Hvem var Jeppe som 6-8-årig? Blev han mobbet af de andre drenge? Tissede han i sengen? Havde han en far, og hvordan var hans mor? Fik han mad med i skole? Kom han i seng til tiden? Var han en taber fra start?
Hvem var Jeppe som 14-15-årig? Hvordan klarede han sig i skolen? Gik han i skole overhovedet? Drak han mange øller og Bacardi Breezers? Lod han sig hundse med af kammeraterne?
Hvordan blev han den Jeppe, vi kender? En drukmås, en slatten vatpik? en naiv, godmodig og viljeløs slubbert? en gammel soldat med krigstraume?
Ingen svar
Fra start af virker det, som det er Niels Vandrefalks ambition at hjælpe os til at forstå Jeppe, have medfølelse med ham. Det mærkværdige er imidlertid, at vi ikke får noget svar. Nogle hentydninger, måske, om at Jeppe nok ikke havde de bedste omstændigheder som lille, og at han tidlig begyndte med de våde varer. Det kunne vi nok have regnet ud på egen hånd.
Så jeg sidder længe forundret og usikker på, hvad det er, Vandrefalk vil med sin forestilling. Indtil det går op for mig, at det slet ikke er en Jeppe-som-lille, Jeppe-som-ung, alle-tiders-Jeppe, han er ude på. At det vist ikke er en forestilling i egentlig forstand, i hvert fald ikke først og fremmest, men en slags event hvor publikum bidrager lige så meget til underholdningen, som han selv gør.
En efter en giver han udvalgte tilskuere en rolle/en rekvisit i stykket. Alle Jeppes børn, både egne og ridefogedens, får vanter og navne, Nille får en tæppebanker/Mester Erik i hånden, og så videre. Nogle bliver sågar trukket op på scenen – eller ud på gulvet – og tildelt roller som baron og lakaj og ridefogedens kone. Nogle er flove, nogle fniser forlegent, andre lader til at more sig gevaldigt.
Midt oppe i alt dette fylder han selv mange roller ud: Som sig selv, Niels Vandrefalk, som dels fortæller historien og dels iscenesætter publikum – som gamle Jeppe og som drengen Jeppe med ungdommelig maske. Det går, temmelig forpustet, over stok og sten, og det er svært indimellem at følge historien. Specielt fordi ungdomsmasken ryger lidt op og ned, så jeg aldrig er helt sikker på, om det er den unge Jeppe, jeg følger, eller den ældre. Eller om det er fortælleren eller iscenesætteren.
Det havde nok været smart, om Vandrefalk gjorde alle sine rolleskift lidt klarere – adskilligt klarere – for forestillingen springer temmelig improvisatorisk hid og did.
Smag og behag
Jeg har forstået, ud i fra pressematerialet for de forskellige forestillinger, at Vandrefalk gennemgående satser på interaktivt teater. Det kan selvfølgelig gøres på mange måder, og det kan ofte være vellykket. Det forudsætter i hvert fald et samarbejdsvilligt publikum, og jeg kan ikke tro andet end, at Niels Vandrefalk, med sin lange erfaring på området, er i stand til at finde tilskuere, der er med på legen. Og skåne dem der helst vil være fri.
Men jeg er betænkelig over måden, det gøres på. At omfavne, kindkysse og skulderklappe de pludseligt involverede er – og det er min opfattelse – grænseoverskridende, intimt og privat. Nogle synes det sjovt, andre at det er klamt. Det er et spørgsmål om smag og behag.
Der er imidlertid andre problemer, og de handler ikke om smag og behag.
Med sin ivrige, begejstrede og forpustede omgang med publikum, der skal agere den ene eller den anden, gør Vandrefalk sig selv til amatør. Amatør som iscenesætter: ’Du stiller dig der, og du bagved hende, og så siger I…’, og hvad værre er, også amatør som skuespiller. Hans egen formåen som skuespiller kommer til at indgå i en sjusket amatørforestilling. Efter ’Alle tiders Jeppe’ ved jeg ikke et hak mere om Vandrefalks evner som skuespiller.
Et andet problem er, at historien bliver brudt op og fragmenteret. Forestillingen afbryder sig selv og derved kommer – og det er et kardinalpunkt! – historien til at blive underordnet, den bliver kun et oplæg. Den Jeppe, jeg var kommet for at få et bud på, forsvandt i tumult og falbelader.
Når dertil kommer, at historien om Jeppe afsluttes ved hængningen – hele slutningen er væk – får jeg en beklemmende følelse af, at Holbergteatret egentlig ikke er særlig optaget af Jeppe og hans historie. Den danner kun afsæt for Vandrefalks – nogen vil måske sige charmerende – omgang med publikum. Jeg synes, at Holberg fortjener bedre.
