Af: Henrik Lyding

29. juni 2010

Historier om ingenting

Skønt fabulerende fortælleteater mangler ærgerligt nok en overordnet tråd.

‘Tag lige en håndfuld lys med, inden I går ind!’

Det gør vi gerne, så knytnæver i alle størrelser sidder forventningsfulde med lyset i hænderne, indtil damen i den blå kjole beder os om at slippe det fri, så hun kan fange det i sin store glaskolbe. Som derpå magisk lyser op for øjnene af os.

Og der er flere små sceniske mirakler i denne teaterversion af Louis Hansens mærkelige historier, spillet af Tina Andersen. Hun er selv et lille mirakel, når hun fortæller. For stemmen formulerer minutiøst og omhyggeligt hvert eneste ord, den er venligt insisterende med fine, forunderligt funderende pauser, så alt det sære og store i Louis Jensens lakoniske historier kommer helt til sin ret. Som den om pigen, der fandt et K – og pludselig er Tina Andersens arm fuld af bogstaver, lige til at stave med. Eller kagedåsen, der er spækket med mumlende stemmer, når låget løftes.

Snart hører vi bare historierne, snart omsættes de til visuelt teater, der gerne leger med størrelsesforholdet i tingene. På en trækvogn ligger nemlig alskens ting og sager, lige til at bruge. En kæmpe hat, hvorpå et par små papirmennesker danser sirligt rundt, så H.C. Andersen ville være salig over det. Eller den veritable tryllekunst, når Tina Andersen klipper en stor figur ud af en avis og resultatet bliver en lillebitte mand. Eller når en mikroskopisk postkasse rummer et stort brev. Eller når hatten er så mægtig, at den dækker helt for ansigtet og der pludselig ligger et andet ansigt et sted på trækvognen. En langnæset herre med fyldigt overskæg, lige til at fæstne på hatteskyggen, så resultatet bliver en sært undersætsig mandsperson. Det er eventyrmagi, der ikke lader sig forklare, men skal ses. Eller høres. Som historien om fisken og gebisset. Eller den om byen, der købte en lastbil, så den kunne rejse bort om natten, fordi den var træt af, at folk hele tiden gik og jokkede på den. Eller historien om eventyret, der ikke handlede om noget som helst. Og som ikke havde lyst til noget som helst: ‘Nej, sagde det, det har jeg bare ikke lyst til’. Og så er der ikke mere.

Sødmefuld spiller

Så sidder vi dér og smiler. Over den venlige absurditet i ordene og de billeder, de maner frem hos os. Børn såvel som voksne. Er det så ikke en underskøn forestilling? Det syntes jeg ganske længe undervejs, selv om nogle af historierne forståeligt nok var mere vellykkede end andre.

Teater Refleksion har arbejdet med forestillingen i flere omgange og angiveligt hentet hjælp udefra for at få de små historier helt præcise og prægnante nok.

Jeg har ikke set den tidligere udgave, alligevel er der noget i denne version, der fortsat ikke lykkes. Det er, som om de har forelsket sig lidt for meget i billederne og ordene, uden helt at vide, hvad de egentlig skal bruges til. Hvad der begynder som en fabulerende og forunderlig leg med virkeligheden, ender derfor med at føles som at sidde og overvære en tryllekunstners optræden.

De bevidst pointeløse historier og billeder bliver pointeløse på den forkerte måde. Som opremsning og demonstration uden en overordnet idé. Som for eksempel i historien om vandglasset, om skovturen og om kongen og åen.

Og selv om forestillingen slutter med en frydefuld dansesekvens, hvor Tina Andersen pludselig har fået fire ben – alle i sorte netstrømper og røde sko – der danser særdeles forunderligt og fornøjeligt, kunne den lige så godt være endt alle mulige andre steder.
Så måske skulle forestillingen lige have en tur til, før den bliver helt optimal. Den har potentialet til det. Både i sin fornemmelse for fabulerende billeder og i sin skuespiller, der har en vidunderligt delikat og sødmefuld måde at fremføre Louis Jensens spøjse historier på.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.