Den franske forfatter Prosper Mérimée skrev i 1845 novellen ’Carmen’, som Bizéts opera siden har gjort verdensberømt. Nu har den glødende, men tragiske kærlighedshistorie med dødelig udgang også nået dansk børneteater. Desværre må man spørge sig selv hvorfor og med hvilket formål.
Det er mere end svært at se, hvad der skulle få danske tweens og teenagers til at interesse sig for en røverhistorie om en spansk dukke-dulle fra forrige århundrede. For slet ikke at tale om hendes erotiske eskapader, der foregår i skjul under alt for mange højlydte suk og støn. Det er muligvis tænkt som en morsomhed på linje med Carmens dæmpede, læspende stemme.
For voksne er det klart en karikatur af den klassiske kliché om en sexet kvinde. Men forstår børn det? Det virker hverken særlig sjovt eller pikant, men besyndeligt småfnisende og gammeldags. Desuden når Carmens sexliv ikke de seksuelle signaler til kavalergangen, som dagligt møder moderne børn og unge alle vegne i nutidens pornoficerede reklamer og tv-shows.
Endimensional parodi
Sandt at sige er forførerskens skønhed også til at overse. Forestillingens Carmen fremstår underligt stor og klodset i forhold til sin både kønnere og langt mere udtryksfulde dukkefører. Så bort set fra, at det ikke er praktisk muligt, da hun spiller begge roller, undrer man sig faktisk over, at den unge soldat, Don José, ikke vælger hende. I stedet følger han pænt det litterære forlæg og kaster sin kærlighed på cigaretpigen med den anløbne moral og den jaloux ægtemand.
Dukkefører Nonny Sand spiller den naive, usikre José rigtig fint. Det er også en helt i orden opdatering at nedgradere ham fra officer til dørmand, så historien får en antydning af nutid. Men et egentligt drama kommer man ikke i nærheden af. Spillet mellem personerne mangler fokus og går hurtigt dødt. Ligesom komikken i forestillingen helt sikkert er sjovest, når man kender historien i forvejen.
Så igen, hvad er egentlig meningen med det hele? Mérimées novelle er proppet til randen med melodrama og konflikter på kryds og tværs af kulturelle, sociale og religiøse skel. Blandt andet indtager et så aktuelt emne som æresbegreber og –drab en central plads. Don José er for eksemple en del af en nordspansk besættelsesstyrke, hvilket gør hans forbindelse med Carmen særlig anstødelig.
Hun har til gengæld potentiale til en stærk og selvstændig kvindefigur, der nok ville opleves noget mere vedkommende for moderne børn. I modsætningen til ’Carmens’ endimensionale parodi på en kvinde, hvis store lidenskab er ren karikatur.
