At blive modtaget – ikke af en piccoline med lommelygte – men af banjermestre med lysende paraply på hovedet, er i sig selv en oplevelse. Og oplevelsen bliver ikke mindre af, at vi alle skal lægges i hver vores hængekøje, komplet med hovedpude og det hele. Så forstod jeg bedre opfordringen til at tage skoene af, inden vi gik ind.
For dét er scenografien: Tre ringe af hængekøjer tæt i tæt rundt om fortællerens forhøjede platform i midten, som et banjerdæk på et gammelt skib, som et galejslave-fængsel, som begyndelsen på en rejse til en anden og spændende kyst.
En julefortælling uden nisser – og tak for det!
Over os er spændt en høj himmel af stof, og hele tiden hører vi lyden af en rindende bæk lige i nærheden. Paraplymændene får publikum på plads og til køjs og indtager deres positioner i hjørnerne. Så bæres det store kirkelys frem og tændes, og så begynder historien om Johannes og munkene og røverne i Göingeskoven.
En rigtig godnathistorie, lidt skummel og farlig, lidt sjov og hyggelig, lidt hemmelighedsfuld og religiøs. For sådan er Sara Topsøe og Bodil Allings udgave af Selma Lagerløfs ’Legenden om juleroserne’.
Det er fortællingen om de fredløse fattige røvere, om skræmte landsbyboere, om munkene i Østerled kloster, om biskop Absalon, og først og fremmest om drengen Johannes, der gerne vil være munk, og hans læremester Abbed Hans.
Om hvordan de overvinder deres skræk og opsøger røverne juleaften og oplever selve julemiraklet der, dybt inde i den vinterklædte skov. Ikke Maria og Josef og Jesusbarnet, men naturens mystiske forvandling, og blomsterløget der i sidste ende skaffer røverne det eftertragtede frihedsbrev fra biskop Absalon.
Det er en god historie, ganske fascinerende, men ikke helt enkel, så aldersgrænsen nedad bør overholdes, hvis publikums opmærksomhed skal holde hele vejen i gennem. Og den har dette specifikt Lagerløfske – den lidt-ved-siden-af-religiøse moralitet parret med en ret så spændende beretning.
Det kan jeg godt lide: At man har gravet lidt i udkanten af det gængse nisseri for at finde den rigtige julefortælling, uden præstegårde og Peters evindelige…etc.etc.
Formidlingskunst
Bodil Alling er fortælleren. Hendes sans for rytme og modulation er fremragende. Det bliver uhyggeligt, det bliver underligt, det bliver sjovt eller spændende – hendes formidling af fortællingen får det hele med, og hendes evne til at rette historien til os – til mig – til alle på én gang – gør at vi bliver medskabende lyttere om vi end ligger puttede i vore banjer. Det er godt gjort – for hvem falder ikke for fristelsen til at lukke øjnene bare et sekund eller to, når man sådan er lagt ned?
Men det har de altså taget chancen på, Topsøe og Alling, at indrette teaterrummet som en sovesal, og stole på at scenografi og lydbillede og varieret lys og video, samt Allings fortællerkunst vil holde os vågne og spændte den lille time som forestillingen varer. Og de lykkes med det, – i hvert fald for denne anmelder.
Og apropos ’hjælpemidlerne’: Lydbilledet er tydeligt og illustrerende, musikken er uhyggelig eller smuk eller forløsende, lys og video i loftet bidrager både til liv og fremdrift i historien.
Og ind i mellem sættes der tid af i fortællingen til at se og høre og sanse skovens mystik, eller havens blomster og biernes summen, eller landsbyens marked, eller munkenes sang under klosterkirkens middelalderlige fresker. Herlige pauser uden ord, hvor vi får anledning til at illustrere historien med egne billeder, egen fantasi.
Kort sagt: ’En sand røverhistorie’ udgør en helhed – både som fortællerteater og som godnathistorie.
Anbefales både som det ene og det andet.
