Den svenske koreograf Claire Parsons dukkede op med sit kompagni under Aprilfestival på Frederiksberg. Det blev et forfriskende møde. Hendes småbørnsforestilling ’Marmelade’ viste sig at være en helstøbt verden af dans og jonglørnumre, hvor børnene fik lov til at mærke og lugte forskellige underlige ting – ud fra en fascination af de forskellige røde bær, der kan blive til marmelade.
Teaterforestillingen udfoldede sig i hvert fald til en glad og imødekommende sanseverden med de to dansere i rollen som nysgerrige danseklovner.
Manegeæstetik
Allerede ved første blik er ’Marmelade’ indbydende. Scenografen Anna Nyberg har nemlig skabt en rund manege med dansegulv, der er omkranset af røde filttæpper og puder, så både børn og voksne umiddelbart føler sig velkomne – og så det bliver lettere for børnene at fokusere, selv hvis forestillingen foregår (udendørs) et sted med mange distraktioner.
Desuden er der to ’cirkusmaster’ som skaber en form for hemmelig åbning mod de næste numre.
Formen vidner i hvert fald om respekt for børnenes æstetiske sans.
Jordbær, blåbær…
Danserne er helt klædt i hvide stumpebukser og hvide bluser – og med spidse klovnehatte på hovedet. Viktor Gyllenberg spiller den legeglade dreng, der jonglerer med bolde og sparker sjove spark, mens Mira Björkman hopper omkring som klovnedanser, mens hun lader ham løfte sig rundt i de muntreste løft. (Mira Björkman afslørede en ukuelig gravidmave i april, så der kommer andre dansere i hendes parti de kommende måneder…).
Koreografien er baseret på moderne dans med mange knækkede knæ og fodled og sjove rul – og ikke mindst med legebevægelser med hovedet nedad. Det meste af det både jordnært og synkront – og med en god udnyttelse af den lille cirkelscene.
Perfekt klamt
Begge dansere har en fin kontakt til publikum og søde øjne. I deres velkomst taler de et langsomt og klart svensk-dansk, som børnene godt kan forstå. ’Appelsin,’ siger drengen. ’Abrikos,’ siger pigen. Og så konkurrerer de ellers om ord for bær: Jordbær, blåbær, hindbær…
Men nej. Denne danseforestilling er ikke en marmeladeinstruktion med Blomsterbergske kokkefif. Der bydes heller ikke på smagsprøver, for bærrene forbliver fiktive som noget, danserne bare taler om.
Til gengæld henter danserne en glaskrukke med noget grønt gelé i. Om ungerne vil røre ved det? Ja, mon ikke. Og efter hvinene at dømme er geléen klam på den helt rigtige måde; (hvad det har med marmelade at gøre, vides dog ikke.)
Musikmix
Musikalsk er forestillingen dog lidt af en broget menu. Mikael Svanneviks musik begynder som fin og ambitiøs minimalisme for 3-årige, men bliver mere bare til en traditionel cirkusmusikcollage undervejs; der er i hvert fald både symfonisk musik, lirekassehygge og cirkusmarch blandet sammen i et noget uegalt dessertbord.
Til gengæld får danserne vældig meget sjov ud af nogle røde og højpink tylskørter med masser af stof. Skørterne bliver både til bolde og til skørter – og lige pludselig forvandler de sig også til løse tørklæder, der blafrer frit i manegen. Med poetisk svæven.
International succes
’Marmelade’ havde urpremiere i 2013 og fik et internationalt gennembrud i New York i 2014 – og har nu været vist over 300 gange. Claire Parsons modtog desuden de svenske kritikeres dansepris i 2015, så det må siges at gå godt for kompagniet. Og det bliver spændende at se, hvordan kompagniet vil boltre sig i det danske børneteaterlandskab.
Om ungerne på Frederiksberg – og deres voksne – helt fattede marmelade-idéen, ved jeg egentlig ikke. Men alle befandt sig tydeligvis i en danseverden af leg og uskyldig forvandling, der fascinerede dem. I hindbærpink og jordbærrødt.
