Sammen og sig selv. I en gruppe på nok 25 stykker og helt alene. Man er begge dele i ’Yello’, som både er meget ligetil og en lidt underlig fisk.
Tiny Dancer betegner forestillingen som ’en deltagerinddragende lydvandring’. Det kan de have ret i, al den tid forestillingen ”ingenting vil være, hvis ikke I var med på vandringen,” som Mette Møller Overgaard udtrykker det ved forestillingens slutning.
Det interessante er så, hvori det deltagerinddragende består og hvilken kvalitet det har; hvad det kan og gør ved sit publikum.
To lydspor
’Yello’ er ret ligetil, fordi vi aldrig er i tvivl om, hvad vi skal. Udstyret med hørebøffer med en stor gul prik på den ene bøf bevæger vi os rundt udenfor i et relativt lille afgrænset område.
Vi bliver godt og tillidsvækkende guidet af Mette Møller Overgaard, som vi enten bevæger os i halen på, eller som vi kan kikke på og evt. efterligne, hvis vi er i tvivl om de dessiner, vi får af stemmen i hørebøfferne.
Bevægelsesdessiner er nemlig et spor i det, vi hører i hørebøfferne. Et andet lydspor er en række forskellige unavngivne personers bud på, hvad hjem er og betyder for dem. Det fremgår tydeligt af stemmerne, at Tiny Dancer har spurgt begge køn og voksne såvel som børn.
Mange af deres svar er langt fra overraskende. Fx ”Hjem er en tryg havn”, ”Hjem er dem og det, vi passer på”. Heldigvis er der også bud, som sprogligt set er mere overraskende, og bud, som er mere filosofisk tankevækkende. Som fx ”Hjem er lyden af vores fodspor”, ”Hjem er at vinke til sine naboer”, ”Hjem er at følges ad i samme tempo” og ”Hjem er uvaskede vinduer”.
Hertil kommer nogle bud, som er lidt mere kryptiske. Fx ”Hjem er barndommen” og ”Hjem er der hele livet”.
Hjem-tanken virker noget konstrueret
Nu skal alt jo ikke røbes. Vigtigere er det at sige, at det føles noget påklistret og også lidt mærkeligt, at forestillingen i det hele taget kredser omkring emnet hjem. Man kan selvfølgelig indvende, at hjem også fylder ens tanker – måske endda på en perspektiverende vis, når man – som også her – er væk hjemmefra.
Og stiller man antennerne ind på hjem i betydningen tilhørsforhold, giver det måske lidt mere mening. For qua det andet lydspor – bevægelsesdessinerne – flytter vi os hele tiden rundt SAMMEN. På den vis kommer man uvægerligt til at føle sig som del af eller i en slags ”familie” med den gruppe, man følges med. Men selv med begge disse to betragtninger føles Hjem-emnet lidt for konstrueret i ’Yello”’
Titel-funderinger
Måske lidt på samme måde som forestillingens titel. ’Yello’ lyder som slang for ’Yellow’ – og gul er da også den farve, som er og fylder i ’Yello’. Udover på hørebøfferne er der rundt på udvalgte steder store runde og ovale gule plastikmåtter, som vi undervejs inviteres til at sætte eller lægge os på.
Et større firkantet område, hvor vi tilbringer en del af tiden, er trukket op med gule striber. Mette Møller Overgaard har gule bukser på. Og David Navndrup Black bærer også den gule farve.
Spinkelt som kunstværk betragtet
For et års tid siden oplevede jeg Tiny Dancers ’Yem’ Også den har en titel, man bedst forstår, hvis man går umiddelbart til den. ’Yem’ lyder som ’Hjem’. Og også den kredser om hjem – om at rejse ud sammen for at finde ud af, hvad hjem er.
Men de to forestillinger har desværre også det tilfælles, at de savner kunstnerisk klarhed. Det at bevæge sig rundt sammen – de følelser af samhørighed, der måske opstår, fremstår som det primære. Og det er et problem, hvis man tager nogle briller på, som fokuserer på, hvad forestillingen som kunstnerisk æstetisk værk har at tilbyde. Her bliver substansen for lille.
Der er – omend spæde – elementer af noget kunstnerisk betydningsskabende i den gennemgående gule farve. Og der er brikker til en kunstnerisk oplevelse i den måde, hvorpå vores bevægelsesmønstre er præ-designede til at tegne linjer og mønstre i rummet. Vi får nemlig ikke altid de samme bevægelsesdessiner på samme tid.
Det har den virkning, at vi undervejs oplever vores medpublikummer bevæge sig på andre måder end os selv. Måske løber eller drejer nogle rundt på stedet, mens vi andre står stille. Til andre tider gør vi alle sammen det samme, og den fælles energi, der er opstår i sam-løbet, er bestemt skøn både at mærke og at se i rummets linjer.
Manglende meddans
I ’Yem’ savnede jeg, at Mette Møller Overgaard udtrykte hjem-temaet ved selv at danse noget mere – nu vi i glimt så, at hun er ret udtryksfuld og god til det. I ’Yello’, hvor hun slet ikke danser, men udelukkende bevæger sig ‘almindeligt’ rundt, havde jeg en lidt lignende fornemmelse.
’Yello’ er for tynd. Jeg savner nogle kunstgjorte tiltag fra Tiny Dancers side. Ikke for at berøve eller fritage os deltagende publikummer fra noget. Men for – indenfor forestillingens konceptet ”hjem” og ”fællesskab” – at stimulere og fodre os med noget af det, som en kunstnerisk æstetisk formgivning kan. Nogle af de rusk og indtryk, som ikke-hverdagsvante udtryk og gøren, kan kaste ind i ens hverdag og på den led skubbe til og berige den.
