'I D A' udspiller sig på en café, som hedder 'Mælkevejens sidste Café'. At bringe Mælkevejen ind, skaber associationer til det hvide bånd af myldrende mange stjerner, og man kommer til at tænke på det store uendelige univers, drømme og lykkelig kærlighed.
Men når de sidste to ord 'sidste Café' bliver koblet på, får det også en anden karakter. Et strejf af noget skæbnesvangert. En snært af fare og gys. Et signal om, at noget fatalt er i vente. Et hint om forlis og død.
Begge associationer passer til den tekst, titlen gemmer på. Claus Flygare har skrevet 'I D A', inspireret af H. C. Andersens eventyr 'Snedronningen'. Gerda hedder her Ida, og hun er ligesom Alfred, ikke et lille barn, men et voksent menneske.
Snedronningen, som hedder Queen-Eye, er en artist, som optræder i cafeen med et spejlnummer. Et nummer, som hvirvler deltagerne ind i en isnende kold verden, hvorfra de vanskeligt vender tilbage. Af uransaglige årsager føler Alfred en trang til at søge hjemmefra om natten. Han forfølger denne trang og bevæger sig ad de mørkeste stier, han kan få øje på.
Billedet på, at Alfred søger væk fra kærligheden og lyset er tydeligt. Det understreges af, at han, hver gang han kommer hjem, fortæller Ida, at han ikke ved, hvor han har været. Og det bliver des tydeligere, når han forsvinder helt og havner i spejl(splint)kvindens Queen-Eyes kuldefyldte favn.
Kærlighed og varme er i denne version af 'Snedronningen' knyttet til et par røde sko damesko – lidt indblanding af et andet af digterens eventyr er vel ok? Ja denne reference er meget undseelig i en helhed, hvor Flygare fylder alt for mange sidehistorier på. Herom om lidt.
Når Ida og Alfred holder hver en rød sko op i luften med sålerne pegende mod hinanden, slår det gnister af kærlighed i luften. Queen-Eye bryder sig selvklart ikke om skoene, fordi de smelter hendes kulde. Og to af slagsen er dræbende for hende.
'I D A' er renset for røverunger og rensdyr. I stedet fylder caféens ejer, Bjarne Jørgensen, som har taget kunstnernavnet Mon Amour, en del. Mon Amour er Drag-Queen og transvestit.
Klaus Andersen ruller sig ud som en sådan på dansegulvet. Iført turkis flæsekjole, nylonstrømper, blondeshorts og glimmersko. Og med glansnummeret 'Jeg er lykkelig', hvis tekst med refrænet 'Jeg er lykkelig/sikke et held, jeg er forelsket i mig selv', indrammer fortællingens pointe om, at det kun fører skidt med sig at være forblændet af sit eget spejlbillede.
Narcissisten får et skud for boven i et sang- og dansenummer, som i øvrigt er noget af en ørehænger. Det nummer vil snildt kunne ryge til tops på en pop-hitliste. Godt gået af komponist Ole Højer Hansen, som også står for de mange andre fine sange, som indgår i forestillingen, som rettelig er rubriceret som musikteater. Alfreds slutsang, som Bo Larsen i øvrigt fortolker utroligt flot med ru stemme og poetisk råt mundharmonika-spil, er fx vellyd i et rum, hvor cafeens band af el-guitarister og keyboardspillere lægger live-musik til.
Budskabsmorads
Flygares historie hænger som helhed godt nok sammen. Men nogen skulle have været ude med fraklips-saksen. En stor en af slagsen. Der er simpelthen alt for mange budskaber i gang under samme hat. Det kommer til at virke meget anstrengende, at vi – udover kærlighedsstrabadserne Ida og Alfred imellem – også skal høre om politisk korrekte hotte emner så som spiseforstyrrelser, fedme, pædofili, distribution af nøgenbilleder på de sociale medier, showbiz-branchens vilkår, CO2-udslip m.v.
Det er anstrengende, uanset at emnerne serveres satirisk, i musikalsk udmærkede numre og med veludført skuespil.
Mon Amour synger undskyld til sin mor for at have klædt sig ud i hendes tøj og fortæller hende, at det var et valg, han var nødt til. Olivia Franciska Fevel Borgels (som også og navnlig kyndigt både spiller og synger Queen-Eye) agerer – polstret med skumfyldte bildæk om maven – en overfed cafegæst, som fortæller, at grovæderi er vejen til lykke.
Som en måde, hvorpå Ida kan få adgang til at finde sammen med Alfred igen, har Flygare indført en robot. Robotten Hawking, som jævnfør det forekommende næsten tvangsprægede behov for at indflette alle nutidstendenser, er købt på nettet.
Samtidig med at Hawking hjælper den bekymrede og i lang tid af alle egotripperne forladte Ida (fint toneret af Anne Karina Nikolajsen) med at vinde kræfter til at opsøge Alfred, fungerer robotten som en slags begrebsoversættelsesmaskine.
Den kommer i al fald (via Heine Ankerdas udmærkede rolige og velartikulerede stemme) med bud på, hvad der ligger i vanskeligt håndterlige størrelser som fx savn, løgn og kærlighed.
At få disse ord, som lægger sig udenom selve teksten på handlingsplanet, virker både godt og skidt. 'Begrebsoversættelserne' skaber en slags lommer til refleksion. Samtidig med, at de tendentielt kipper over og på en malplaceret måde virker som unødvendigt pædagogisk fyldstof.
Og endelig skæmmer en alt, alt for lang monolog. En monolog, hvor Thomas Guldberg Madsen (der generelt hele vejen igennem overdriver sit spil, så det får noget utilsigtet skurrende over sig) i trættende lang tid er sat til at parodiere artister, som hælder platte vittigheder ud, som havde de diarre.
'I D A', som Nørregaards Teater har skabt i samarbejde med H. C. Andersen Festivals, handler ifølge teatret – ud over kærlighedsbudskabet – om 'at kun hvis Ida tror på sig selv og sine egne evner, vil hun finde Alfred'.
Det står i forlængelse af sætningen 'At finde sin egen identitet i det ukendte og ubetrådte er, såvel som en følelsesmæssig frihedskamp, også en nationalkulturel og socioøkonomisk kamp, der kræver alt, hvad mennesket kan opbyde af kræfter'.
Dette må siges at være noget af en mundfuld. Og noget som forestillingen – egentligt forståeligt nok – ikke scenisk magter at udtrykke. Det forestillingen kan og gør, er, at den fortæller en god og fin historie om, at kærlighed kan overvinde alt. Den rummer mange fine sangnumre.
De medvirkende kan både skuespille og synge. Flere af dem kan tillige stemningssikkert spille musik. Teksten kommer desværre bare til at mudre denne oplevelse med alle sine indblandende markeringer af nutids-hotte emner.
