Gunilla Bergstrøms bøger om Alfons Åberg og hans håbløst distræte og knuselskelige far er kommet op i over 25 værker siden starten i 1972. En klassikerserie for de mindste, en kontaktlim mellem børn og forældre, et varmt fælles åndedrag ved sengetid, en første vidunderlig indføring i bøgernes og fiktionens univers – genkendelig og alligevel distanceret.
Det kan således ikke undre en, at Comedievognen nu – for tredje gang (om jeg forstår det rigtigt) – atter har grebet til Alfons og hans verden for at lave teater for de 3-8-årige. Når det nu også er 40-års jubilæum!
De elskelige figurer
Alfons er glad for det meste, men han kan også være tænksom, misfornøjet, drillesyg, bange, sikker og usikker, utålmodig, lykkelig, ivrig, træt, og nysgerrig. Det skal et stort hoved til at rumme alt det, og et stort hoved, dét har han. Det har Gunilla Bergstrøm sørget for i sine tegninger, og Comedievognen har fulgt fint op i 3D.
Andre børn kommer og går i Alfons’ liv, nogle er gode venner og gode at holde af længe, andre er korte bekendtskaber, og nogle er drenge og nogle er piger. Bergstrøm ved, at for at komme gennem barndommen med skindet på næsen, så skal man kunne rumme næsten alt. Tilværelsen kan være svær, ofte uforståelig og kun langsomt til at overskue og acceptere. Derfor må små børn ha store hoveder, med plads til det hele.
Men de skal også have hjælp. Når livet rejser så mange små og store spørgsmål hver eneste dag, er det godt at have nogen at gå til og søge svar hos. Steen har Stoffer, Søren Brun har Nusser eller Thomas eller – i værste fald – Trines psykiatriske konsultation.
Alfons Åberg har sin far – og gudskelov for det. En far der har tid og tålmodighed til at tale med sin søn. En der ikke hænger foran TV eller computeren eller skal af sted til et vigtigt møde.
En indholdsrig dag for Alfons Åberg
Alfons ligger i sin seng og sover. Forsigtigt prøver hans far at få ham vågen, én gang, to gange, til sidst mere utålmodig. Men Alfons kan ikke stå op uden at drille sin far med Dukke Lise under dynen og et par omgange med ’Jeg skal bare lige…’ og en omgang med tape i håret.
Morgenmaden kommer i anden række i forhold til avisens overskrift om ildebrand, og i forhold til spørgsmålet om ikke en småkage kan indgå i morgenmaden – eller to? og én til Dukke Lise?
Til en herlig solo på kontrabas kommer Alfons omsider i tøjet og af sted til børnehaven. Og så kommer dagens problem: Lille Viktor bliver mobbet af den store dreng med vandpistolen (som også sprøjter på publikum til vores jubel), og Alfons kommer ham til hjælp. Viktor kommer med hjem til Alfons og får plaster på knæet, og de leger med byggeklodser og tog og spiser alle småkagerne og leger ildebrand og redder Dukke Lise med en brandbil af mærket Nilfisk.
Ret godt gået af to små drenge. Men problemet er der stadig væk: Den store dreng med vandpistolen! Far har et godt råd: En voksen må sætte ham på plads!
Jeg røber intet, men de to iværksættende drenge finder ud af det, og de kommer begge hjem hver til sit – og til aftensmad.
Og til aller sidst, på sengekanten, dagens visdomsord: ’Uden det kedelige ville vi aldrig vide om noget er sjovt, og omvendt’.
Far er utydelig
Der er noget lettere bedaget over Comedievognens forestilling. Bo Bertram er ellers sød nok, men han bliver utydelig som Far. At Far er distræt og langmodig og en venlig sjæl, betyder ikke, at han er en vatpik, som knapt er synlig i billedet. Her bliver han kontur- og karakterløs.
Det giver forestillingen dette ret affældige præg – en fornemmelse af at det måske burde være slut med at hive Alfons Åberg op af rekvisitkassen.
Dukkeførerne Henrik R. Andersen og Kenneth Pagh som Alfons og Viktor gør et udmærket stykke arbejde og tilfører forestillingen megen energi og vitalitet. Men følelsen af genbrug og rutine er ikke til at skjule.
Vel lever Alfons og hans far ’et jævnt og virksomt liv på jord’, men forestillingen behøver ikke af den grund at bevæge sig så meget på det jævne. Her behøves mere tid og tanker til at spidse pointerne, at fokusere på de sjove øjeblikke – og at skærpe modsætningerne.
