»Jeg har selv bygget det!« siger Hans Nørregaard stolt.
Han peger på sit nye træhus. Det fylder næsten hele rummet – og det er så stort, at man kan stå oprejst inde i det. Til at begynde med får man nu kun lov til at drømme om at besøge det. For alle vinduer er omhyggeligt lukket til, når ’Historiehuset’ begynder.
Men så er det, at Hans Nørregaard stiller sig frem i sit sorte tøj og sit bedstefarrolige smil og spørger verdens dejligste spørgsmål:
»Kunne I tænke jer at høre en historie?«
Der bliver råbt et stort »JAAAA!«
Og så går den eminente fortæller roligt hen og begynder at åbne vinduerne i sit hus…
Solen går op
’Historiehuset’ viser sig at være en ny ramme om historier, som Hans Nørregaard tidligere har fortalt i sine forestillinger. Men hvilken ramme! Huset kan tilsyneladende alt muligt. Der er vinduer til alting – til at kigge ud ad, både med øjne og med et periskop, der får ungerne til at grine. Men også vinduer, som vi tilskuere kan kigge ind ad.
Det store vindue rummer et helt lille dukketeater – med sceneloft, hvor Hans Nørregaard behændigt manøvrerer rundt med marionetsnore og rekvisitter, så hans dukker kan opleve de vildeste ting. Samtidig stiger solen op, og solen går ned i denne miniverden af tryghed og klogskab.
Det er enkelt og fint – og meget charmerende.
Ikke bare bamser
Pædagogernes yndlingsfortælling vil givetvis være ’Drengen der ville have alt’. For den handler om en dreng, der vil have alting, men som bliver træt af tingene, lige så snart han har fået dem. Ikke bare mad eller bamser eller legetøj, men store ting som en bil, en båd, et hus…
Hans Nørregaards stemme fortæller med den forkæledes stensikre logik. Man mærker drengens utryghed, fordi de voksne bliver ved med at give ham, hvad han vil have, uanset hvor urimelige ønskerne er. Indtil altså Hans Nørregaard griber ind og lukker munden på ham.
Forestillingen slutter med en yderst klar morale, jovist, men den er fortalt med så meget humor, at også børnene kan se, at der er en grænse for, hvad man kan kræve – og hvad der egentlig er sjovt at eje, når det kommer til stykket.
Hverdagssprogets hygge
I historien om ’De to Uhyrer’ er det objektteater af muntreste slags. Her flyver det rundt med store ’sten’, når de to uhyrer nedbryder bjerget mellem sig. Men samtidig er forestillingen også en skøn parodi på hverdagssprogets beroligende klichéer og rituelle udtalelser, som netop børnehavebørnene dyrker så ivrigt.
»Går det godt?« spørger det ene uhyre.
»Jo tak, det går godt!,« svarer det andet uhyre.
»Det er godt, det går godt,« siger det første uhyre.
Og så videre. Indtil de selvfølgelig bliver uenige midt i ordenes meningsløshed, for så bliver høflighederne pludselig afløst af skældsord som ’flødebolle’ og ’sutsko’.
Med i brændeskuret
Man ved ikke på forhånd, hvilke historier man får at høre i ’Historiehuset’. Det er spændingen. Men man kan i hvert fald også risikere at være heldig og opleve ’Dyrenes Brevkasse’.
Det er Hans Nørregaards frihed som fortæller – tilpasset målgruppen, naturligvis.
Hans Nørregaard er rolig som en klippe, når han står på scenen. Han får børnene til at lytte til sin stille, finurlige stemme – og han får deres øjne til at få øje på de mærkeligste detaljer i sit teater.
Når han bagefter inviterer børnene – og de heldige voksne – med ind i sit træhus, er det som at være på besøg hos en ældre udgave af Emil i brændeskuret.
Inde i det duftende fyrretræhus hænger spøjse marionetdukker og sære rekvisitter sammen med gulnede fotos og oldgamle anmeldelser fra Hans Nørregaards lange karriere som skuespiller.
Og så sidder man der på husets lille træbænk og bliver varm i kinderne og blød om hjertet. Fordi disse hundredvis af Hans-detaljer netop vidner om den kærlighed til børnene og til teaterkunsten, som denne garvede børneteaterkunstner hele tiden øser af.
Så jo. Hvis jeg var ’Pigen der ville have alt’ ville jeg ønske mig en tur i ’Historiehuset’.
