Halvdelen af en god børneteaterforestilling er et godt manuskript. Det har den skønne, skæve skrøne om drengen, der knapt er født, før han skal i skole. Replikkerne er rappe og historien fabelagtigt godt skruet sammen.
Man drøner ud af den ene tangent efter den anden og morer sig vældigt undervejs. Men en fast iscenesættelse og flot ensemblespil holder os på hovedsporet og anfægtelsen af tidens stræbsomme normer for børns opvækst. Man kan også sige værdier.
En tre-årigs erfaringsverden rækker forhåbentlig ikke til at genkende det komiske rædselskabinet over opdragelsens oplevelser fra praktisk kunnen til hardcore læring. Men spillets dynamiske, fysiske sprog overkommer meget.
Optakten er ikke til at tage fejl af, når Mor med megamaven efter en del faren omkring og hurlumhej plumper en monsterstor baby ud i den calypsorøde stue.
Leg med klichéer
‘Den er noget stor i det’, konstaterer Far og ja, mon ikke! Det må selv en mor indrømme. Faktisk er knægten i voksenstørrelse, men han er ikke en ‘den’, han er et barn
og skal have et navn.
Det ender med tre! Oskar, Valdemar og Bertel – det sidste vælger han selv. For lige som med alt andet har Mor og Far svært ved at blive enige. Ikke på nogen grim måde, for selv om Anne Nøjgårds feminine kjolemor og David Rousing i stoute, blå overall leger med klicherne, har de en varm, livlig omgangstone.
Kærligt og komisk påtales fejl og mangler overfor publikum, men de udleverer ikke hinanden eller den store, lille søn. Han må leve med modsatsrettede forklaringer på alting, men har til gengæld forældre, der er fælles om det hele.
Så pyt med, at det meste af det, de gør, er helt forkert! Alt sker i den bedste mening, for de vil være gode forældre og samfundsborgere. Det er bare lidt svært, når det offentlige sender brev om, at en nyfødt skal gå i skole. Ikke om seks – syv år, men lige nu
! Der skal øves skolevej og rygsæk, og Far må være, nå nej ikke skrap, men bestemt,
for at det går.
Stærkt fortællende
Kristofer Krarups Bertel i stumpebukser savner lidt barnlig charme, men hans lange arme og ben og vanvittige kropssprog er stærkt fortællende. Det er heller ikke så svært, for Bertel er mere til ballade, end til de bogstaver, dydsmønstrede Lis er så ferm til.
En rigtig fed og fyldig gang larm, der stensikkert driver lærere til vanvid og omsorgsfulde forældre til bekymring. Far klistrer Bertel fast til stolen. Mor forsøger en historie om den glade dreng, men havner i noget med muskelpiller, som Far finder for fantasifuldt. Selv om det nu virker ret bekendt.
Bertel får at vide, at man kan klar lige, hvad det skal være. Det kræver så bare, at man ved
,hvad man skal være. Det gør hverken store eller små børn, og Mor har fået nok. Hendes baby skal hverken i skole eller på arbejde – han skal lege!
