Jo, der er en fødselsdagsbamse med i Ishøj Teaters forestilling ’Fødselsdagsbamsen’. Men den optræder næsten parentetisk. Den er tudegrim – og bestemt ikke gi’-en-krammer-indbydende – i sit flade og skarpskårne bamse-stereotype skumgummiskårne format. Og mest af alt virker den som alibi for, at den solooptrædende Anders Bøgelund kan skabe en hyggestund med de 1,5- til 3-årige børn, som inviteres til at synge med på en håndfuld sange, som de introduceres til at lave fagter til.
Pædagogisk singalong
Anders Bøgelund har statur og gemyt til at gå ind i rollen som Viggas bedstefar. Bøgelund er mild, smilende og meget imødekommende i forhold til de blebørn, der sidder på skødet af deres voksne på publikumsrækkerne eller de få, som har mod til at tage plads alene forrest på gulvet.
Undtaget iscenesættelse og scenografi står Bøgelund for alt i forestillingen, som vel at mærke heller ingen lyssætning har, men spiller i det lys, der nu er i spillerummet.
Bøgelunds force er musikken og et veludviklet gen for på pædagogisk vis at inddrage det meget unge publikum i de sange, han spiller og synger. Som en venlig børneentertainer griber han sin spanske guitar og slår en meget lys og harmonifyldt stemning an. Og han viser først med egne fagter, hvordan børnene tilsvarende skal bruge deres hænder til at illustrere sangene.
Fx sådan her til sangen ’Sommerfugl’: ”Tegn en sol med begge hænder/Saml arme på brystet/Lav en sommerfugl med hænderne/peg på armen/To følehorn i panden/Snabel ud fra næsen/Fingerkys” Fagterne laves til sangen, som har følgende tekst: ”Når solen skinner på min kind/og dagen er så varm/Så flyver sommerfuglen rundt/og sidder på min arm/Med sine følehorn/og snabel til at drikke/Er den li’ så fin og smuk/som lillesøster Rikke”.
I sig selv er de af Bøgelund selvkomponerede fem sange – ’Sommerfuglesang’, ’Blomstersang’, ’Frække flue’, ’Hej høne’ og ’Mors godnatsang’) udmærkede, hvis man er til sange, som ikke gør noget særligt væsen af sig og på ingen måde brillerer med overraskelsesfyldt fantasi og skæve vinkler. Og Bøgelund spiller og synger dem så let som ingenting.
Sukkersød harmoni
Ishøj Teater betegner selv ’Fødselsdagsbamsen’ som ”En musik-rytmik forestilling for de mindste” og ”En sanselig, musisk, forestilling med interaktion for de mindste.” Både rammende og misvisende. Sanseligheden er vanskelig at få øje på.
Man kan måske sige, at den ligger i den ”have-det-godt”-stemning, som kan opstå i fællessangpassagerne, hvis man er gearet til den type tilforladelighed og sukkersøde harmoni, som sangene er forbundet med.
Andre steder er sanseligheden en påstand. Fx når Bøgelund dufter til en af blomsterne i den buket, han har sat i sin vase og giver udtryk for, at den har en dejlig duft og bagefter rækker blomsten ud til et barn, som også skal dufte. Men blomsten er af plastik! Totalt uden lækker duft! Den slags greb taler ned til publikum og underminerer oplevelsen af, at forestillingen skal have med teaterkunst at gøre.
Tam teaterillusion
Der er i det hele taget noget galt med iscenesættelsen og scenografien. De valg, Allan Grynnerup har taget, vidner om manglende teaterkunstnerisk kunnen. I det store hele synes Grynnerup ikke rigtigt at have skabt en troværdig teaterillusion.
Grænserne flyder. Selvom det ikke er en kukkasse-teaterforestilling, men en interaktiv forestilling, kunne det have været befordrende for teateroplevelsen, hvis der var blevet gjort mere – og flere interessante ting – for at skabe og fastholde forestillingen om, at her er en bedstefar, her er hans stue og her er bamsen, som skal blive til en fødselsdagsgave til hans barnebarn Vigga, som han næste dag skal til fødselsdagsfest hos.
Tre smalle sætstykker i lyslilla stribet kraftigt karton eller stof udgør bagvæggen. På to af dem hænger en tegning. Til venstre en efterligning af en børnetegning af en sommerfugl, til højre en tilsvarende af en glad pige med røde kinder og gule sløjfer i de lange rottehaler. Bedstefars hjem er møbleret med en lille trætaburet, en lav petroleumsfarvet kommode og et guitarstativ. Hertil ankommer bedstefaren bagfra. Han finder en vase frem til de (plastik)blomster, han har i sit net. Han tager imod det æg, som hans høne har lagt, åbner det for at opdage at en flue flyver ud. En flue, som han jager, for siden – når ’Fluesangen’ er slut – at klapse den med et stort ”AD!”
Skabelon-bamse
Og mod slutningen trækker han en skabelon-skumgummi-bamse op af en lille kuffert og beder børnene om at hjælpe med at færdiggøre den. Den mangler øjne, næse, mund og trøje. Den sorte midterdel i de kunstige blomster bliver brugt til øjne og næse. Tre totalt ens sorte prikker på et rundt hvidt bamseansigt. Ikke meget bamsesjæl her.
En dreng blandt publikum holder længe meget fast på, at bamsen også skal have en mund. Den bøn overhører Bøgelund fuldstændigt. Drengen giver op. Således ufærdig med bamsen lægger Bøgelund den ned i kufferten igen – nu som adgangsbillet til at kunne synge en godnatvise. Han lukker låget, siger, at han hellere må stille kufferten ud i gangen for at huske den i morgen og takker så publikum for deres hjælp – en hjælp, som han reelt ikke giver plads til.
Blottet for følelser
Problemet er, at der ikke rigtigt bliver gestaltet noget spændende omkring bamsen som gave til barnebarnet. Hvad betyder Vigga for bedstefaren? Hvad kan Vigga lide? Hvordan mon den bamse, hun allermest ønsker sig, kunne se ud?
Teatret skriver i programbeskrivelsen, at bedstefar ”… kan godt bruge nogle gode råd fra børnene, så han kan lave gaven rigtig fin”. Men hvorfor går forestillingen ikke reelt ind i det? Forestillingen er en halv times pædagogisk arrangeret syng-med-oplevelse snarere end en forestilling om en fødselsdagsbamse.
