De fleste børn kender eventyret om kongedatteren Snehvide, hvis hud er hvid som sne, læber røde som blod og med hår så sort som ibenholt. Det er som udgangspunkt en barsk historie. Snehvides smukke udseende bliver så stor en udfordring for hendes onde stedmor, at det er tæt på at koste steddatteren livet.
Så galt går det som bekendt ikke takket være syv små kærlige dværge og en dejlig prins, selv om Snehvide når at tilbringe en rum tid som skindød i sin glaskiste.
På den baggrund giver det god mening, at Teater Lux beskriver sin udgave af ’Snehvide’ som en familieforestilling. Det er mere tvivlsomt, om børn fra 5-10 år er en oplagt målgruppe for teatrets radikale bearbejdelse, hvor Brødrene Grimms gys viger pladsen for grin i en heftig parodikomedie. Med fokus på den voksne kvindes jalousi og hendes på en gang frastødende og hjælpeløse forsøg på at skaffe sig kærlig opmærksomhed, synes konceptet mere egnet til børn i alderen fra 10 år og op.
Skulle det alligevel knibe med at forstå parodien, er der smæk for skillingerne i beskrivelserne af det ene mordforsøg værre end det andet. Stedmoderen prøver bl.a. at tage livet af søde Snehvide ved at snøre et korset strammere og strammere. Indtil dværgene, der i forestillingen er reduceret til en enkelt medvirkende på knæ, kommer og redder hende.
Aktuelle temaer
Senere lykkes det næsten og helt efter bogen at dræbe Snehvide med et forgiftet æblestykke serveret af stedmoren forklædt som gammel kone. Men da glaskisten splintres, ryger æblet heldigvis ud af munden på Snehvide, der kommer til live og straks forelsker sig i prinsen. Sødt og sympatisk skyldes det ikke, at han er smuk og rig eller en kendt youtuber eller influencer. Prinsen vinder kongedatteren, fordi hun, der igen og igen er blevet stræbt efter livet, aldrig før har oplevet at få så megen kærlighed.
Det hele foregår inden for uhyre enkle rammer. Der er ikke meget magisk eventyr over et sort bagtæppe. Til gengæld bidrager en lydkulisse, der blandt andet er leveringsdygtig i vilde dyrelyde og fuglefløjt, til at give et livligt afsæt for de medvirkendes pantomimiske kropssprog, der skaber både personer og rekvisitter.
Med arme og ben og stemmer i falset strikker de en historie sammen, der underholder med grinagtige farceagtige indfald. Men som samtidig forsøger at sætte fokus på aktuelle temaer som eksempelvis behovet for at blive set og tage sig ud.
Komikken i forestillingen vinder især gehør, hvis man er gammel nok til at gennemskue, hvorfor to modne, sortklædte mænd begge vil spille rollen som den smukkeste kvinde. Det slås de om med et smukt lysende blåt stykke stof som våben, der begynder som skørt og siden bruges til meget andet.
Undervejs træder Martin Ammundsen og Basse Dam ubesværet ud af eventyret og mundhugges som skuespillere i skuespillet om rollefordelingen eller kommenterer syrligt, hvad de mener om hinandens optræden. Det er sjovt de første gange, men ender med at fylde for meget.
