En himmel og en kiste. Og en pæn mand i pænt mørkt jakkesæt. Bedemanden. Men hvad laver sådan en egentlig?
Det får vi forklaringen på i denne lavmælte fortælling, baseret på Kim Fupz Aakesons bog. Han tager sig af de døde. Vasker dem, klæder dem pænt på, putter dem i kiste og sømmer låget på.
Umiddelbart vel ikke verdens mest fascinerende eller tillokkende arbejde, men her dog forlenet med en vis hygge. For denne bedemand gør mere end det. Han taler med de døde. Og de taler med ham. Fortæller ham deres livs historie.
Hvilket nok kan være nødvendigt, for selv har bedemanden ikke rigtig noget liv. Ingen kone, ingen kæledyr, ingen blomster. Nej, for det hele dør jo alligevel, og så er det ikke rigtig umagen værd, synes han.
Men de fire små livshistorier, vi får fortalt af personerne i kisterne, overbeviser ham om noget andet. Manden med det gode liv, de skønne børn og den søde kone med den dejlige numse! Eller den unge pige, der blev dræbt i trafikken. Og hun havde ellers så mange planer. Om at tage kørekort og blive frisør med egen salon. Men måske er der en stor frisørsalon i himlen, prøver bedemanden at trøste.
Den taktik lykkes ikke med kunde nummer tre – en syrlig, cerutrygende kone. Hun er med rette fortørnet over døden. Alle hendes planer. Og hvad med bedemanden? Hvorfor gør han ikke noget? Han lever jo! Til sidst får vi modstykket – manden, der bare passede sit arbejde og ikke rigtig så nogen større mening med det. Som bedemanden selv.
Og så kan bedemanden ikke holde det ud længere. Onde drømme om natten – nu må der ske noget, nu må han ud i verden omkring ham. Derude er nemlig paradis. Det er ikke noget, man nødvendigvis skal vente på efter døden – paradis er lige her, midt i livet, inden låget bliver sømmet på.
Scenografi-trylleri
En opbyggelig historie, altså. Hvad vi nok havde på fornemmelsen. Det kunne heller ikke rigtig gå med al den bedemands-tristesse. Men der fortælles nænsomt i en fin blanding af menneske og dukker.
Med en stor træ-sarkofag som spilleplads diskes der op med små hvide kister og udtryksfulde dukker at lægge i dem.
Og sarkofagen kan åbnes, så gaden foran bedemandens butik åbenbares i nydeligste dukkehusformat.
Og heldigvis stopper teatermagien ikke der. Som effektfuld afslutning på historiens og forestillingens en anelse skematiske form – hjemmefra, ind i butikken, nyt lig at tale med, hjem igen til ensomheden, med mareridt i skyggespilsform som variation – får vi først en lille kirkegård med opklappelige gravsten og til allersidst hele det myldrende liv præsenteret. Sarkofag-siden klappes ned og vupti: Et mylder af små mennesker og huse åbenbares for vores undrende øjne.
Det er scenografi-trylleri i fineste og sødeste klasse.
Så 'Paradis' er en forestilling, der både er værd at se på og lytte til. Claus Mandøe fortæller afdæmpet og nøgternt, der er indlagt små sjove situationer i hvert kistelægnings-afsnit, så vi også får grinet lidt – med den dejlige numse og den cerutrygende dame som de bedste – lige som skyggespils-mareridtene er tilpas farlige uden at skræmme livet af de 8-årige.
Som forestilling betragtet er 'Paradis' langt mere nøgtern og slet ikke grådfremkaldende som Claus Mandøes tidligere og legendariske 'Farvel hr. Muffin' var og er det. Men alligevel en gedigen teateroplevelse om et svært emne.
