En julekalender uden jul? Ja, det er jo gjort før, nok mest opsigtsvækkende, da tv-julekalenderen ‘Jul og grønne skove’, eller som den kom til at hedde: ‘Poul og Nulle i hullet’, i 1980 rullede over december-skærmene. Da kan det nok være, at Familien Danmark, især de voksne, kom op af protesthullerne.
Det sker næppe i Aalborg og omegn denne jul, selv om Jako-Bole Teatret og Aalborg Teater kalder deres samarbejdsforestilling for ’24 – en anderledes julekalender’. Den har nemlig lige så lidt at gøre med jul og julekalender som den i hullet. Ingen nisser, ingen grantræer, intet juleri, heller ikke til sidst. Ja, havde det ikke været for stjernetæppet i baggrunden og den lidt adspredte anvendelse af kalender-tal på diverse rekvisitter og kostumer, ville ingen have anet, at dette her skulle være en juleforestilling.
Vi er på en losseplads med skrammel, bildæk, kasser, madrasser, affaldssække, træpaller, masser af gamle aviser og en lille gravko. En eventyragtig pige i kanariegul kjole (Solvej K. Christiansen) klatrer ud af et stort afløbsrør i midten af dekorationen – bag ved os spiller en kvinde (Gunhild Kjær) i englegevandter på harmonika. Meget stemningsfuldt. Pigen nynner med, det hele virker lidt mystisk og magisk, mens hun udforsker rummet. Pludselig bevæger en af skraldesækkene sig. Indeni er klovnen Gogo (Kathrine Høj Andersen) i spraglet kostume og spids hat.
Senere kommer også tredjemanden Didi (Josef W. Nielsen) frem. Han er klovn af vagabond-typen med blød hat, ternede bukser og rød næse. Derefter slås historiens indenfor/udenfor-tema an og det bruges resten af forestillingen på. Snart er de to klovne sammen mod pigen, snart er det en af klovnene, der er udenfor fællesskabet, med surhed, vrede og aggression til følge. Som når Didi og pigen ligger sovende sammen i den lille gravko, og Gogo ulykkeligt forsøger at skubbe en af dem væk, så hun selv kan blive en del af fællesskabet. Senere rotter de to klovne sig sammen om at fange pigen i en tom olietønde, hvor hun må sidde ret længe, og på et tidspunkt er de alle tre uenige.
Undervejs dukker en stribe kalendertal op forskellige steder i rummet, mens vi nærmer os 24. Til slut, da de to klovne har fundet sammen igen, åbenbarer pigen et stort 24-tal malet på gulvet, hvorpå hun forsvinder ud af røret. Det var så den julekalender. Og jeg tilstår, at jeg havde håbet, at der i det mindste til allersidst havde været bare en ansats til jul. Men nej, det er der altså ikke. Og heller ikke rigtig nogen god forklaring på de to klovne og pigens eksistens og funktion. Var de så endda bare blevet gode venner alle tre, kunne julens iboende tema om fælles fred og fordragelighed måske efterfølgende være blevet forklaret børnene af begavede pædagoger og forældre.
Skingert stemmeleje
Forestillingens sprog er det nonverbale. De tre figurer kommunikerer udelukkende med lyde, mimik, musik og bevægelser, ikke et eneste forståeligt ord bliver sagt, det er vrøvlesprog, hvin, støn og skrig alt sammen. Samtidig har iscenesættelsen valgt et højt og temmelig skingert stemmeleje hos Kathrine Høj Andersens klovn Gogo, der er den dominerende og meget aggressive af dem. Hendes råbende hysteri kan let virke unødvendigt skræmmende for et publikum på fire år. Josef W. Nielsen har det nemmere som den bløde Didi, og Solvej K. Christiansen er ganske sød og underfundig som pigen.
Indlagt er en række klovnescener og akrobatnumre på husmandsniveau, blandt andet en sjov kamp med en madras, der bare ikke vil som klovnen vil. De fungerer ganske underholdende i anden halvdel af forestillingen, og er samtidig med til at skjule, at pointen i indenfor/udenfor-temaet for længst er brugt op.
At et teater vælger den traditionelle jul fra på scenen, er fint nok. Især hvis de har noget meningsfuldt at sætte i stedet. Dette her bliver bare for lidt og for uklart, en behjertet indsats fra de tre spillere til trods.
Nordjyske forældre og pædagoger gør samtidig klogt i at advare børnene om, at ’24 – en anderledes julekalender’ ikke er juleteater, men almindeligt teater, der tilfældigvis foregår ved juletid.
