HamletScenen taget fat på et af de mere kringlede stykker af William Shakespeare, når de opfører ’Helligtrekongersaften’ på deres scene ved Kronborgs volde. Jeg måtte selv se den i fire-fem forskellige udgaver, før jeg begyndte at føle mig nogenlunde hjemme i, hvem der var forelsket i hvem, og hvordan det hele hang sammen.
Jeg skal ikke underholde med en forklaring her, men blot konstatere, at når HamletScenen så henvender sig til børn fra 6-årsalderen, og man ovenikøbet skal få det hele spillet af bare to skuespillere på kun 45 minutter, så er det simpelthen dømt til at gå i kage. Men til denne anmelders store overraskelse lykkes det faktisk.
Det så ellers sort ud, da de to medvirkende begyndte med at forklare os, hvordan helligtrekongersaften hænger sammen med julen og de sjove og frække julefester. Og de da triller et lille dukketeater ind på scenen og spiller den første scene i miniformat med en fortællende stemme ovenpå. Har man virkelig tænkt sig at forvirre os endnu mere med nye fortællelag?
Rollebytning som gimmick
Men snart zoomer vi ud. Personerne fra dukketeatret bliver større, og skuespillerne Lene Hummelshøj og Bo Carlsson skifter agilt imellem de mange karakterer ved hjælp af simple men effektfulde kostumeskift. Samtidig bliver biroller som Andreas Blegnæb og Tobias Hikke gestaltet af nogle særprægede dukker, som skuespillerne også skiftes til at føre. Derfor føler vi os hurtigt hjemme i persongalleriet.
Rollebytteriet bliver efterhånden også brugt som en komisk gimmick, hvor skuespillerne indimellem fører dialoger med sig selv i to forskellige karakterer. Og når tvillingerne Viola og Sebastian er på scenen samtidigt i ens kostumer, må de også lige sige højt, hvem de spiller nu, hvilket fungerer glimrende og er særdeles underholdende.
Sidehistorien om Malvolio, der er hushovmester i grevinde Olivias hus, og som bliver forelsket i Olivia, da han tror, at hun er forelsket i ham, har for denne anmelder altid været underligt uvedkommende for resten af historien. Men med den indledende fortælling om datidens julefester, øltønder og frivole julelege bliver denne sidehistorie også mere forståelig.
Underholdende lyde
Nye publikummere kan altså begynde her og få en glimrende førstegangsoplevelse med Shakespeares vidunderlige ’Helligtrekongersaften’. Og det er naturligvis i en stærkt simplificeret udgave, der heller ikke tager så meget stilling til kærligheden, som vi har set i mange tidligere opsætninger. Her er det snarere den flygtige forelskelse og de letlevende fester, vi dyrker.
Rent visuelt er forestillingen simpel, men stilistisk ganske gennemført. Scenografien består af nogle flytbare søjler, der understøtter de herskabelige rammer, samt nogle kortere stykker af de samme søjler, som fungerer som øltønder og siddeskamler. Kostumerne refererer til fortiden uden at være for pompøse og bedagede. Og dukkerne er som tidligere nævnt særprægede, men meget karakteristiske og veludførte, ligesom skuespillerne på glimrende vis fører og stemmelægger dem distinkt karikerede.
En særligt sjov gimmick er grevinde Olivias ulykkelige gråd, hvor hun græder ind i tre sammenkoblede fløjter, så gråden får en disharmonisk, tudende lyd. Flere af den slags brug af lyde til at understrege en stemning – eller til at sige noget uden replikker – dukker op undervejs i forestillingen, og det er overordentligt velfungerende.
Alt i alt er ’Helligtrekongersaften’ hos HamletScenen en morsom og imponerende vellykket opsætning, som overrasker denne anmelder positivt på flere niveauer.
