Det står slemt til på nærmest alle parametre. Fra start til slut. Mest markant overforklares alt. For tydeliggørelsens skyld eksemplificeres det her i detaljeret grad.
At skoven huser en farlig heks, introduceres allerede i første scene, hvor de to sultne søskende leger udenfor den brændehuggerhytte, som lidt efter kører op af scenegulvet.
Forældrene taler med højttalerforstærkede stemmer, når de taler om børnene og deres økonomiske situation. Hvorfor? For at være sikker på, at børnepublikummet får fat i, at moderen har ondt i sinde?
Det virker unødvendigt. Ordene taler godt nok for sig selv. Og værst: Grusomheden devalueres af lydforstærkningen. Vi får ind med skeer, at Hans placerer (hjemvisende) sten i skoven, da forældrene første gang fører Grete og ham ind i skoven. En skov som første gang består af store stammer og næste gang af nogle endnu større – for derved at vise, at børnene føres endnu længere væk.
Døgnets rytme illustreres utvetydigt med variationer i lyset på bagvæggen. Heksens 'sukkerparadis' begynder allerede ved et stakit af slik, som forfører børnene til at nærme sig huset, der illumineres med en stor pandekage. Indenfor er lysekronen af karamel og ovnen bygget af lakridskonfekt størrelse XXL.
Ung bolsje-heks
Heksens ærinde er at spise børn. Det siges eksplicit. Som godnathistorie læser hun følgende op for Hans og Grete:'Der var engang en ensom lille dame, som boede i en magisk skov. Hun var kræsen og sulten. Det eneste hun kunne lide at spise var små nuttede børn. Derfor kaldte nogen hende en heks'.
Voila!, så ved vi det, vi allerede har hørt, set og forstået. Hvad kan man bruge det til andet end at føle sig dum? Det mejsles ud, at heksen er en kvinde, der gerne vil være deres mor. Hun siger det selv, og Grete lægger ekstra pauseringer ind, når hun som redningsgreb i forhold til Hans, indsmigrende tiltaler heksen 'mor'.
At heksens ovn er dødbringende vises ikke blot med hekseskrig og rødt flammeillustrerende lys. Hele ovnen drejes tillige 180 grader, så det store dødningehoved, som fylder ovnens modsatte gavl, kommer til syne.
Hans lukkes inde bag et gulv-til-loft-højt hegn, og at Grete er i knibe og alligevel klarer ærterne understreges ved, at hendes håndled bliver bundet fast til sengens hovedgærde, men at hun alligevel formår at transportere både sig selv stadig fastgjort til sengen ud af scenen – hvor hun på en eller anden måde må få løsnet båndet.
Pligtskuespil med klare strejf af tvivl
Overforklaring på overforklaring står i kø. Intet bliver overladt til den forestillingsevne, som forestillingen øjensynligt ikke tror på, at børn og voksne er i besiddelse af. Ting bliver sagt med en gevaldig tyk streg under. Med betoninger og pauseringer, som ikke er til at tage fejl af.
De samme ting tillige flere gange i træk – drysset ud over forestillingens spilletid. Skuespillerne viser det herudover kropsligt, og det understreges i kostumer, scenografi, lys og lyd. Her skal ingen tvivl være. Det er trættende og forstemmende at opleve, hvordan forestillingen taler ned til sit publikum – børn såvel som voksne.
Karla Rosendahl Rasmussen, Østen Borre Simonsen, Mette Klakstein Wiberg, Jørgen W. Larsen og Caspar Juel Berg leverer den bestilte vare for fuld skrue. Samtidig virker det også som om, at de ikke rigtigt selv tror på den fortælling, de formidler.
Skabagtig skatteopkræver
Ethvert teater med respekt for sig selv undlader ren genfortælling. Her har man valgt at modernisere Grimms eventyr. Desværre med en opdatering som i en meget rodet og ofte nærmest hysterisk overgearet iscenesættelse serverer et eventyr, som både forsimpler, er blottet for fantasi og er uden substantiel mening.
