Ideen om at bruge de gamle græske tragedier og komedier i teaterregi er af gode grunde særdeles brugt. Vilde historier med masser af saftige figurer egner sig godt til scenen, og Prometheus er som udgangspunkt ingen undtagelse.
Halvguden, der drister sig til at stjæle ilden fra guderne og give den til menneskene, kaster selvfølgelig et festfyrværkeri af voldsomme konsekvenser af sig. Zeus bliver bl.a. så rasende, at han straffer ham ved at lænke ham til en klippe for altid og evigt.
’De har jo ikke noget tøj på!’
I denne udgave er al dramatik imidlertid barberet væk. Her er det stilstanden, der ifølge instruktør Benjamin Walther, skal udforskes, og det bliver en langstrakt affære trods de kun 75 minutters spilletid.
Via omtalen af stykket forstår man endvidere, at Prometheus føres up to date med helt aktuelle overvejelser ift. den gamle sagnfigur: 'Fra begyndelsen af civilisationen, gennem industrialiseringen og frem til i dag, vil PROMETHEUS.NU reflektere over ildens kraft og symbolværdi i relation til vores værdier og idéer om fremskridt. Hvilke forskellige ansigter har karakteren Prometheus, og hvilke muligheder kan han bringe til fremtiden?'
Spændende perspektiver, men ikke nogle der blot tilnærmelsesvis besvares eller bindes op på noget konkret i det abstrakte stykke, hvorfor det også bliver fair at beskrive forestillingen med ord som pseudointellektuel og decideret højpandet.
Faktisk er det så grelt, at undertegnede undervejs sender stille tanker til den lille dreng i H.C. Andersens eventyr om Kejserens Nye Klæder, der smukt får afsløret alles forstillelse ved højt at sætte ord på det åbenlyse; ’Men han har jo ikke noget tøj på!’.
Mørtelmasse og smidighed
Selvom der så åbenlyst er helt grundlæggende ting, der ikke fungerer, er der dog lyspunkter undervejs.
Scenografien er rå og understøttes godt af Andreas Reihses dunkende, elektroniske toner. Mørtelmasse dominerer det enkle scenerum, og findes både udtørret på gulvet og i tunge spande på scenen. Andreas Jelbo balsameres tilmed splitternøgen i det klistrede stads og står efterfølgende og stivner som en vaskeægte græsk statue. Et effektfuldt billede på den stilstand, som hele stykket synes at kredse om.
At to mand og en kvinde alle spiller Prometheus og på skift klynger hinanden op, giver også en god gentagende Sisyfos-effekt, der forstærkes yderligere af, at de tre smelter næsten konkret sammen til én via denne flittige brug af mørtelmasse med dertilhørende klistrelyde, der for alvor sætter trumf på suppedasen.
Skuespillerne giver sig fuldt ud, og fremfor alt er den israelske danser Sigal Zouk ganske mageløs. Smidig og adræt som en kat smyger hun sig om alt fra stålrør og spande til stole. Udfordrende og elegant i frosne såvel som akrobatiske momenter stjæler hun billedet igen og igen med sine stærke, smukke bare ben.
Selv da hun iført dyremaske kravler rundt i baggrunden og messer på fransk, er det hende, øjnene dvæler ved.
Endelig er brugen af Frederiksberg sogns pigekor et fint hint til de græske tragediers brug af kommenterende kor, og de små videosekvenser med disse rødhårede unge piger og deres lyse stemmer giver en god kontrast til især Joachim Fjelstrups råbe-monologer.
