”Sig jeres navn i kor, ”Forestil jer en skål med slik. Luk øjnene og tag et stykke. Smag på det”.
Børn som voksne får stillet opgaver lige fra begyndelsen, og især børnene tager imod det med kyshånd. Mia Møller og Maiken Ulrike DuBois forstår med deres glædesfyldte imødekommenhed og opgavernes karakter at vække de 3 til 6-åriges lyst til at deltage og – viser det sig – have indflydelse på, hvad indholdet i forestillingen skal være.
’Der var engang – venskab’ kredser om venskab. Med et rapt greb får Møller og DuBois skabt sig mulighed for at sige, at nu er vi også deres venner. Møller og DuBois er også venner: ”Vores venskab har varet i 25 år nu” fortæller de.
Og derpå sætter de – ved at vise en lille æske – et venskab – frem, hvor de har tegnet det, de kan lide at lave med den anden, gang i at spørge børnene, om de har en ven, og hvad de godt kan lide at lave sammen med denne ven. Fingrene ryger i vejret og Møller og DuBois snupper en af børnenes svar og begynder at omsætte den til et lille spil på scenen.
Scenen er lige foran børnene som et bart gulv broderet rundt i kanten med massevis af farverige kostumer og rekvisitter.
Børn digter med
Børnepublikummet bliver hurtigt inviteret op at være med til at digte med på de historier, som de for det meste selv leverer overskrifterne til. I Horsens på teaterfestivalen, hvor jeg så den, var børn (og dem var der heldigvis en del af) fx med til at bygge huler og udforme hulepas – en slags adgangsbillet til at kunne være med i hulelegen.
Undervejs stiller Møller og DuBois også børnene nogle vigtige venne-spørgsmål. Spørgsmål som fx ”Hvad gør man hvis man opdager, at nogen bliver kede af det?” ”Hvad skal man så gøre?”. Og det, børnene svarer, 'omsætter' de så ved at bygge det ind i den videre leg.
Samværs-dans
At invitere børnene med op at danse fylder også en del i den udgave, jeg oplevede. ”Lad os bygge et hyggetræ”, siger Møller, og snart har ganske mange børn sammen bygget et bjerg af et hyggetræ af det tøj og de rekvisitter, der ligger rundt i kanten. Et træ, alle danser rundt om.
Til at animere og stimulere de improvisatoriske lege afspiller Møller og Dubois forskellig musik. Langt mestendels i den muntre og festlige ende.
Slip hæmningerne og giv fantasien frit løb
’Der var engang – venskab’ kan noget meget skønt og robust. Mia Møller og Maiken Ulrike DuBois agerer meget umiddelbart. De signalerer gåpåmod, og de forstår at vende ting på hovedet og opdigte ord og begreber, som ikke findes i virkeligheden. Fx hulepas. Akkurat det – den luft af tilladelighed og den em af invitation til meddeltagelse, som Møller og DuBois optræder med – er altafgørende for børnenes engagement og deltageriver.
Skrøbelighed og faste ingredienser
Samtidig er en sådan klon af iscenesat teater og børnepublikumsdeltagende improvisationer meget skrøbelig. Udfaldene må helt uvægerligt blive meget forskellige. Nogle gange fremragende, andre gange godt, men heller ikke mere. Og andre gange igen mere løst i betrækket.
Resultatet må bero på flere ting. På børnenes beredvillighed og talenter. På de to styrende voksenkaptajners evner til både at engagere børnene og til at slippe deres egen fantasi løs. Og herudover må det fundament, løjerne hviler på, være afgørende. Fundament i betydningen: hvad og i hvor stor udstrækning formår de to styrende voksne at vikle udsagn og spørgsmål omkring emnet venskab ind? Og hvad og hvor meget har forestillingen som faste ingredienser desangående.
Denne forestillings styrke er, at den har et koncept, som Wilma Walther-Hansen står for, en komponist (Morten Frost) og en koreograf (Gitte Foldager) som har kreeret en venskabssang. Og ikke mindst en iscenesætter (Minna Johannesson), som må have designet nogle skitser til mulige arrangementer hvor indenfor det improvisatoriske kan foregå.