Man har fx indført en skatteopkræver. Han entrerer scenen fra publikumsindgangen. Klædt lidt som Chaplin (kulsort hår, overskæg, sort habit og bowlerhat) kaster han sig ud noget, der ligner en parodi på en farce.
Han hamrer hovedet ind i brændehuggerens hus – så vi får bekræftet det, som vi i forvejen kan se: at huset er meget lavt. Indenfor smækker han det ene ben op på bordet, for i et grovmotorisk ryk at føre det ned, så det ligger over kors på det andet. Han ler hysterisk, får grineflip og spiser uciviliseret som et dyr med hele ansigtet nede i skålen den klistrede havregrød, børnenes moder har lavet.
Med sagsmappe under armen kommer han for at opkræve skatter. Han taler om renter og renters rente og om jura. Men forgæves. Da familien ingen penge, har nupper han deres eneste to stole og hele brændestablen.
Mod stykkets slutning forstår vi hvorfor figuren er indføjet: Han dukker op igen. Nu som ham moderen 'af kærlighed' tager af sted med, mens de håner faderen for ikke at kunne passe ordentligt på sine børn.
At moderen ikke er død, skævvrider og forfladiger den originale fortælling.
Heksen er ikke en tudsegammel hæslighed, men en ung kvinde klædt ud som et sukkersødt sort-hvidt-stribet bolsje. Hun viser sig første gang i logen. Hendes bryster må have set bedre tider, da de er to pølselignede slaskende tingester. Men det er for, at hun rigtigt kan nusse sin børnefangst mellem dem.
Bandeord og hundepoter
Hun har også andre passioner end at æde børn: Hans og Grete får et stykke slik for hvert bandeord de siger til hende. De skal lege hunde, der giver pote for at få et sukkerkødben. De skal børste tænder med tandbørster, de derefter får proppet i munden – for de er lavet af slik. Hos heksen er alt tilladt – modsat derhjemme. Forstås. Men logikken er underlig. Og meget afsporende i forhold til noget substantielt.
Heksen har fået en skygge – så der er to af slagsen i ens dragter. Det er uklart, hvad formålet er med det. Men en hekse-skikkelse mere på scenen er medvirkende til at forstærke alt det tumult og spas, ovnscenen er spækket med.
Grete får med list puffet heksen ind i ovnen, men da hun har nøglen til buret med den opfedede Hans, lukkes hun ud igen for herude sammen med sin skygge at kunne deltage i snurrerundtture, få tæsk og stød en masse. Ren splatter.
Ingen essentielle livsvilkårskalorier
Til sammen vidner Martin Nyborgs iscenesættelse og den tekstbearbejdelse, som der ikke findes en kreditering for, men som Nyborg formodentlig også står for, om, at man ikke har gjort sig særligt mange seriøse tanker om, hvad man vil sit publikum med forestillingen.
Hvorfor overhovedet spille 'Hans og Grete'? Ifølge programteksten er det for at fortælle, at 'når børn sættes på prøver i eventyr, kan de klare alt – selv en ond heks, der lokker med sukker og pandekager. Brdr. Grimms eventyr om Hans og Grete er en stærk og vidunderlig historie for børn om børn, der klarer selv de største prøvelser'.
Jovist, Grete skildres som et meget modigt og handlekraftigt barn. Og det lykkes til slut de to børn at vende hjem til brændehuggerhytten igen for her tillige at være dem, som trøster deres angrende far.
Men historien fortoner sig, fordi den sovses ind i tåbelige opdateringer og rodede og fjollede arrangementer. Man får ikke bare en lille flig af en fornemmelse af nogle dybereliggende psykologiske lag. Noget bagvedliggende almenmenneskeligt essentielt. Nogle vigtige universelle følelser og livsvilkår.
Forestillingen skøjter rundt på en ufarlig og glaseret overflade og er blottet for ånd. Desværre. Ikke så underligt, at børnene, jeg så forestillingen sammen med i en sal med mestendels voksne, synes at savne 'en rød tråd' at hægte sig på.
De kastede sig med fange-arme over det teaterrøg, der blev sendt ud over rampen. Og de lo momentant og kunstigt klingende over ovnscenens cirkuskulrede og farce-brutale slagsmål.
