Af: Me Lund

7. juni 2019

Hvad kom først: ægget eller venskabet?

Forunderligt, fabulerende og helt uden ord udruger et overflødighedshorn af fantasifulde dukker hele vores evolutionære fortid på 25 minutter i 'Fra tidernes morgen' på Marionet Teatret.

Hvis man har en lille smule svært ved at få billeder på, hvordan alting startede – altså alt det dér med Big Bang og evolutionen og alle lysårene – og måske også er lidt usikker på, hvilken farve tidernes morgen egentlig havde, skal man sætte sig på en rød bænk i Kongens Have og lade sig suge ind i Marionet Teatrets magiske drømmekasse. 

Derinde er der for vildt.

Det starter med stilhed. Og mørke. Men en hel skov af usynlige strygere bygger op til en fanfare, som var det selveste Hollywood, der stod bagBig Bang. Trianglerne topper op, alle de musikalske atomer er samlet i et kompakt intet. Og så: Altings fødsel. Lyn skaber sprækker i denne gådefulde intethed, verden bliver nænsomt åndet ud.

Var det virkelig var sådan, det skete? De små kasketklædte hoveder på bænkene vender sig op mod deres voksne, men svarene må vente, for nu hvirvler synerne i'Fra tidernes morgen'rundt igen, eller rettere: de bevæger sig kronologisk fremad og stopper først en gang i en lykkelig fremtid, hvor der igen er plads til naturen og dens dyr. 

Det er os, der hvirvler rundt i universets krumme historie, mens vi på en måde sidder fast i maskintiden under den samme gamle sol, som også lyste på de tøffende landkrabber og baby-dinoerne.

Uden et eneste ord og ført sikkert af Yulia Lystbæk, Maria Garde og Astrid Kjær Jensen skaber Paul Arne Krings mange fantasifulde dukker en stærkt underholdende fortælling om den turbulente vej fra universets fødsel til vores egen overfyldte maskintid. Det er bare med at hænge på.

Først klækkes svævende encellede væsner, men inden man når at lære dem at kende, er de blevet til yndefuldt duvende paraply-gopler, hvis øjne står nysgerrigt på dybhavs-stilke. Ved et trylleslag dukker krebsedyr med mindst tusind funky danseben op og afløses af en majestætiske blæksprutte, der som det mest selvfølgelige i (under)verden svømmer både forlæns og baglæns på én gang.

Selv de små under kasketterne ved, at naturen er ikke for sarte sjæle. Og de gyser højlydt, når de små fisk tillidsfuldt ryger i gabet på de større fisk, som så til gengæld bliver hapset af dem, der er endnu større. Så kan de lære det!

Tænkepauser og kæmpedramaer

I Rolf Søborg Hansens tempofyldte og dramatisk lydhøre iscenesættelse bliver lysår og istider til universets små tænkepauser; gæller, ben og vinterpels skyder frem de mærkeligste steder; dinosaurusser i flotte farver og mønstre snuser sig frem til klodens første venskab, og pludselig – lige før den bliver ædt – opdager en øglebaby, at det måske var klogt at flyve sin vej, og så er himlen også befolket. 

Børnene jubler, de voksne nikker anekendende: Når bare man tror på det, kan man faktisk selv løse sine problemer.

Emil Assing Høyers veloplagt meddigtende lyddesign sørger hele tiden for, at alle faser af evolutionen får deres eget musikalske ekkorum. Snart underjordisk sfærisk, snart rytmisk pågående, og da de seje fortidstøser mod slutningen giver den gas som stenalderens svar på Spice Girls, er der ikke noget at sige til, at hulemændene må sænke de pumpede overarme og give fortabt.       

Det hele slutter lidt abrupt med, at vores egen tid – illustreret med uhyggeligt anonymiserede arbejdsslaver ved industriens kæmpemæssige tandhjul – segner under sin ambitiøse produktionsplan. Men heldigvis spirer naturen og vokser videre i hjørner og sprækker. Sådan som den har gjort siden tidernes morgen.

Det er meget muligt, at forestillingen ikke er strengt korrekt i videnskabelig forstand. Men so what? Det har vi Zoologisk Museum og Den Blå Planet til at tage sig af. På Marionet Teatret er kunsten og fantasien vært for udforskningen af det dybt fascinerende univers og lægger ligesom i 'Bedstemor med klang i'op til, at man sagtens kan blande naturvidenskab og musikalsk grundforskning med teater.

Børn er åbne for det hele og forstår det intuitivt. De har ingen barrierer. Men mindre, de voksne sørger for at opbygger dem.

Og farven på tidernes morgen? Den var sjovt nok orange ligesom alle andre morgener.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.