Tre værdiløse mænd. Ja, det siger de selv. Tre unge fyre i hvid skjorte, slips og sorte bukser. Hvem har dog brug for dem?
Med tre stole og ditto dåseøl i hånden begynder de at definere sig selv og manden som køn betragtet. Hurtigt udspalter typerne sig. Den intellektuelle Lasse, der foretrækker at betale sig fra det, han ikke selv er god til. Den jævne Mads, der gerne gør det selv, bare værktøjet er i orden. Og så Henrik, der bare kan ordne hele verden ved hjælp af en neglefil.
Tre typer, hvis tilgang til renovering af hjemmet også afspejler sig i deres forhold til kvinder. Lasse vil gerne være tæt og følsom, Mads giver os et decideret scorekursus – bare værktøjet er i orden, scorer man altid! – og Henrik gider ikke alt det pjat. Det er lige på og hårdt hver gang. At Lasse så også gerne vil redde verden, samt er fascineret af kroppens arkitektoniske former, at Mads ikke kan finde ud af ret meget andet end at score, og at Henrik er vild med våben – ja, det bidrager ikke ligefrem til at nuancere de tre fyre.
Men det gør nu ikke så meget endda. For deres udveksling af forførelses-teknikker – fra det lange forspil over den effektive, lidt selvfede facon til det direkte bolleri – mens de gnasker agurk, gulerødder og cherrytomater for øjnene af os, er sjovt teater for aldersgruppen 14 år og opefter.
Og endelig er der så afslutningen, hvor tre monologer afslører, at der måske ikke er helt så megen bund i Lasses visioner om at redde verden som elsket rockstjerne, at Mads frygter for, at folk skal opdage, hvor dum han i virkeligheden er, og at Henrik lider af et enormt mindreværdskompleks, som han gemmer bag den brovtende facade.
Det er her, teksten bliver rigtig god, fordi den punkterer alt det, vi har set indtil nu.
Høj genkendelsesprocent
Som forestilling betragtet klæder de tre mænd hinanden. Lasse Christensen viser følsom klogskab og rammer præcis den bedrevidendes hang til prædikeri, mens Mads Bebe Lange Nielsen oser af skægt-irriterende verdensmandscharme.
Det svageste led er Henrik Holmens figur, der nok har masser af forbitret energi, men som let reduceres til udvendigt og unuanceret brøle-aberi. En ekstra opstramning af især hans figur ville gøre godt. For det er med den slags forestillinger, at de er ekstremt følsomme for urene toner og falske nuancer.
Dem er der heldigvis få af, men de bør luges helt væk i denne generelt meget vellykkede, tekstligt afvekslende og musikalsk fint afstemte tremandskomedie om det svære ved at være ungt hankøn.
Min fremskredne alder til trods var jeg godt og begavet underholdt – og det var målgruppen i endnu højere grad. Genkendelsesprocenten virkede høj, både blandt de værdifulde piger og de værdiløse drenge nede på tilskuerpladserne.
