Ro og tydelighed på fortælleplanet og i det visuelle bliver krydret med musikalske spilopper og små instruktionsdetaljer i Marionetteatrets 2018-sommerforestilling nummer to, 'Venner i en nøddeskal'.
Det er ikke vanskeligt at finde ud af og følge med i handlingen i den i øvrigt ordløse forestilling, som er for alle fra to år og opefter.
Vi har at gøre med et lille rødbrunt egern som gerne vil finde en at lege med. På en rundtur i den skov, som hele forestillingen udspiller sig i, møder egernet en forårsdag to mus, som synes at være så opslugte af at lege med hinanden, at de ikke har plads til at lukke andre ind i deres leg.
De to små grå mus suger positiv publikumsopmærksomhed til sig med deres kvikke bevægelser og små kasketter. Men de er ikke er med på at spille bold med egernet.
Det lidt større pindsvin, som derpå dukker op spreder en stemning af tryghed og hygge omkring sig som det – en sommerdag – vimser rundt med sin lille vandkande og vander anemoner og andet grønt. Men heller ikke det er i legehumør.
Til jazzede rytmer entrerer en stor rød ræv, da træernes grønne blade har skiftet til røde. Først dukker halen op, derpå en pote, og til sidst hele ræven. Dyret, som har en sixpence på hovedet, spiller drilsk med øjnene og smutter ud af scenen igen med en ordentlig prut. Men heller ikke i den finder egernet en ven at spille bold med.
Hermelin-held
Det næste dyr i rækken er en aldrende elg med briller på. Elgen, som viser sig at være venligheden selv, kommer uforvarende til at mase egernets bold helt flad. Venligt undskylder det overfor egernet og forærer det en lille orangerød paraply, da efterårsvinden begynder at ruske.
Siden bliver græsset dækket af sne, de andre dyr dukker op igen og går i hi, mens sneen næsten skjuler en lille hvid hermelin, der – som det sidste dyr i forestillingen – viser sig at blive egernets gode legekammerat.
De spiller bold og leger gemmeleg. Og da forårsgrønt afløser vinterhvidt – og hermelinen morsomt ikke længere har så nemt ved at skjule sig for egernet – sidder de to legeammerater og hygger sig med armene tæt omkring hinanden og ryggen til publikum.
De fire årstider
Astrid Kjær Jensen og Lene Skytt har begået en stille og rolig fremadskridende fortælling. Egernet møder dyr på dyr, mens det bevæger sig gennem de fire årstider. Der er stor genkendelighed på det felt.
Fortællingen er herudover – og heldigvis – krydret med små humoristiske detaljer – i det scenografiske og i de musikalske arrangementer.
Thomas Dinesens kompositioner er både kyndige og meget præcise stemningsmarkører – de musikalske akkompagnementer understøtter både karakteren af det dyr, som dukker op, og den stemning, det er i.
Astrid Kjær Jensens og Lene Skytts iscenesættelse er både klar, præcis og godt timet, Der er kræset for detaljen og ingen tunge eller utydelige sceneskift. Og de tre dukkeførere, Maria Garde, Tea Rønne og Charlotte Bisted Olsen er gode til at give dyredukkerne liv.
Vi er – store som små – helt med på, hvilket humør dyrene er i – fx føres egernet meget nuanceret. Det er betagende at opleve en dukkeføring, som bringer os helt tæt på egnets vejrtrækning – der skal noget til.
Lidt for ligefrem og tryg
Når det er sagt, savnede jeg alligevel lidt mere spænding og magi i udtrykket. Det tydelige, rolige og helstøbte ordløse udtryk kunne sagtens bære lidt 'ulydighed', – nogle brud og overraskelser, som kunne løfte det op til en mere uforglemmelig sag.
