Charmen driver, og sveden lugter. For Freestyle Phanatix er klar med endnu en forestilling med breakdancer-drenge, der har både hormoner og muskler på rette sted.
Siden forestillingen ’Cre8tivity’ sidste år, der hovedsagelig var et battle med et par følelsesscener, har freestylerne tydeligvis arbejdet meget med det dramatiske. ’Future Roads’ er i hvert fald en skildring af nogle unge drenge, der hænger ud, og som kommer til at ryge ud i noget snavs, hvorefter en politimand dukker op – og så videre.
I følge programmet er der en yderst detaljeret handling, men den stod godt nok ikke lige klar for undertegnede undervejs i dansens hoppende dramaturgi. Til gengæld imponerede performerne med en dansepower og en udstråling, som nogen fra forestillingens målgruppe nok ville kalde ’sygt nice’…
Men han slår øjnene ned
Se Matt Baricaua med de heftige armtattoos dreje rundt på arme og hoved, mens hans ben lynspurter i alle retninger – en battlekonge i en overleverkrop, der hele tiden kan krumme sig lidt mere sammen, end man kan forstå.
Oplev Karsten Mathiesen kante fødderne i cirkler, mens hans skuldre skaber modvinkler. Nyd når Adam Stefanski kører turbo rundt på sin bare ryg, og når Mohammed Sweilems fødder skifter så hurtigt, at øjnene næsten ikke kan følge med. Selv slår han godt nok øjnene ned, når han skal stå stille, for når man er danser, er man ikke nødvendigvis også skuespiller – og Sweilem har det tydeligvis bedst, når han bare får lov til at bevæge sig uden at skulle spille skuespil.
Stjernen i ’Future Roads’ er imidlertid newyorkeren Temu Bacot – en høj, smal dreng med en muskeltalje, som kan få kvinder i alle aldre til at hvine. Hans electric boogie-bevægelser er helt ekstreme. Han kan få en hvilken som helst af sine hundreder af muskler til at poppe ud og standse, som om de fik elektrisk stød. Og så har han den fedeste performerhumor, når han truende trasker rundt med et tungt, imaginært maskinvåben eller en lille, kvik pistol.
Strikhuen ned i panden
Netop humoren er det afvæbnende i ’Future Roads’. Fyrene har selvfølgelig trendy streetsko på, men også T-shirts, som Tore Munch humoristisk har designet med et rygbillede af en vej med en vejstribe på. Thomas Nørskovs koreografiske dansefortælling viser i det hele taget et billede af en gruppe drenge, som samfundet let stempler som outcasts og småkriminelle; når de alle fem står på række med tilbagetrukne skuldre og nedtrukne strikhuer, så ligner de netop de gangsterlærlinge, som folk stempler dem som.
Her kæmper Thomas Nørskov samme idealistiske kamp som hiphop-koreografen Steen Koerner, der netop nu appellerer til børnene i ’Cykelmyggen Egon’: Kampen for at inddrage streetdansen i scenekunsten – og for at skaffe streetdanserne kunstnerisk respekt.
Derfor er det så skønt, at ’Future Roads’ først og fremmest fortæller historier om venskab og om stolthed blandt en gruppe helt almindelige drenge. Forestillingen viser selvværdet hos dem, der tør kaste sig ud i en battle på fodarbejde og smidighed. Og den viser deres kreative galskab. For charmen hos Freestyle Phanatix ligger ikke mindst i dansernes overdrevne satsninger, når kroppene flyver afsted i uortodoks akrobatik og improviserede luftdrej. Danserne er ikke på samme niveau allesammen. Men de er båret af samme overbevisning.
Så smukt som i 'West Side Story'
Musikken til ’Future Roads’ er en interessant breakerminimalisme af trommeslageren og komponisten Mikkel Szlavik, der har skabt en fusion af klassiske akkorder, der gentages i par, men som også hele tiden skubbes af rockens og rappens rytmer. Næsten over i pop, men så alligevel ikke. I musikken bruges også beatbox af Christian Thabane.
Scenografien er til gengæld ’kun’ en lyssætning med forkærlighed for cirkler – og så nogle trækasser på hjul, som fyrene skubber rundt på som stjålne skatte. Turnévenlig kan man roligt kalde scenografien.
Freestyle Phanatix appellerer klart til tweens og teens, der flirter med gademiljøets hårdtdunkende energi, men som samtidig helst vil opleve den i trygge rammer. ’Future Roads’ er sådan lidt som en efterkommer af ’West Side Story’, altså den gamle film fra 1961. Vild og rå – og samtidig med sideskilningen sat.
I ’Future Roads’er indpakningen bare mindre poleret. Men fortællingen har en tilsvarende optimisme, som de unge tydeligvis længes efter – og et håb om, at det gode sejrer til sidst, trods alt. Udtrykt gennem en dans, som de unge selv drømmer om at kunne kaste sig ud i: Med hovedet i asfalten og så derudad.
