Samproduktionen mellem Gazart og Aaben Dans, ’Når jeg lukker øjnene’ forener fornemt det konkrete og abstrakte i sit fokus på sorg.
Det indikeres allerede i titlen, for snart bliver det klart, at det ikke kun er den døde, der lukker øjnene. Det er lige så meget dem der efterlades, der gør det – både for at mindes, men også for at undslippe den hårde virkelighed; at farfar er væk for altid og evigt.
Leg og alvor, stopdans og mørke
Forestillingen begynder med fløjteri fra kontrabassisten på scenen, der trods sin forholdsvis unge alder fint illuderer bedstefar i kameluldstøfler og hat.
En både smuk og lidt klodset danse-stopleg udspiller sig mellem danserne (Fie Dam Mygind og Søren Linding Urup), der kæmper for at stå stille, hver gang Hans Find Møller abrupt stopper sin fløjten og sit spilleri.
Scenen er strippet, næsten tom og bagtæppet er holdt i mørke farver. Med ét går lyset ud og stemningen skifter fra drilsk leg til alvor. ’Det var den sommer farfar døde, og jeg opdagede mørket’, lyder det seriøst fra Fie Dam Mygind i det kulsorte scenerum.
Scenografisk snilde
Med kontrabas og bælgmørke mærker vi, hvordan farfaren stadig er til stede, selvom han er væk, og at sorg er en svær størrelse, kommer især fint til udtryk scenografisk: Danserne vikles ind i et uregerligt kludetæppe og roder rundt på gulvet under det, men sorgen er ikke sådan at vriste sig fri af.
Med hiv og sving og tovværk bliver kludetæppet både til en tyngende sky over dem og til bølger på havet med en dertilhørende svajende kontrabas. Stillbilleder fastfryser tiden momentvis, imens danserne messende verbaliserer ønsket om at ’Alting skal blive ved med at være som det var’.
Lyse og mørke toner fra kontrabassen akkompagnerer en decideret dansekamp mellem lys og mørke, og som en lille koreografisk genistreg bæres kontrabassen rundt som en kiste.
Det hele er enkelt og effektfuld.
Poetisk og jordnært
Skal man komme lidt malurt i bægeret, kunne man hævde, at legen med kliché-dualitet (lys/mørke, glæde/sorg, bevægelse/ stilstand, musik/ stilhed etc.) er for oplagt eller tydelig, og at det i hvert fald er for spinkelt et grundlag at basere en hel forestilling på.
Men nej. Til målgruppen er det umådelig fint balanceret at holde det abstrakte, poetiske univers jordnært, og man godtager derfor også uden forbehold den lidt banale pointe, at uden død intet liv.
Dertil er der en fin sanselighed i, at minderne ret konkret ’ligger bag øjnene’ – igen med reference til titlen. For selvom farfar er væk, så er han det alligevel ikke; ’Han er i dig og mig, når man lukker øjnene’, lyder trøsten.
Og denne farfar er lig med kogt torsk, grove hænder og nybagt brød med hindbærmarmelade. Det er ret fint midt i det triste og ikke helt til at stå for.
