I ’Skabelse’ har Refleksion modigt udfordret 'plejer'. I langt de fleste af teatrets tidligere forestillinger, ’Broder Sol, Søster Måne’, ’Kasse-Madsen’, ’Farvel Hr. Muffin’ m.fl. er det tredimensionelle dukker og objekter, som bliver animeret i en ovenud enkel scenografi. I ’Skabelse’ er det dukker og objekter, malet på fladt pap og lange tynde birketræs(lignende)pinde, som føres ind og rundt i et landskab, som i løbet af forestillingens 45 minutters tid bliver meget befolket og til stadighed skifter dimensioner, retning og karakter.
Det sidste skyldes også, at Refleksion denne gang i udtalt grad bruger video. Mariann Aagaard og Bjarne Kalhøj animerer ikke blot dukker og objekter, de styrer også en række små videokameraer, som videofikst kaster udsnit af live-spillet, som foregår i scenens ene side på et terræn af sand, op på et lærred, som hænger midt på scenen. Billederne projiceres i zoomende bevægelser og i snurrig håndholdt kameraføring op på lærredet.
Aagaard og Kalhøj har susende travlt, og alligevel formår de at fastholde roen og vores koncentration om spillet – godt gået!
I scenens anden side lægger Henrik Andersen ekvilibristisk lyde til spillet. Han skaber lydene med sin stemme og med alle de mange instrumenter og ting, som han finder frem på den arena af sand, også han er omgivet af. Lydene, som er sjove og overraskende, tilfører på fin vis humor og overraskelser til spillet. Ligesom Morten Ladefogeds skift i lyset går effektfuldt i kroppen på én.
Humor og psykologiske finesser
Det fascinerende ved ’Skabelse’ er, at vi lige så stille bliver suget ind i en verden, som med fine nuancer udvikler sig til et land, hvor alt kan lade sig gøre.
Forestillingen begynder med at sand siler ned i et smukt lysskær. Aagaard samler en håndfuld sand mellem hænderne og bygger en forhøjning i det lille sandfyldte spilområde. Kalhøj, som står ved siden af hende, laver også små forhøjninger i sandet. Og lidt efter lidt stikker de små træer i forskellige størrelser ned i sandet. Siden placeres også strittende græstotter og høje slanke birkestammer. Plus en dreng i blå trøje med et ansigt ligesom Kalhøj og en pige i rød kjole med et ansigt lige som Aagaards.
Pigen og drengen finder sammen, de leger gemmeleg, danser, flirter. Siden støder dyr fra hele verden til. Som i en drøm dukker nye landskaber og dyr op i et spil, der konstant er fyldt med små fine humoristiske og psykologiske nuancer. En høne trisser hastigt af sted på det, vi lige har oplevet som en afrikansk savanne. En tiger lister sig ind på et bytte og duver siden i elegante kraftfyldte spring hen over husmurene i en brændende storby. En rovfugl svæver i luften og slår i et dyk kløerne i en hare. En flok hjorte flygter med synkront vuggende bagdele. En by bliver bygget op i et alvors-humoristisk spil mellem dukkeførerne.
Forvandlinger og fantasi
Næsten umærkeligt begynder drengen og pigen at optræde i mange varianter samtidigt. Og pludselig er de selv og alle tingene omkring dem i stand til at gøre fantastiske ting. Svæve vandret, flyve under vand, vokse på hovedet osv. osv. Nye muligheder opstår og florerer for øjnene af os i en live-videoanimation, som – selvom det ikke lige fra starten virker sådan – i al sin fabuleren og sit flotte flow hænger fint sammen og handler om naturkræfter, om menneskelig kontakt, om bevægelsesretninger – og om fantasi og altings mulighed for forandring.
’Skabelse’ bliver på den måde også et eksempel på, at der bag al sceneaktiviteten står en instruktør, der ved hvor han vil hen og formår at orkestrere alle medvirkende elementer og aktører.
Ved hjælp af de animerede dukker, videoprojektionerne, de stemningsfulde skift i lyset og den overraskende lyd og musikside åbner forestillingen vores blik for at se mange og nye muligheder i tingene.
Næste gang du går en tur i skoven, så tager trækroner og birkestammer sig sikkert helt anderledes ud. Måske siger de noget, måske danser de. Og næste gang du ser en pige i en rød kjole eller en dreng i en blå trøje, så tænker du givetvis: nuvel sådan ser de altså ud lige nu, men de kunne også sagtens se helt anderledes ud. De kunne løbe, kravle på alle fire, være på vagt, være i gang med at flirte og måske er de ligefrem i stand til at flyve vandret i luften…eller under vand….eller…
At opnå en sådan – både fysisk og mental – effekt af en forestilling er godt gået.
