Sommerkomedier er en gave. Altså sådan nogle komedier, hvor man sidder under flyvske skyer og klukker af grin sammen med en masse andre, der også har overgivet sig.
En sådan sommerkomedie er Line Knutzons ’Brødrene Lange’. Her griner de 8-årige sammen med de 14-årige og de 77-årige. Drømmen om et familieteater lykkes altså. Endda midt på en eng mellem Frilandsmuseets stråtækte yndigheder – med en andemadsdam og et passende budskads til den ene side og med udsigt til smedjen…
Line Knutzon har skrevet finurligt om underkuede bønder og urimelige herremænd og ikke mindst om en underskøn tjenestepige med en underbegavet tilbeder og en vrangvillig elsker med skepsis. Men i Knutzons verden findes ingen pædagogiske forklaringer og slet ingen formildende morale. Alle figurer i stykket er groteske og enfoldige, og grumhed er bare et vilkår. I Line Knutzons verden må man gerne stjæle og gerne slå ihjel – i hvert fald hvis det er nødvendigt! Og så går det selvfølgelig også derefter. (At Line Knutzon faktisk har digtet frit efter en tragisk brødrefejde på Krumstrup Gods på Fyn i 1756, det er så en anden sag…).
Vildskab og kærre
Det er igen Lars Knutzon, der har iscenesat datterens vilde replikker. Sammen med scenografen Anette Hansen har han placeret forestillingen herligt frit, så spillerne mest spiller langs vejen foran en gårdsplads, men så de sjovt udnytter den lille sø og de halvgennemsigtige buske i nærheden.
Tilskuerne sidder på en opbygget tribune – som iagttagere til et væddeløb mellem to brødre, der løber løbsk i ærgerrighed, og som selvfølgelig ender med at styrte begge to. Og ved vejkanten holder en kærre med to omrejsende musikere, der lægger klimpren og hamren til den vilde krimi. Nikolaj Hess’ farceagtige musik rummer sjove hilsner til 1700-tallets violinskønhed, men også til groteske våbenslagstøj i et skægt potpourri af mordovervågningslyde og klangligt medløberi.
Flere sange har ørehængerpotentiale til at komme med til MGP… Ikke mindst melodien til ’Det er godt at være fattig’. For som bønderne synger: ’For det er noget Gud ka’ li’ / Man kommer lige ind i Himmerig’.’
Hår som en høstak
Teatermæssigt byder Knutzon på skøn overdrivelse. Den dumme er dum som en dør, og den fulde er vaklende fuld. Kostumerne rummer samme vildskab: Den unge pige, der er født i stalden, har langt, kornfarvet hår, der vitterlig er rodet som en høstak. Og den nølende Niels er så beskidt, at mudderet sidder i kager på hans kinder.
Performerne nyder tydeligvis at gå ud af komedietangenten. Heidi Colding tager igen-igen kegler som bedste bonderøvsdreng – med tophuen godt nede over ørerne og vidunderlige øjne, der stirrer og driller. Piger er ligesom ikke noget for ’ham’. Til gengæld elsker han at skælde ud på Max Raundahl Laursens tumpede gårdskarl, der bare snakker ham efter munden mens han ellers tigger om at måtte få Lise Koefoeds tjenestepigehjerte – eller i hvert fald den næste rådne tand, hun taber… Og den bedårende Lise Koefoed er vildt charmerende og spiller fæstebondeblondine med både blinkeøjne og virrehænder og umiskendelig musikalitet. Tandløs eller ej.
’Satan og helvede!’
For her er kroppene lige så ulækre, som de har været dengang, hvor tandbørsten ikke var opfundet, og hvor bad var noget man prøvede til jul… Benjamin Kitters drukkenboltsbror har en brændevinsnæse, der lyser rødt under hans tjavsede herremandsparyk. ’Satan og helvede!’ brøler han. Og raseriet flammer i hans krop, når han tvinger sine fæstebønder til at løfte kviste fra den ene bunke til den anden – for lystre, det skal de altså, uanset hvor tåbelig ordren er.
Jesper Pedersen spiller rollen som klogeåge-broderen, der kommer hjem fra universitetet i København med sort tøj og lærde manerer. Pedersen har ikke Kitters komikertiming, men til gengæld virker han overbevisende nørdet i sine verbale overfald på de stakkels tjenestefolk. Og også på Josephine Parkers kridhvide mor, der flakker omkring mellem træerne med fin forundring og sjov selvironi og allerede ligner et genfærd i levende live.
Man må godt sjæle
Men alt holdes sammen af Line Knutzons forrygende tekster. Rimene er klassiske børnerim à la ’Hun er i Kerteminde / Hos en veninde’. Men de er også forfriskende anarkistiske nutidsrim. ’Den fødte leder’ rimer i hvert fald på ’Peder’, så ungerne godt kan forstå, at det er han nok IKKE. Og de kan også godt mærke, at der er noget mistænkeligt ved ’Gad vidst om jeg kan bruge det til noget’-bemærkningerne. Så når de undertrykte bønder hævder: ’Der står i Biblen, at man IKKE må stjæle’, så fanger ungerne godt, at det nok er mere rigtigt end brødrenes påstande om, at man GODT må stjæle…
Selvfølgelig er ’Brødrene Lange’ fis og ballade, uanset hvilken autentisk tragedie, der ligger bag fortællingen. Netop derfor er det også så skønt, at forestillingens dramaturg Bent Holm ikke har nølet, men har ladet alt ende helt vildt og igenkaldeligt grumt. Uden forsonende indslag eller håb i horisonten.
Eller for at være krimikonkret: Her er flere dødsfald, end man kunne gætte fra begyndelsen.
Elegant nok skildres de vildeste mord kun som lydkulisse fra de heftige musikere på kærren… De sidder deroppe og overskuer brødrenes had uden den mindste højdeskræk. For i Line Knutzons verden er højdeskræk ikke det værste, man kan lide af. Næ, det er selvfølgelig LAVDESKRÆK. I hvert fald hvis man er en tjenestepige, der er bange for at ende i høet.
Og sådan er hele denne sommerkomedie: Vidunderligt på hovedet.
