Man kan nå langt med to brune papkasser, når de er befolket af et par sjove, skønne og ferme teaterklovne som Gert Pedersen og Asger Gomez Frøkov.
Sidstnævntes højt snoede hårtop dukker op af den ene kasse, der er lille og firkantet, og som pludselig har fået fødder og ben og hedder Mito. Så dukker resten af manden med den røde opstoppernæse op og opdager, at den anden mandshøje sekskantede papkasse med låg også er begyndt at bevæge sig.
Kæmpekassen nærmer sig langsomt publikum og hælder til sidst faretruende ind mod de forreste små tilskuere, der hviner begejstret. De er også straks meget behjælpelige, da Mito forgæves forsøger at råbe væsenet i den store kasse op.
"Bank på", "Ryk tættere på" og "Han kommer frem", lyder nogle af de gode råd, og tilskuerne har ret. Ud træder en person, der hedder Dito, og som viser sig at være en flot pendant til Mito. Begge er i sort, der changerer i henholdvis rødt og grønt, med langsnudede sko i samme farver.
I stedet for hårtop har Dito en klassisk kegleformet klovnehat med tilhørende lange hårtjavser og er udstyret med en pinocchiostor næse. Han er først noget af en dummepeter, der ikke kan finde ud af at følge Mitos instrukser, men bukker med rumpen til publikum. Til gengæld er Dito klog nok til at æde alt slikket i Mitos kræmmerhus og håne ham, når Mito græder over tabet.
Forestillingen er i det hele taget ikke bleg for at bruge grimme klovnetricks og lade de to skægge fyre drille, snyde og true hinanden med den største skadefryd.
Vildere og vildere
Den store papkasse giver masser af spillemuligheder, som iscenesættelsen styrer og klogt docerer, så man undgår at køre træt i gentagelser. Det skyldes også, at Pedersen og Frøkov er vældig gode til at variere deres ustyrlige komiske pantomine og samtidig give de enkelte situationer et klart indhold.
Det er nemt at forstå, hvad der foregår, når Mito får toppen af papkassen til at snurre rundt og lader Dito galopere rundt og rundt som karruselhest. Eller, at noget er dit(o), og andet er mit(o), når Dito med en bred strimmel på gulvet trækker en linje mellem deres domæner.
Der hujes skftevis på den ene og den anden, når Mito og Dito prøver at træde over stregen eller udnytter adskillelsen til egen fordel. Begge er gode til at respondere på tilskuernes kommentarer, samtidig med, at deres indbyrdes udfordringer blive vildere og vildere. Mito bytter en rød bold for Ditos flyvende tallerken, der på magisk vis løfter sig ved håndens kraft. Men som selvfølgelig ikke duer til noget som helst, når hånden er Mitos.
Det hele sluttes af med en forrygende omgang papirdukketeater ledsaget af munter cirkusmusik. Dramaet tager til med en nær-drukne-døds oplevelse og vist nok et isbjørneangreb, der dog ikke er værre, end at små børn kan tåle at se det.
Desuden er alting jo godt, når enden er god, og det er den i 'Mito & Dito'. De søde og sjove teaterklovne overlever ved fælles hjælp og erfarer fornøjelsen ved at være sammen. Skillelinjen smides væk, papkasserne stables sammen til en bolig, og så er det tid til at bukke og klappe.
