Af: Henrik Lyding

21. maj 2009

Hvor blev magien af?

Nydeligt fortalt men visuelt kedelig dukkehus-historie på Team Teatret.

Bamse har tabt det ene øje – det skal sys på, inde i mormors arbejdsværelse med den store reol. Nu kan Bamse se igen, og vi kan høre historien om mormor og Sofie, der fik en fin fødselsdagsgave – et dukkehus. Med streg under høre, for der er desværre ikke så meget at se, hverken for Bamse eller for os.

Forestillingen er nemlig endnu et eksempel på en type fortælle-teater, der synes at være ganske populær blandt danske børneteatre i øjeblikket. Fortælle og spille, frem for bare at spille. Verfremdung for børn. Måske en slags dramaturg-teater, der gerne vil være mere avanceret end det rene og skære en-til-en-spille-teater.

Så der fortælles og spilles – og musiceres, levende endda, uden at det dog bliver ganske klart, hvad den omkringvandrende musikant egentlig gør godt for. Hendes musikalske kvaliteter ufortalt. Snart står hun i siden og frembringer glimrende underlægningsmusik til historien om mormor og Sofie, snart flytter hun som en anden overjordisk spil-leder rundt på de ting, der trods alt er med i forestillingen.

Men hvornår og hvorfor hun gør hvad, synes mig ikke ganske klart. Er hun defineret som en fysisk tilstedeværende person eller en ’usynlig’

Fin energi

Forestillingen hedder ‘Det lille hus’, hvilket refererer til, at Sofie engang imellem skal på toilettet, når hun er på besøg hos mormor. ”Brug det lille hus”, siger mormor så, hvilket Sofie ikke forstår og derfor leder efter. Også om natten i drømme, når hun sover hos mormor. Eller leger med mormors ting, mens drøm og virkelighed flettes sammen, så mystiske ting sker for Sofie, hvor hun blandt andet i sin søgen efter det lille hus havner inde i dukkehuset eller møder familien Borte, der altid har taget alle tingene.

De ting, der står inde i bogreolen og som til sidst er vendt og drejet, så de ender med at udgøre en række små, fine scenerier. Nydelig scenisk pointe, hvis blot tingene undervejs i forestillingen havde været langt mere integreret i og betydningsfulde for at kunne fortælle historien.

Marie Vestergaard-Jacobsen har ellers fin energi som både Sofie, mormor og morfar, stemmen er også rigtig god, hvilket ikke mindst er vigtigt i en forestilling, hvor det visuelle efter min mening ikke tilfører forestillingen ret meget. Vi kunne lige så godt bare have hørt historien.

Tilmed spilles der i salslys, hvilket dels gør det svært for publikum at fokusere, dels eliminerer ethvert tilløb til stemning eller fortættethed, der måske ellers kunne være opstået.

Jeg sad og savnede teatrets magiske mirakel, fordi der ikke skete noget som helst på scenen. ‘En musikalsk fortælling om, at af intet kan man skabe alt, hvis bare man har fantasien med sig’, står der i salgsmaterialet. Jeg må så konstatere, at enten har forestillingen ikke fantasien med sig – eller også manglede den hos mig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.