Af: Henrik Lyding

21. juni 2016

Klovnedrømme i det fri



Munter cirkuskomedie om to luvslidte artister fungerer fint som gadeteater, især når der er gang i den.



De cirkustjenere har vist set bedre dage! Og det har deres lille, omrejsende cirkus sandelig også. Lettere laset og luvslidt er det, med et par trætte artister i manegen og en slagtøjsmusiker som indpisker på toppen af prosceniet.
 

Nu er der ikke noget at sige til det med trætheden. Ikke blot er de cirkustjenere, de er også eneste artister. Vi møder dem skiftevis i manegen og i garderoben, hvor Speedy (Niels Peter Kløft) dagdrømmer om at blive klovn med rød næse og rundpuldet klovnehat – hans livs største ønske – mens Nicky (Niels Grønne) forbistres over den stadigt mere synlige skaldeplet på hans hoved.

Helt ung er man tydeligvis ikke længere, selv om ambitionerne fortsat er i behold. Nicky er overhunden, Speedy ham der bare følger med. Så selvfølgelig fungerer Nicky som den bistre domptør med pisken, mens Speedy først må kravle i abekostumet, og senere ned i kanonrøret, når de to agerer berømmet kanonkonge og menneskelig kanonkugle.

På toppen af hele menageriet huserer Søren Møller Pedersen som en særdeles effektiv leverandør af såvel stemningsfuld underlægningsmusik som karakteriserende lydeffekter.  
 

Undervejs får vi set halespidsen af en farlig tiger, foruden et par dansende mus og hovedet af en struds.

De to artister optræder også som akrobater, der løfter hinanden i farlige balancer – ret overrumplende er Grønne og Kløft faktisk habile udi den kunst, så her blandes ægte artisteri flot med cirkusparodi.

Men som helhed gælder det kropskomikken, blandet med lidt cirkus-tristesse, når de sidder hver for sig i deres fugtskjoldede garderober og funderer over livet. 
 

Den direkte kontakt

Det er også her, forestillingen bliver lidt adspredt. Ambitionen er ellers honnet. Forrige sommer smågøs vi over Rakkerpakkets Hitchcock-pastiche 'Psycho', i år får vemodet lov at indfinde sig side om side med gadegøglet.

Men den stille komik er svær at få til at fungere ordentligt, når man samtidig kæmper med blæsten, kirkeklokker og den almindelige distraktion, der opstår på travle pladser, hvor folk passerer forbi. Samtidig kommer forestillingen ufrivilligt til at lukke sig lidt om sig selv, når de to spillere stille sidder og stirrer ind i spejlet eller gemmer det trætte hoved mellem hænderne. Her brydes den direkte kontakt mellem spillere og publikum, der er så afgørende for koncentrationen på tilskuerpladserne.
 

Så fungerer det langt bedre, når vi direkte involveres i forestillingen. Det er nemlig os, der skal holde det net, Speedy helst skal havne i, når han bliver skudt ud af kanonen. Og selv om det slet ikke går som forventet, ender historien naturligvis kønt.

Speedy beslutter at debutere som klovn – Niels Kløfts lille poetiske sekvens er ret sød – men efter uheldet med kanonen sidder de to i garderoben, Speedy forslået og bevidstløs, Nicky for en gangs skyld en smule hensynsfuld over for sin lille kompagnon. For var det nu så slemt, det med Speedys klovnedrøm? 
 

Vel var det ej, og vel er det imponerende, at Dansk Rakkerpak nok engang formår at variere deres kunstneriske udtryk i stort set de samme fysiske rammer.

Opstramning  

Forestillingen kunne med fordel strammes, lige som overgangene mellem manege og garderober heller ikke fungerer optimalt.

Og selvfølgelig er det svært, når de to spillere samtidig er dem, der skifter lidt på dekorationen og ofte også skal klæde om for åben scene. Og naturligvis er det let at være bagklog – det er måske det letteste i verden – men jeg tænker alligevel, at nok er det skønt med en levende musiker, men hvor meget mere afveksling kunne der ikke være kommet, hvis han havde været en langt mere aktivt deltagende skuespiller i komedien.

Men det er – som så meget andet – et iscenesættervalg med deraf følgende fordele og ulemper. Og underholdt undervejs, det er vi i hvert fald.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Græsstrålogik og gavnlige træsko
Olsens Teater:
'Trip Trap Træsko'
Skæve logikker, selvopfundne ord, to elskelige mus og et par dansebalstyriske træsko er fine kvaliteter i Olsens Teaters ’Trip Trap Træsko’, hvis bastante træfigurer dog bliver ført med begrænset musikalitet.
Tre dyr på sprogkursus
ToBe:
'Hvem er du?'
’Hvem er du?’ fokuserer på integration og følelsen af at være udenfor. Det giver rigtig god mening – men stor teaterkunst er det ikke.
Fantasivækkende impro-teater
Anemonen:
'Vi har ret til at være her'
Mia Møller og Maiken DuBois er så tillidsvækkende og tilpas skøre i deres indfald, at publikum – børn som voksne – uden forbehold kaster sig med ud i en række improvisationslege, der belyser relevante emner som diversitet og fællesskab.
Teater af bedste aftapning
Teater Patrasket:
'Størst af alt'
En tragikomisk tilgang til det svære i livet skaber tro på det, der er størst af alt. Teater Patrasket viser vejen i fem skønne skrøner.
Tyrefægterspas
Det Flyvende Teater:
'Der er ikke mere kage'
Det Flyvende Teaters ’Der er ikke mere kage’ sparer ikke på skøre gags, men det kan være lidt vanskeligt at tyde, hvad forestillingen har på hjerte.
Livsnyder-guf
Teater Blik:
'God Tid'
’God Tid’ er 35 minutters livsbekræftende blues- og rollatorpoesi om musikkens, naturens og dansens herlighed
Græsstrålogik og gavnlige træsko
Olsens Teater:
'Trip Trap Træsko'
Skæve logikker, selvopfundne ord, to elskelige mus og et par dansebalstyriske træsko er fine kvaliteter i Olsens Teaters ’Trip Trap Træsko’, hvis bastante træfigurer dog bliver ført med begrænset musikalitet.