'Skammerens datter' er en historie om at være et udskudt og ensomt barn, som altid føler sig fremmed og som søger venskab og retfærdighed.
Faktisk er der hele fire personer som er outsidere: Der er titelpersonen, Skammerens datter, Dina, der ligesom sin mor, Melussina, når hun ser et menneske ind i øjnene, ser al den skam, alle de fortrædeligheder det har gjort – en evne som gør, at ingen vil være venner med Dina.
Herudover er der Rosa, tiggerpigen, som tugtes af sin halvbror, som vil tvinge hende til at stjæle og koldblodigt spiser det æble, som var tiltænkt deres syge mor. Og den unge fyrstesøn Nicodemus (Nico), som lider under at hans far ikke elskede ham, men kastede al sin kærlighed på storebroderen, og som anklages for mordet på både sin bror, sin far og sin svigerinde.
Og endelig er der på sin vis også Drakan, Nicos fætter, som bedrager og myrder sig vej til identitetsafstivelse og magt.
De fire unges fortælling væves flot sammen til en stor fortælling om godhed og ondskab, ensomhed og venskab. En fortælling med mange figurer og situationer for de 8-årige og opefter at identificere sig med.
Med grumhed, gys, gift og drageblod, som når Nico ryger i fangehullet, og som når Dina skal passere og såres af en stor drage. Og med stemningsfulde højdepunkter, som når mor og datter genfinder hinanden i duetten 'Sig at du kan se mig – lov at du aldrig forsvinder'.
Afsættet er, at Dinas mor fortæller Dina om den evne, de begge har og om, at tiden er kommet til at hun skal lære hvornår og hvordan hun ansvarsbevidst bruger denne – som det siges – for mennesker vigtige gave at kunne læse menneskers hjerter.
Handlingens ydre motor er at Drakan, som ikke ejer evnen til at føle skam, tiltusker sig vej til at kaste den mordanklagede Nico i et fangehul og burer Dinas mor inde. Herfra ruller historien med Dina som konstant udfordret heltinde.
Meddigtende enkelhed og særegen percussion
Jacob Schjødt har enkelt og effektfuldt iscenesat på Sukkerkogeriets scene, som Astrid Lynge Ottosen til lejligheden har arrangeret meget skrå i forskudte planer af rustikt plankegulv. Et nøgent rum, hvor vi på intet tidspunkt er i tvivl om hvor vi befinder os. Et rum, der vidner om fantasi og som stoler på publikums meddigtende evner.
Skuespillere dukker op af lemme i gulvet. Heste, grise og andre dyr træder ind i stilistiske varianter. Et fangehul bliver skabt ved at hejse en stige ned fra svalegangens højde for derved at skabe så meget mørke og dybde, at vi kan mærke fugten og lugte kulden.
De fire live-musikere defilerer rundt på scenen, stilsikkert anbragt i baggrunden og i siderne, og i forgrunden sidder Klaus Risager og skaber et medfortællende dramatisk rytmefyldt lydunivers på et klaverlignende skelet.
En stor hvæsende drage med både røde og grønne øjne og drabelige bevægelser er effektfuldt anbragt bag et gitter helt i baggrunden – for først at blive sluppet løs i anden akt, hvor dramaet kulminerer og trådene skal samles sammen.
Stærkt skuespil
I den talstærke skuespilbesætning forstår Nana Christine Morks drenge-vævert og pige-sart at gestalte Dina som en pige, der er fyldt med både råstyrke og sårbarhed. Sofie Topp-Duus suger opmærksomhed til sig med sit vågne og intense spil som tiggerpigen Rosa. Nicklas Søderberg Lundstrøm gør med fine betoninger Nico til en troværdig figur.
Og så synger de tre nyligt udklækkede skuespillere tillige rigtigt godt.
På den lidt mere spilerfarne side fylder Jakob Randrup sikkert Drakan med list og ondskab. Natalí Vallespir Sand udstråler værdighed og styrke som Dinas mor.
Flere andre af de mere erfarne skuespillere vil kunne nævnes i en opsætning, hvor musik, dialog, sangtekster, iscenesættelse og scenografi er fint afstemt i forhold til den ambition ,som synes at have været styrende: Ønsket om at skabe et sus af 'den gode historie' i et enkelt og klangfyldt musikteaterforestillingsunivers.
