Ishøj Teater tager forskud på julen med en nyskrevet, seværdig og grøn forestilling, der hverken har nisser eller julegrød på menuen, men sætter juletræet i centrum.
Det er ikke et hvilket som helst juletræ, men det sidste, der er tilbage i skoven. Derfor bliver der ingen jul hjemme hos Pil. Hun har ellers udstyret i orden med et rødt rensdyrgevir på hovedet, et lysere på blusen og et knaldrød strutskørt. Men Pils forældre vil skåne træerne, og uden juletræ ingen gaver og alt det andet, som Pil har glædet sig til.
Det er så trist, at hun må synge om det, og flere iørefaldende sange og god musik følger efter i forestillingen 'Det sidste juletræ'. Marie Louise Hansen har en sød stemme og en krop, der er skabt til narrestreger og har svært ved at stå stille.
Det har drengen Noor også, men han tager bare en tur op i et klatretov, når der skal ske noget. Noor er naturnørd med rygsæk og reb og langt kulsort hår. Han har hørt, at der stadig er et grantræ i skoven, og det vil han finde. Sammen drager de to børn ind mellem tykke træstammer flot beklædt med mønstret stof og røde runde ophæng, som en smuk belysning gør magisk og juleagtigt.
Johanne Petrine Reynberg er nyuddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole. 'Det sidste juletræ' viser, at håndelaget er i orden. Historien hænger sammen i et handlingsforløb, som er til at overskue for mindre børn, og som giver iscenesættelse og skuespillerne mulighed for at skabe tydelige karakterer.
Små tilskuere ved ikke, hvad en naturvidenskabelig professor er for en. Men de kan sagtens forstå, at Pil og Noor træffer en person, der ikke den heks, som de frygtede, og som de møder på grund af en sløjfefugl. Den ved, hvor det lille grantræ står helt alene, fordi det varmere vejr har fået alt omkring det til at visne, så sløjfefuglen ikke noget sted at bygge rede. Desuden er den bange for professoren, der holder af dyr – undtagen fugle.
Heldigvis er sløjfefuglen hjælpsom og viser i mulm og mørke børnene vejen til juletræet. Eller grantræet, som Noor slår fast er det korrekte navn.
Små tematiske indslag
Han synes, at det er meget forkert af Pil at ville slæbe skovens sidste juletræ hjem til sig selv, så der er noget at lægge gaver under. Det har været Pils plan lige fra starten, men den hemmelighed har hun kun delt med publikum. Noor vil have, at træet skal blive i skoven, hvor mange kan glæde sig over at se det.
Men det kan han sagtens sige, mener Pil, for Noor er muslim og fortæller, at hjemme hos ham fejrer de Eid med gaver og god mad på et tidspunkt, der afhænger af Månen og uden medvirkende af træer.
Det bliver Pil ikke mere munter af at få at vide, men nogle af tilskuerne bliver måske lidt klogere, og den slags små tematiske indslag er behændigt lagt ind i teksten undervejs. Helt overordnet og tydeligst i den grundlæggende historie om træerne, der er forsvundet på grund af klimaforandringerne, men som ikke lader alt håb ude for Pil og Noor og publikum.
Lene Poulsens professor Elin er en myndig person og forsker, der forstår at sætte sig i respekt. Men hendes lyse røst, skønne bør af en blomsterbesat hat og komiske nysende allergiske væmmelse ved sløjfefuglen gør hende også til en meget menneskelig skikkelse.
Professoren deler gavmildt ud af sin viden om naturen og fortæller, at der stadig er masser af liv i skoven, hvor hun samler agern, som skal bruges til at plante nye træer. Derfor er hun vred over, at fuglen tager dem.
Sløjfefuglen mener nu, at den er lige så god til at redde skoven. Den guffer bare et agern i sig og lægger en fugleklat på jorden – og vupti, så har den plantet et træ.
Sløjfefuglen må fornøje ethvert barnehjerte. Stor og smuk med en sort blankt fjerpragt, flot orangefarvet næb og en nuttet lyserød sløjfe på toppen. Fuglen er også snakkesalig og lader med skræppende nasal stemme og skønne bevægelser ikke nogen i tvivl om, at den kender sit værd.
Alligevel kræver det Pils og Noors assistance at få overbevist professor Elin om, at dyrene har førsteret til skoven. Det hjælper, at Pil inviterer på juleaften. Men først skal de lige en tur rundt om træet i skoven og få store og små til at synge med på 'Højt fra træets grønne top'.
Forestillingens målgruppe i alderen fra 3 år og op tilgodeser fint flere generationer, selv om familiens tweens og teenagere nok bør blive hjemme.
