Af: Kirsten Dahl

3. juni 2016

Imposant og overlæsset friluftsspil

'Kong Arthur' er et spektakulært udendørs action-teater-stykke. Det visuelle er overdådigt og skuespillet er bravt: Men både teksten og iscenesættelsen stritter i alt for mange retninger

'Kong Arthur' er et udstyrsstykke af de helt store. Det Kongelige Teater er rykket udendørs til Ulvedalene, hvor man har begået en mastodont af en scenografi i XXL-format. Et orgie af stilsammensatte kostumer. Et væld af lyseffekter. Et veritabelt udbud af special effects. Og en lydside med tryk på både mol-kor og teaterkoncertagtigt rockmusik. 

Heste galoperer hen over scenen, så støvet står op om de fightende ryttere. Som i en western dukker en enkelt hest op med en lonesome cowboy af en forsmået ridder. Og heste på stribe fejer hastigt i snorlige fart hen over bakken i baggrunden. Letvægtsmotorcykler fræser flisen op og truer Kong Arthur som glubske ulve. Et talstærkt nonne-blåt kor kommer til syne og bevæger sig sfærisk frem mod Kong Arthurs slot Camelot.

Skelet-trikotkostume-klædte dansere snor sig akrobatisk som et fysisk ekko med lange røde bånd rundt om den forvandlingskyndige troldkvinde Morgana, som syder af ondskab og sort magi.

Den pukkelryggede søn, Mordred, som Morgana har fået i blodskamsforholdet til sin bror Kong Arthur, springer adræt og fyldt op af ondskab fra Camelot-scenografiens tre runde plateauer, hvoraf de to mest centrale illuderer henholdsvis Kong Arthurs og Dronning Guinneveres mega-tallerken-store ægteseng og Riddersalen med det runde bord, som er blottet for riddere.

Gal konge, blå skønsang og korsfæstet ridder

Op fra bordmidten suser lysstærkt fyrværkeri i fuld fart mod himmelhøjderne. Røgtåger daler dystert ned over det kriseramte engelske kongerige. En korsfæstet Lancelot hidkalder sin mor, Søens Dame, som skyder mange meter højt op i luften som et syngende blå-kjolet teaterkoncert-trofæ.

Merild fistrer i starten rundt på scenen som en hukommelsessvigtet troubadour med hang til euforiserende stoffer og ordspil. Siden suser han tju-hej-tjept gennem en underjordisk tunnel og genopstår som sig selv – den tryllekyndige troldmand.

Morgana tryller Ridder Gawain om til en kvinde og sørger samtidigt for at hans kones store gravide mave pludselig er borte.

Kong Arthur forlader Camelot og synger sindsforvirret 'Kuk-kuk, kuk-kuk, faldera'. Guinnevere opsøger Arthur og taler med store følelsesbogstaver om kærlighed. Dyrehavens kolossale trækroner illumineres som en betydningsfuld storbyambassade. Motorcykellygtelys anes i baggrunden som farlige angrebsmisiler på vej.

Et lydunivers af fyrværkeri, snurrende motorer og eskalerende rock-live-musik blander sig med lyden af kampråbende spillere og hestehove i den veritable kamp mellem onde og gode kræfter som tilslut bryder løs.

En kamp, som varsler en ny tid, et nyt Camelot.

Overlæsset, stort og spektakulært

Man væltes næsten omkuld af alt det ydre i 'Kong Arthur'. Det er STORT. Og det er FLOT. Men også ret meget af en rodekasse. Vel behøver man at tænke stort, hvad angår scenografi, tale, musik, lys, lyd og bevægelser i så stort anlagt et friluftsspil med plads til hele 3600 tilskuere. Men her er det som om man har sprunget en bombe, ladet alt få lov at være med.

Det er som om man har dyrket at sige ja til en krydsning af alle fortællinger, genrer og stilarter. Jo mere tvist jo bedre. Men både tekst og iscenesættelse bliver svag af at ville så meget.

Nok siges det undervejs og understreges til slut, at stykket handler om, at mennesket både har det onde og gode i sig, og at gamle uduelige og moralsk anløbne ledere (Kong Arthur har løjet om dragemordet og har som det værste begået blodskam) skal udskiftes af stærke og demokratiske kræfter (som Guinnevere, der giver udtryk for at have retfærdighedssans og humanistisk kløgt).

Men samtidig er Jokum Rohdes tekst proppet med så mange referencer (til både dramatiske klassikere, science-fiction og film) og sidehistorier, at budskabet mister valør og kommer til at virke postuleret. Vi kommer aldrig rigtigt til at føle med Kong Arthur.

Ligesom Heinrich Christensens iscenesættelse, som teknisk set er fin og flot behersket, dynger på og fylder op med arrangementer, som skaber associationer snart i øst snart i vest og er orkestreret, så det er vanskeligt at finde ud af, om det er voluminøs og letfordøjelig underholdning, han går efter, eller noget mere alvorsfyldt – noget vi skal bære med os og tænke videre over.

Morsom Merlin

Udfoldet bliver forestillingen hverken virkelig sjov (bortset fra Ole Lemmeke, som udviser stort komisk talent i både tale og gestik som Merlin) eller gribende alvorlig (dog har Tammi Øst muskler til at gestalte en farlighed, ligesom Espen Smed forstår at kropsliggøre ondskab og Marie Louise Wille har facetter og karisma til at lade ærlige følelse trænge igennem Guinneveres følelsesladede replikker som i sig selv let lyder klichefyldte).

Skuespillerne og de øvrige medvirkende leverer i det hele taget flotte præstationer ud fra den tekst og den iscenesættelse, de har at gøre med. Udover allerede nævnte har Nicolas Bro pondus og nerve til at spille Kong Arthur. Og Xenia Lach-Nielsen betager med sin stemmes kraft og facetter som Søens Dame.

Og er det så for børn? Ser man på spilletidspunkterne 20:30 til godt 23:30, inden man når ud af Dyrehaven, må det siges at være noget af en udfordring for en 7-årig (aldersgrænsen fremgår af teatrets hjemmeside, ikke i det 53 sider tykke program).

Der er selvsagt masser for øjet og øret. Men som fortælling er appellen svær at få øje på for børn, hvis ikke man kun skal begrænse sig til det, forestillingen leverer af fægtekampe, komik og tryllerier.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Glædeshop med knaster
KOMMA Performance Productions:
'UP-AND-DOWN-AND-UP'
KOMMA Performance Productions inviterer til hoppeborgs-fest for at fejre hoppeglæden. Men ’UP-AND-DOWN-AND-UP’ er bygget lidt akavet op for de yngste publikummer.
På opdagelse i underskoven
Det Lille Verdens Teater & Ishøj Teater:
'1-2-TRÆ'
På en eventyrlig skovtur med søstrene Liv og Gro lærer vi om naturens forbundethed i ’1-2-TRÆ’.
Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Glædeshop med knaster
KOMMA Performance Productions:
'UP-AND-DOWN-AND-UP'
KOMMA Performance Productions inviterer til hoppeborgs-fest for at fejre hoppeglæden. Men ’UP-AND-DOWN-AND-UP’ er bygget lidt akavet op for de yngste publikummer.
På opdagelse i underskoven
Det Lille Verdens Teater & Ishøj Teater:
'1-2-TRÆ'
På en eventyrlig skovtur med søstrene Liv og Gro lærer vi om naturens forbundethed i ’1-2-TRÆ’.
Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.