Tre ordløse mænd indtager scenen i hvide fægtedragter. Med tilhørende masker og matchende Converse-sko er de umiddelbart helt ens, og med en scenografi, der også er super enkel, bliver det en spinkel start.
Claus Carlsens musik stemningsunderbygger diskret det tydelige kropssprog, der indikerer, at vi har med gode, gamle venner at gøre, men når man vælger al verbalitet fra, er det lidt meget også at give køb på ansigtsmimikken.
Fægtemaskerne ryger dog heldigvis hurtigt, og det hjælper gevaldigt at få ansigt på vores tre musketerer og se deres forskellige gemytter manifestere sig. Snart, viser det sig, har vi at gøre med tre helt forskellige temperamenter, og denne forskellighed bliver netop som forestillingen skrider frem selve pointen.
På poetisk og finurlig vis udfoldes hver deres små særheder, og meget pædagogisk bliver de også lettere at differentiere med hver deres farvede T-shirt, som pludselig titter frem under fægteuniformens hvide ydre. Hvor Rød er den flamboyante kunstnertype, som ikke er bange for at omfavne sine feminine sider, er Grøn en grå kontormus, der korrekt klædt overholder reglerne og aldrig går over stregen. Det forstår vi nemt uden ord.
Dolph og La Linea
Blå er dog uden tvivl den figur, der fungerer bedst. Uden slinger i valsen anser han sig selv som lederen. At han er en kontrolfreak med stærke OCD-træk, som de andre ret rørende og rummeligt tolererer, er mildest talt ikke tydeligt for ham selv. Dermed minder han ikke så lidt om Wulffmorgenthalers kære, komiske flodhest Dolph, der også bralrer af sted uden sans for den skrøbelighed, han rent faktisk udstråler midt i al sin udadrettethed.
Der går mange lange sekvenser med – efter alle kunstens regler – at dirigere og bestemme, hvordan en stol skal sættes ned på et gulv. Det er en overordentlig eksakt affære, som er dirrende alvor for Blå, men ikke desto mindre bliver et lattervækkende optrin for os i al sin hysteriske præcision og absurde nænsomhed.
En fin stumfilms- og tegneseriekomik er her på spil, og undertegnede sendte også en kærlig tanke til den italienske La Linea, der ligesom Blå evner at skælde ud med fagter og attitude, så ingen kan være i tvivl om katastrofens omfang.
Også helt indledende, da der skal slås ’sten, saks papir’ om, hvem der skal starte i fægteturneringen, går Blå selvfølgelig langt mere op i at vinde, end de to andre, der ryster lidt på hovedet af hans voldsomme konkurrenceiver. Stiltiende indgår de en fælles alliance om at være ligeglade og tabe med vilje, og det er netop denne dynamik, som bliver central i stykket.
Social kontrol i fællesskabet
For selvom det hele handler om tolerance og respekt for forskellighed, så handler det mindst lige så meget om venskabsdynamikker og problematikken i at lege tre. Igen og igen i de små sketch-scenarier er der en alliance mellem de to – og så den tredje. De to er fælles om noget, og sammen holder de den tredje udenfor. Det går eksempelvis udover vores forsigtige Grøn, da han bliver grebet af musikken og vover sig ud på dybt vand med dristige Michael Jackson-moves. Straffen er de andres latter, og han må ind på geled igen. Nok er der tolerance, men ikke til at bryde ud af den rolle, man nu en gang er tildelt i det gamle slæng.
Samme logik udspiller sig i de fine handelsscener med åbenlys uretfærdighed og forskelsbehandling og i de morsomme bade- og toiletsekvenser. Anden gang ved vi allerede, at det igen er Grøn, som får problemer. Han havde ikke noget papir i toiletscenen – de andre blafrede lige så fint med deres – og selvfølgelig er det dermed også ham, der mangler vand i badescenen.
Mobningen er til at få øje på, men der er alt for meget hjerterum de tre imellem, til at det på nogen måde bliver ondt. Når det kommer til stykket, er det trods alt en for alle og alle for en.
Trods poetiske anslag med bl.a. smukt flyvende spillekort, og trods en hel del træk på smilebåndet forbliver det hele dog en tand for afdæmpet i et grænseland mellem sjov og alvor. De små publikummer liver gevaldigt op, da det pludselig udvikler sig til slagsmål med seje stunts og kropskontrol, og man forstår dem. Lidt mere ’kapow’ og koreograferet vold kunne vi godt have brugt midt i alt det antydede.
