’Teaterfuglene’ er titlen på Det Kongelige Teaters nye forestilling for børn. Det Kongelige Teater vælger nemlig sympatisk nok at bruge kræfter og penge på at sende denne ’pixi-børneforestilling’ gratis rundt i landet – som en parallel til de gratis voksenforestillingerne med sommerballet og sommeropera.
Nationalscenens ambition er dog ikke at konkurrere med det øvrige danske børneteater. Tværtimod. Børneforestillingerne er skabt som en præsentation af det, der netop gør Det Kongelige Teater til noget særligt, nemlig paletten af kunstarterne skuespil, opera, ballet og musik.
I den nye børneforestilling ’Teaterfuglene’ præsenteres både operaen, balletten og musikken – sammen med en masse replikker. Det er teaterchef Kasper Holten, der har instrueret ’Teaterfuglene’, der er blevet en sjov og uhøjtidelig forestilling. Kasper Holten har et eminent kendskab til operaens verden, og hans store erfaring har nu udmøntet sig i masser af sjove sceniske idéer over diverse operaklassikere i denne forestilling.
Ungerne griner og morer sig tydeligvis. Samtidig er der nuancer bag fjollerierne. I iscenesættelsen gøres der godt nok grin med de store følelser, men på en måde så børnene også lige kan mærke fligen af alvor bagved.
Kasper Holten har instrueret operaer på de største scener i verden. For ham er det derfor tilsyneladende enkelt at skabe en lille turnéforestilling- en énakter på tre kvarter med sammenklappelig scenografi til Takkelloftets beskedne blackbox scene.
Han er dog ikke tilsvarende overbevisende som dramatiker. Teksten viser i hvert fald, at han burde have fået hjælp fra en dramatiker. Også til forestillingens kendingsmelodi fra ’Carmen’, der her har fået denne sangtekst: ’Vi er teaterfuglene, vi fem / Lektien, vi lærer jer, den er nem’.
Hilsen til Fred Astaire
Enhver fugl synger med sit næb, siger man… Det gælder også i ’Teaterfuglene’. Dukkemageren Rolf Søborg Hansen har skabt nogle skønne og charmerende fugledukker. Her er først og fremmest konferencierstæren ’Frede Stær’ – med hilsen til Fred Astaire. Men også den dansende struds Tyty Klausen, den orkesterglade minipingvin Kajsa Grande (der elsker røde sild), den dansende påfugl Donna Pavone og skuespilleren Pip Ibsen. Med navne, som i hvert fald får de voksne til at grine – og med replikker med næbbet humor.
Operasangeren Julie Meera Lindberg og balletdanseren Morten Eggert griber sikkert fat i nakkefjerene på fugledukkerne – takket være en effektiv dukkeinstruktion af Rolf Søborg Hansen. Og fuglene plirrer til gengæld med øjnene og spidser næbbene. For selvfølgelig har fuglene alle mulige meninger om, hvad de gerne vil på scenen.
Julie Meera Lindberg optræder i sølvfarvet mandejakkesæt. Hun har en god kontakt til børnene, og hun kan ubesværet skifte mellem almindelig tale i børnehøjde – og smukke operatriller. Hendes stemme er helt klar. Man kan forstå alle hendes ord, og hendes blik klarer resten. Morten Eggert sætter kulør på scenen i sit pink jakkesæt og sin livlige mimik. Han stjæler opmærksomheden, bare han begynder at sætte fødderne jazzet på gulvet. Når han flagrer med armene, får han fugledukkerne til at danse i betagende dansesvæv hen over gulvet.
I baggrunden sidder musikeren David Hildebrandt og kommenterer på fuglenes udvalgte sange og melodier med toner fra sine mange instrumenter. Marimbaen er hans stærkeste og blødeste percussioninstrument. Men derudover kradser og buldrer han det sejeste stormvejr frem på en mærkelig blæsemaskine, og han stryger gladelig sine whiskers hen over en pizzabakke – eller fabrikerer en propelflyvemaskinelyd ved hjælp af en flødeskumspisker mod en papkasse…
Det er Mathias Friis-Hansen, der har skabt de skægge og legeglade percussionkompositioner, og David Hildebrandt er aldeles suveræn på de mange nyskabte lydopfindelser, der blander klassiske instrumenter med hverdagsting. Flere af ungerne skal såmænd nok gå hjem og føle sig inspirerede til selv at skabe nye lyde med ting fra køkkenskuffen.
Fra flamenco til Hamlet
Egentlig er forestillingen mest en introduktion til de forskellige teaterkunstarter. Forestillingen har altså ikke et sammenhængende plot; den er snarere en collage af scener. Men børnene får fin og klar besked om teatrets drøm. Som teateruglen Ibsen siger det: ’Tænk om man kunne være en anden. Bare et lille øjeblik.’
Samtidig vil forestillingen tydeligvis også gerne være en introduktion til flere kulturers musik og danse. Her bliver indslagene dog lidt for fortænkte. Den spanske flamencodans, den sicilianske tamburindans, den indiske trommedans og den kinesiske gong får i hvert fald kun et par minutter hver, når musikhistorien pludselig jappes igennem.
Det føles både opremsende og sjusket – og det kommer til at virke, som forestillingen er bange for at fordybe sig i noget. Dermed forsvinder også identifikationen med de sjove fugle og deres nysgerrige tanker. Og da Shakespeare ydermere involveres med en fortænkt skilsmissefortolkning af ’Hamlet’ på cirka fem minutter, så ryger fokus uigenkaldeligt. Det bliver bare for rodet.
Forløsende øjeblik
Alligevel er ’Teaterfuglene’ en sjov, lille børnevelkomst til teatrets verden. Med teatersne og kærlige lynomklædningskostumer til de rundmavede fugledukker. Men også med øjeblikke, der bliver både rørende og smukke – takket være Julie Meera Lindbergs glade operastemme og David Hildebrandts legende musik.
Allermest poetisk bliver ’Teaterfuglene’ i de scener, hvor den karismatiske Morten Eggert lader den tutuklædte strudsedukke danse sine balletlyster ud. Han strækker strudsens lange hals op i yndefuld længsel, hvorefter han lader sine egne hænder danne de smukkeste buer over strudsens hoved. Her danser han.
Her opstår en ægte følsomhed, midt i al karikaturen og legen. Et forløsende øjeblik til de børn, der netop bedst fanges ind af dansen og musikken – uden ord. Her bliver ’Teaterfuglene’ en fin hyldest til fantasien. I pixiformat.
