Nanni Lorenzen er trygheden selv på en teaterscene. Med glade øjne og milde smil tager hun børnepublikummet ved hånden og følger dem jordnært tillidsfuldt ind i alt, som sker på scenen. Den kontaktens og formidlingens kunst behersker Lorenzen overordentligt flot.
Universet er fysisk set lille og dermed er også det trygt. Niels Secher har skabt en lille hule af en dagligstue til den fortællerske, som Lorenzen spiller. Iført lang nederdel og siden også forklæde udstråler Lorenzen mor- eller bedstemor-genkendelighed. Her er en skikkelse, som vil én det bedste.
Det fornemmer børnene straks. De har set sådan en som hende før. En, som nyder at drikke varm the, som elsker at strikke, og som – ikke mindst – er god for en historie, som man bagefter gerne vil høre igen og igen. Med ’Julemusen’ er det akkurat det, børnene får. Den elskede historie om julemusen.
Finurlig og lettilgængelig
Den lille mus dukker – i Tine Ejbyes instruktion, som er både sikker, lettilgængelig og finurlig – nysgerrighedsskabende og sjovt op i armlænet på Lorenzens bløde lænestol. Den kradser lige så stille på indefra. Et sødt lille gråt ansigt titter frem og får uden betænkeligheder fluks opfyldt sin drøm: at høre historien om den lille postmus. Lorenzen kan tydeligvis ikke stå for musen. Det kan børnene heller ikke.
Fra en rolig siddende sekvens i lænestolen er børnene varmet op til, at Lorenzen kan rejse sig op og kropsliggøre fortællingen om julemusen. I et fint miks af handskedukkeføring, fortælling og sang følger vi en lille travl julemus. Detaljerne får plads. Ligesom gentagelserne. Og noget mestendels trygt og genkendelig garneres livgivende med små fiffige overraskelser.
Fortællingen er meget enkel og let at følge. Det er juledag, og julemusen har travlt, fordi den skal ud i skoven og dele fire julegaver ud. En til henholdsvis kaninen, uglen, ræven og bjørnen. Med en fin umiddelbar logik og skøn naivitet skal julemusen have en lille postkasket på, gaverne skal i den store posttaske og afsted går det ud til skoven, hvor de fire dyr bor side om side. På adressen henholdsvis Skovvejen 1, 2, 3 og 4.
Det er let at forstå og indlysende ud fra et børnelogisk synspunkt. At børnene også med stor sandsynlighed kan ane hvad, der er i gaverne, er også en fin lille bonus. Kaninen skal i al fald have en gulerod og bjørnen et glas med honning.
Tøjdyrs-tryllerier
Tøjdyr bragte børnene med sig ind i salen i stor stil. Udover en voksen er et krammedyr altid rart at have i favnen. De er derfor fortrolige med de bløde handskedukkedyr, som Niels Secher har designet.
Dyrene er med deres naturalistiske kendetegn meget livagtige. Samtidig er det enkelte dyrs karaktertræk forstørret op. Det skaber temperamenter og karakter i udtrykket. Og ikke mindst fungerer det teatermæssigt fint, at dyrene kommer til syne på hver sin overraskelsesfyldte måde.
Kaninen dukker frem, når Lorenzen vender vrangen ud af sin thehætte. Vupti står en fuldfed kanin på det lille bord. Det første vi ser af bjørnen er en bred brun bagdel med en lille halestump. Det er lænestolens store pude, som Lorenzen vender om og trækker bagud gennem ryglænet. Voila, med et hiv og et drej er bjørnen på banen. Med store rare øjne, bløde ører og milde poter.
Hvert dyr har sit at se til inden juleaften. Alle får en gave – også julemusen, som ikke selv har nået at forberede nogen jul til sig selv. I den store og lykkelige finale sørger kaninen, bjørnen, uglen og ræven for at det bliver fikset. De disker op med alt, der skal til, og de giver tillige musen en gave.
Umiddelbarhedens kvaliteter
’Julemusen’ kommer ikke i nærheden af skabelsen af teatermagi. Til gengæld er forestillingen en tryghedens og hyggens fest. Det umiddelbare og helt jordnært dagligdags kan noget, som det også er vigtigt at værne om. Og det kan rigtigt meget, når Lorenzen står ved roret.
Hun har småbørnemålgruppen med sig hele vejen igennem den hyggefyldte, venskabsfyldte og juleglade forestilling.
