Med 'Nøddebo Præstegård' som undtagelsen er juleforestillinger som oftest støbt efter nærmest den samme skabelon: Nogen eller noget vil ikke have, at det bliver jul. Om det så er julehadende mennesker som Scrooge i Dickens-dramaet 'Et juleeventyr' på Frilandsmuseet, manglende sne på Zangenbergs Teater, risiko for forliste skibe i tv-julekalenderen/teaterstykket 'Jul i Gammelby' eller bare den fæle materialisme generelt i diverse julekomedier gennem årene.
Og så går spilletiden ellers med, at mennesker, nisser, engle, hvad ved jeg, alligevel får det til at blive jul. Men først til aller-allersidst – Simsalabim, så står julen der midt på scenen og glimrer og glitrer med al sin uegennyttige glæde.
Tæt på skabelonen
Længe tror vi, at Ishøj Teaters julekomedie afviger lykkeligt fra den skabelon. Historien gælder nemlig en julemandsprøve for to nissepiger. Består de tre opgaver, rykker de en klasse op til Stornisser og får dermed lov at hjælpe julemanden i hans værksted.
Men de to nissepiger Stjerne og Lys, er som nat og dag. Stjerne er ordensmanisk og kommanderende, Lys kageglad og legesyg. Hende bliver der hundset med, indtil en tredje nissepige, Kvist, træder ind med en dyster fortælling om de fattige og grå børns triste jul, hvor selv sneen er grå.
Hun har sækken fuld af deres ønskesedler, som skal op til julemanden, så der bare kan blive en smule glæde i deres liv.
Og dermed nærmer vi os så igen skabelonen. For Stjerne vil bare bestemme, surt, egoistisk og bittert, især over Kvist, der helst bare skal jages ud i snestormen igen. Havde Stjerne fået sin vilje, ville de ikke kunne bestå julemandsprøverne, der netop handler om samarbejde og overskudsagtig julehjerteglæde, og så var det aldrig blevet jul på loftet hos nissepigerne.
Men heldigvis går Lys og Kvist sammen om at løse de tre opgaver – skab juletræ, julebord, julefest – nærmest på trods af Stjerne, så det alligevel ender, som det skal.
Hvilket er helt i sin orden, julen er trods alt traditionernes fest, også på teatret. En familie-julekomedie, hvor alle lå døde til sidst, holdt næppe mere end en enkelt sæson!
Det knager
Desværre knager 'Den store julemandsprøve' unødigt, både i historien og i den sceniske realisation. For beskrivelsen af de stakkels grå børns univers bruges ikke til noget, men dukker bare op som en truende skygge- og sidehistorie, der aldrig bredes ud, sådan som den sikkert er blevet det i Lise Jørgensens historie, der ligger til grund for stykket.
Her kunne det sådan set lige så godt, ja faktisk bedre, have været helt almindelige børns ønskesedler, Kvist skulle aflevere til julemanden. Som vi desværre heller aldrig ser.
At vi kun hører rensdyrenes bjælder, er i orden, men en julemand, hvis stemme kommer fra en sort kasse oppe under loftet, mens en ufestlig krog i grelt hvidt lys hejser julemandsprøven ned til nissepigerne, det er altså for fattigt.
Det samme gælder den scenografiske løsning. Triste matsorte afskærmningsvægge over det hele, hvor en lænestol, en kiste, et par lamper – der ikke bruges – og diverse hverdagsting skal signalere eventyrlig nissebolig, kan aldrig være godt nok for et stationært egnsteater, der spiller en forestilling ikke færre end 90 gange.
Og værre bliver det, da julen endelig indtræffer. Kulørte lyskæder langs væggene og et lysende grantræ – det er simpelthen for sølle. Hele rummet skal da forvandles og emme af jul, stod det til mig. Væk med de sorte vægge – bag dem skal åbenbares et juleeventyrland mættet med teatrets magi.
Ukærlig grundtone
Og nu vi er ved problemerne. Nissen Stjerne er desværre sur på den sure måde og ikke på den sjove måde, hvilket betyder, at der over det meste af forestillingen ligger en ukærlig grundtone, som nissepigen Lys ikke kan rette op på.
Havde Stjerne været bister på en komisk måde, og vrisset, så de to andre nissepiger og kunne grine af det, ville oplevelsen have været en helt anden, langt varmere og sjovere.
Det må der ret enkelt kunne rettes op på, for de tre spillere – Mette Alvang, Vika Dahlberg-Hansen og Ann Hølund – udfylder deres roller ganske habilt.
Et par friske og dejligt usentimentale sange af den garvede Christian Dahlberg – Eventyrteatrets begavede huskomponist – liver også op, lige som uddelingen af brunkager til alle midtvejs mildner den noget bistre stemning en kende.
Så hvis Ishøj Teaters forestilling selv kom op til den store juleteaterprøve, ville den kun bestå med ærgerlige og unødvendige forbehold.
