Af: Kirsten Dahl

8. oktober 2015

Jorden lidt for meget rundt

Der er mange ord og meget pudseløjerligt optrædehalløj i den skabelsesberetning og beskyttelses-reminder, som Filuren og Teater P23 har kaldt 'Verden – og så mig'. Men forestillingen vil alt for meget og savner både ro, retning og dynamik.

Uffe Kristensen kan noget med komik. Når vi i 'Verden – og så mig' er i det helt lille format – i det nære – når Kristensen spiller Hulemanden Adam er der sjov og situationslune på spil.

Når Kristensen med rød næse og totalt krøllet gulvsvaber-paryk spiller 'Jordens første menneske', der som en anden baby fuld af forundring og glæde får øje på sine egne fingre og ben, og når han sidenhen udforsker en paraply og spiser en flue, så er vi på og med, fordi scenerne lever og på klovneristisk vis giver mening i sig selv.

Men når vi befinder os i en  mærkelige beretning om jordens skabelse og i en 'det er synd for Jorden'-fortælling om, at 'det roder og flyder med affald alle vegne, menneskene glemmer at rydde op efter sig', fordi 'menneskene begynder at pille ved ting som de ikke skulle pille ved' og der kommer biler, raketter til, så har forestillingen bevæget sig ud ad en noget forvirrende og rodet tangent.

Minutiøs skabelsesberetning

Kristensens vagabond-figur går helt tilbage i tid og gennemgår meget minutiøst med tekst og små visninger fra hans nære verden en skabelsesberetning, som siger, at Jorden blev skabt af støv, gas og en kæmpestor eksplosion.

Vi bliver bedt om at være med til at råbe hurra for Jordens tilblivelse. Jorden, som her er en stofdekoreret bold, føler sig helt alene. Den har ikke lyst til at holde fødselsdag. Den savner naturen som er dens bedste ven.

Naturen kommer så til stede på Jorden som lysegrønt langhåret græsstof og slatne træer med cykelslanger som stammer. Stammer, som med hjælp fra et pustende publikum og en cykelpumpe bliver pustet op.

Jordens fisk bliver fremstillet som våde og sure sokker og volapyk-snakkende handskedukkesokker. Nogle af dem bliver til landdyr og derfra opstår Adam og en masse andre mennesker.

Fyld og forvirring

Men hvorfor fylde så meget på? Dramatikeren Kristensen havde haft godt af at møde en tekstfraklippersaks. Ligesom iscenesætter Christina R.R. Jørgensen og Uffe Blaabjerg, der står for scenografien, savner sans for enkelhed i det små og balance i helheden.

De to teatres vi-må-tage-vare-på-Jorden-forestilling begynder at tage sig ud som en et nu-skal-vi-altså-underholde-de-små med pudseløjerlige ting. Når vi i tillæg til prutteforsøg og pruttepuder (som jo kan fungere både godt og sjovt i en anden kontekst) ser Jorden blive punkteret og udskiftet med en stadig mindre (stofbeklædt og vand- og trædekoreret) bold, som vi tydeligvis ser Kristensen trækker ud bagfra, så siver det, der kunne have været magi,  også ud.

'Verden – og så mig', som spænder lige fra 3 til 8 år, begynder at tage sig ud som alt-muligt og ingenting-forestilling.

Det er muligt, at vi i begyndelsen oplever Kristensen som en vagabond, som han står og går der rundt om sin pyntede og tingfyldte vareindkøbsvogn. Kristensen kan som nævnt også i små objektspil fange publikums opmærksomhed. Som Hulemanden Adam, og siden når han fører en giftiggrøn syntetisk marionetdyrs-dinosaurer rundt på scenen og lader publikum få den udsøgte og sjældne fornøjelse at lugte til en dinosaur-prut.

Niels Kileles musikalske kompositioner fungerer også udmærket – de understøtter og forstærker fint forestillingens fabuleren.  

Men hvis tanken er, at vi skal opleve Jordens affaldssvineri og tiltagende risiko for at forgå i miljøsvineri ud fra en vagabonds ensomhedssynsvinkel, så lykkes det ikke. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.