Jeg må indrømme, at jeg var provokeret fra starten. Måske endda fortørnet. På dette års KLAP-teaterfestival var ’Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen’ den sidste på programmet for mit vedkommende. Og dagene havde været fyldt med gode fortællinger, gennemtænkte scenografier, teaterlys og kostumer.
Så kommer man ind i et rum uden kulisser. Uden mørklægning. Uden så meget som et bagtæppe. På et lille bord står en legetøjsbondegård i plastik, og foran den står en fem centimeter høj figur, der ligner en bondemand. Skulle han forestille at være Peddersen? Skulle dét være scenografien? Og hvad har de i det hele taget tænkt sig at vise os?
Niclas Knudsen og Morten Nørby sidder på hver sin side af bordet med hver sin guitar. Straks som forestillingen går i gang, er det tydeligt, at Morten Nørby er fortæller og nu har til opgave at genfortælle bogen ’Jul hos Peddersen’ fra 1988 for os.
Men inden længe indser han, at det bliver for småt med den lille figur og bondegården, så Niclas Knudsen får en gul hat på, og nu er han Peddersen, mens Morten Nørby selv lægger stemme til Findus. Så nonchalant bliver rollerne fordelt.
Knasfine fyre
Herfra tager forestillingen fart. For Morten Nørby har et højt energiniveau og spurter afsted i fortællingen. Som modvægt sidder Niclas Knudsen afdæmpet og tøvende – mere tryg ved sin guitar end ved sin gule hat – og trækker replikkerne i langdrag. På den facon opstår dynamikken, der også efterligner forholdet mellem Peddersen og Findus, overraskende naturligt imellem Knudsen og Nørby.
Desværre for anmelderens indignation viser det sig også hurtigt, at de to mænd ovenikøbet virker som knasfine fyre. Knudsens venlige blik og Nørbys gennemtrængende charme får enhver med på vognen. Ikke mindst da Peddersen og Findus får huset fuld af gæster, og rollerne ved hjælp af flere hatte og andre smårekvisitter, som Nørby hiver frem, bliver fordelt på publikum. Og det bliver et underholdende element i sig selv, at alle bliver medvirkende.
Igennem forestillingen breder der sig en duft af brunkager, som bliver bagt i en ægte lille ovn ved siden af dem. Da de er bagt færdig, bliver de sendt rundt til hele selskabet. Og selvom kaffen i kanden næppe er friskbrygget, er der da også en gruppe voksne, der får en kop at styrke sig på undervejs.
Tilvalgt kaos
Pludselig er en gruppe børn med til at bygge og pynte et juletræ, hvilket bliver et temmelig hektisk projekt. Nørby styrter rundt og dirigerer løjerne, imens han forsøger at huske, hvad der skal ske bagefter. Det hele tilsættes en stribe velkendte julesange og salmer i et lidt spraglet repertoire, som primært Knudsen spiller på sin guitar – ganske virtuost forresten.
Der er ingen tvivl om, at kaosset og det skrabede og interimistiske udtryk er et kunstnerisk valg fra Knudsen & Nørbys side. Er jeg enig i valget? Nok ikke helt. Men når man samtidigt holder sig så stringent til Sven Nordqvists originale forlæg, som de gør, så er kaosset altså ikke et resultat af ren og skær tilfældighed og sløseri. Så er det på sin egen måde ganske gennemtænkt.
Så hvor blev anmelderens harme af? Den blev relativt hurtigt afløst af et inderligt smil på læben og en spirende julestemning i april. Og man må bare konstatere, at både børn og voksne sjældent har været så engageret i en julehistorie, som de var i ’Jul hos Peddersen’.
Hvis man vælger at booke dem, er jeg stadig ikke sikker på, om det er en teaterforestilling eller en legeaftale, man får besøg af. Men jeg tør godt garantere, at ingen kan genfortælle Peddersen og Findus, som Knudsen & Nørby gør det.
