Odense Teaters 'Peters Jul' er blevet til en lidt løjerlig happy-ending teater-musical, som emmer af både julenostalgi og barsk socialrealisme. Som noget særligt bliver stykkets to hovedroller tillige spillet af børn, ligesom der medvirker mange børn i biroller og som statister.
Martin Miehe Renard og Søren Skjold har fundet Johan Krohns klassiske digt fra 1866 for hyggenyggeligt og for entydigt borgerhjemsfokuseret.
Inspireret af digtpassagen, hvor den fattig dreng Rasmus fra Rantzausgade kommer til Peters rige hjem i Admiralgade og der får legetøj og Peters gamle trøje, har de ladet Rasmus vokse frem som en central figur og med ham et borgerskabskontrasterende miljø, et baggårdsmiljø fyldt med sultne, beskidte og hjemløse fattiglemmer, som stjæler fra de rige for at overleve.
Rollebytte
Med tydelige paralleller til Charles Dickens 'Oliver Tvist' har de to digtbearbejdere skabt en fortælling, hvor Peter og den i øvrigt forældreløse Rasmus bytter roller via en snemand, som bliver troldomsfyldt, når sol og måne står på himlen samtidigt.
Rollebyttet baner vejen for, at stykket kan bringe drama og konflikter på banen. Vi er på ingen måde i tvivl om, hvornår vi er i den matrosklædte Peters hjem. Store tapetserede sætstykker sænkes ned og danner vægge i Admiralgadehjemmet, hvor Peter, storesøster Hanne og lillesøster Ida får læst eventyr af den søde og omfavnende bedstemoder, mens moren er mere standsdame-striks, faren en rigtig hyggeonkel og tjenestepigen Karen evigt bange for, at fruens pung skal blive stjålet under juleindkøbene.
Det bliver den selvfølgelig i et menneskefyldt gadeoptrin. Af Rasmus. Og det bringer Rasmus og Peter sammen, fordi Peter er fascineret af Rasmus' liv, som tydeligvis er befriet for alle de regler og irettesættelser, Peter er dødtræt af. Omvendt har Rasmus lyst til et liv med tryghed, varme og mad på bordet.
Spillet ruller hen over scenen med kvikke skift mellem det varme, farvefyldte og rene borgerhjem og den kolde og snuskede grå baggård, hvor Rasmus tyranniseres af onkel Rolf og nyder varme hos Fattigfie, der er som en mor for ham.
Ganske mange og velklingende sange fylder op i store optrin. Sange som skærer de fattiges armod ud og som samtidigt fortæller, at julen kommer indefra. Og sange som tiljubler en harmonisk hygge-jul hos de rige.
Vi er i et univers, hvor forskellen mellem rig og fattig og god og ond bliver tydeligt understreget. Og hvor det hele ender, så de gode får som fortjent og de onde deres straf.
Dygtigt børneskuespil
På skuespilsiden er det især de to drenge, som spiller Peter og Rasmus, der tager kegler.
Malte Stein Frandsen og Noa Viktor Risbro Hjerrild spiller Peter og Rasmus med stor charme og naturlighed. Så umiddelbart og ligefremt at de øvrige og endda professionelle skuespilleres præstationer tendentielt skurrer kunstigt skarpt qua en overtydelighed i rollegestaltningen. Tankevækkende!
Rikke Lylloffs spil som tjenestepigen Karen har dog noget af de to børnehovedrollespilleres kvaliteter over sig.
Man kan ikke klandre Odense Teaters 'Peters Jul' for at savne lystige musikalske optrin, store velorganiserede optrin og et bevidst ønske om at ville sprede julehygge.
Dramaturgisk og på tekstsiden hører optrinnene, hvor Peter og Rasmus bytter roller, til de bedst fungerende i en helhed, som virker ret gammeldags, samtidig med at den med sit fokus på social ulighed synes at ville pege på en nutidsrelevans.
