For enden af tunnellen er der lys, siger man og mener, at ude i fremtiden er der noget positivt i vente – en bedring.
Det runde forestillingsprogram til Limfjordsteatrets og Den Jyske Operas samproduktion, 'For enden af tunnellen', skaber associationer til talemåden: Til forskel fra yderkredsens helt sorte farve er der en glødende gul solhimmel i midten og herinde står en dreng ogvinker til os.
Og forestillingen slutter også med en sang som i klartekst og med eftertryk siger hvad forestillingen handler om: at den 10-årige dreng Tom, som flygter ind i en fantasiverden for at skærme sig mod omverdenens krav og konflikter, angler efter sine forældres kærlighed, behøver ro til bare at være, og vished om, at forældrene er der – i perferien – accepterende og kærligt parate til at være der.
Skuespiller Olivia F.F.J.Borgels indleder som den 10-årige Tom slutsangen. Hans far og mor, de to operasangere Thomas Storm og Lise Bech Bendix, falder ind og en stemning af harmoni opstår. En em af, at en forandring er på vej. Et håb for Tom.
Om forældrene stopper med at skændes, ved vi ikke. Skænderierne har fyldt meget undervejs. Storm og Bendix synger fantastisk og operakompositionerne er ikke bare her men i det hele taget betagende lytning.
Forestillings ide er tydeligvis at genrene skuespil og opera skal mikses, og at uddrag af Mozarts 'Tryllefløjten' skal spille sammen med nykomponeret opera på den måde, at 'Tryllefløjten' bliver sunget, når vi er i Toms fantasiunivers, mens den ny musik er knyttet til realverdenen.
På nogle områder lykkes det. På andre er der knaster, som skurrer i mit oplevelsesapparat.
Musikalsk fungerer det meget godt at 'Tryllefløjten' er knyttet til Toms fantasiverden, fordi musikken har en frodighed og en højspændthed over sig, som matcher de udfordringer, Tom møder her. Ligesom de moderne kompositioner svinger godt sammen med den betændte nerve, der er mellem Toms forældre. Mislydene indfinder sig, når Borgels synger og når Storm og Bendix skuespiller, fordi det bliver tydeligt, at de bevæger sig over på hinandens optræde-felter.
Fantasibedrifter
Visuelt vrimler det med billeder. Videoprojektioner i mange kulører og udformninger som dukker frem på teltdugen i den oppustelige kuppel, vi er blevet ført ind i via en tunnel. Billedanimationerne guider os rundt i det kaos eller den uro, som er inde i Tom. Tom er flygtet ind i sig selv, og vi befinder os fysisk inde i hans krop eller hoved. Hans mor og far er bekymrede, fordi han gemmer sig på toilettet i skolen, og fordi han derhjemme har lukket sig inde på sit værelse hvor han, mens han sidder og tegner fantasivæsner eller mens han leger med to fantasifigurer, bliver ført ind i en anden verden. En fantasiverden med konger, dronninger, drager og andre væsner.
Rammen er, at Tom har fødselsdag, men ikke finder sig tilpas, fordi også den dag skændes hans forældre – om alt.
Iscenesættelsen pendler mellem at Tom er til stede i to verdener. I virkelighedens verden med moren og faren i henholdsvis rødlig og blålig trøje og bukser – mens han selv er i gul-brune nuancer. Og i fantasiverdenen, hvor forældrene spiller konge og dronning i store kåber og med kroner på hovederne.
Der er masser udfordringer i fantasiverdenen, og Tom viser sig at være handlingens mand. Han kan fx sugerørs-opsuge et helt hav, hvilket vises sjovt på kuplens videoanimationer og i skuespillet på det bord, som sammen med en enkelt lampe tilnærmelsesvis er hele forestillingens scenografi.
Der er masser billeder, krop og lyd i 'For enden af tunnellen'. Buen er på de parametre spændt fuldt ud med, hvad det medfører af følelsesfylde og sensibilitet.
Forestillingens styrke er, at den giver plads til og udfolder følelser. Forældrene lægger ikke låg på deres uenigheder. Tværtimod synges de ud gennem operaen, mens vi mærker Tom i rummet via Borgels kropssprog og gennem hans samspil med dels forældrene, dels de to musikere (klarinettisten Fátima Trives Escolano og pianisten Louise Schrøder) som er klædt ud som nar og troldmand – to skikkelser som det – effektfuldt – kun er Tom, som kan se.
Der, hvor man kan indvende, at forestillingen er noget tynd og til tider uklar, er på det fortællende plan. Det står ret hurtigt klart, hvad Tom kæmper med og i længden mangler der mere betydningssubstans at tygge på og tænke over. Og endelig er det et problem, at de videoprojekterede figurer ofte er ret vanskelige at forstå, fordi artikulationen og lyden er dårlig.
