysgerrig på denne mystiske larve, der har invaderet hendes gamle trækasse. Og så kigger de to-tre årige akkurat lige så nysgerrigt med.
Larve skal puttes
Denne larvetæmmerske bliver i det nære. Hun kigger på sin tøjdyrlarve, som hun forsigtigt kilder lidt på ryggen. Og hun nusser den og aer den og griner sammen med den – og hun lukker øjnene, mens larven i hendes ene hånd ’hemmeligt’ kravler om bag hendes ryg, uden hun opdager det… Banale dukkeførertricks, jovist, men anvendt med fin sans for ungernes årvågne blikke og lattermilde fryd.
Forestillingens ramme er i sig selv en larvegravende oplevelse. Tilskuerne skal nemlig ind i et rundt, orangerødt telt – både ’de bittesmå mennesker og de kæmpestore’, som larvekvinden siger. Når man sidder derinde på sin lille pude, falder larvefantasien til ro. Sådan er det åbenbart at være en larve i en puppe. Men det må også være præcis sådan, det føles, når man er en larve, der kravler ind i et rødt æble – aaaahhh!
Larven selv er lillebitte og grøn med de skønneste glinsehorn og plirrende øjne, og larvekvinden har en uudgrundelig kjole på i det kønneste røde snørreværk. Efterhånden som handlingen skrider frem, kommer larven til syne i større og større versioner – og samtidig tages hele teltet med ind i beretningen, for larver har det jo med at gemme sig…
Og så bliver der ellers leget skjul og leget dele-blommer. Og der bliver lagt madplan for larven, der får så frygtelig ondt i maven af at spise hele tiden; søndag er der i hvert fald kun salat. Nogle gange får larven også lov til at sove til middag. ’Jeg putter ham lige,’ siger larvekvinden til sine med sammensvorne, der selv kun lige akkurat er ved at slippe middagsluren, og de nikker tilbage med selvfølgelig anerkendelse.
Slutning skal skæres
Tekstmæssigt holder dramatiseringen sig tæt op ad Eric Carles bog. Med vers og konsonantrim, der kribler og krabler i ’mandag morgens morgensol’. Her bliver flowet måske lidt unødigt punkteret af gentagelser af ugedagenes navne – sammen med opremsningen af de frugter, som larven har spist undervejs de forskellige dage.
Den slags virker suverænt i bøger, men bliver lidt træls i teatret, selv for denne målgruppe. Den afsluttende moralesang var egentlig heller ikke nødvendig; sanseoplevelsen af larvedukkerne og af lyset i teltet er mere end nok. Desuden har Sune Sulbøl Vrå komponeret noget fin musik, der glider ind i teltet som den slags gnaskende surround sound, som en larve grangiveligt må nyde at fabrikere på vej gennem en lækkerbisken.
Vinger skal luftes
De små, dramaturgiske forbehold ændrer dog ikke ved, at forestillingen efterlader tilskueren i en skøn stemning af glæde og harmoni. For Betina Grove Ankerdal har en ro og et smil, der smitter.
Samtidig lykkes det for hende at gøre den lille larvehistorie til en symbolsk historie om børnelivet, der slutter. Flere voksne får i hvert fald våde øjne, mens ungerne bare stirrer spændte op på larven – og det er vel i sig selv slet ikke så ringe.
Selve afslutningen og den uundgåelige kulmination på larvelivet er forrygende. Scenografen Tanja Bovin skaber her sæsonens største scenografiske transformation, når hun til sidst giver larven lov til at krænge vrangen ud på sig selv og endelig blive en sommerfugl – overvældende smukt og fabulerende og med de skønneste farvedetaljer og bånd og stofstriber og perler. Og med billeder, der giver tilskueren lysten til at flyve med.
Flere småbørnsforestillinger leger med teltet som en tryg og hemmelighedsfuld ramme. Men hvor Mette Rosleff i ‘Himmelsange’ for Teater My bruger hvidhedens æstetik som beroligende fortælletelt, så har Teatret st.tv. altså valgt den solrøde farve som sanselighedspirringen i ‘Den sultne larve Aldrigmæt’. Overdådigt og nænsomt – og forførende livslystent.
