Vi begynder og slutter med en introduktion til den franske revolution og dens betydning for demokratiet. Hvilket er glimrende, om end ikke så dramatisk, for alle de tilskuere, der endnu ikke er nået til emnet i historietimen.
Den Røde Pimpernel og hans hovedmodstander, Chauvelin, bliver også introduceret ganske kort, sammen med den smukke Marguerite St. Just, hvis kærlighed begge mænd kæmper om.
Og så er det jo, man forestiller sig, at man nu skal se et historisk drama om den tapre engelske pimpernel, der redder franskmænd fra at få hovedet hugget af, mens han narrer Chauvelin og kurtiserer Marguerite.
Men det skal vi desværre ikke rigtig alligevel. For instruktøren Frede Gulbrandsen, der også har skrevet stykket, vil hellere lege fodboldkamp og teatersport. Så scenen er en gymnastiksal, de medvirkende fodboldspillere, dommer og sportskommentator med gummisko under de let historiske kostumer, med afsyngelse af nationalsang og lodtrækning med sedler i pokalen om, hvilke scener vi nu skal se, og i hvilken spillestil de skal udføres, henholdsvis stumfilm, gyser, romantisk, rap og skræk.
Arrangeret teatersport, med andre ord.
Det er her, den franske revolution stort set forsvinder ud af forestillingen, sammen med Den Røde Pimpernel. For hvem er han, hvad gjorde han, hvordan gjorde han det og så videre.
Tilbage bliver et noget forvirrende kærlighedsdrama mellem tre personer, som vi aldrig lærer at kende eller forstår. I sin dramatisering trækker Frede Gulbrandsen på så mange relationer og hentydninger til såvel virkelighedens begivenheder som fortællingen om pimpernellens bedrifter.
Men alt sammen er det er noget, som man skal være voksen og helst have set filmen eller læst bogen for at forstå og more sig over.
Tilsvarende vrimler det med musikalske vittigheder, der snart refererer til Edith Piaf, snart til Kim Larsen.
Rammer det målgruppen på 9-13 år? Jeg synes det ikke. Det ligner mere voksne, der fjoller rundt og morer sig for sig selv. Samtidig stritter de nøgterne oplysninger i indledning og afslutning om 1790’ernes Frankrig så sært uformidlet i forhold til resten af forestillingen.
Man savner den gode historie
Desuden kan jeg ikke lade være med at ærgres over, at vi hele tiden får brudt historien om pimpernellen, Marguerite og Chauvelin af, når den er lige ved at være spændende. Fordi det hele skal forestille at være en slags teatersports-fodboldkamp uden bold, men med røde kort til trodsige spillere, pointgivning og indlagte reklamer undervejs.
Jeg sad og savnede den gode historie, som pimpernellen jo vitterligt repræsenterer, for min skyld gerne med ironisk distance til figurerne og med aktuelle hentydninger. At det snildt lader sig gøre, er fx Crazy Christmas Cabaret anno 1996 og 2001 de bedste og morsomste beviser på.
Som pimpernellen er Kristian Holm Joensen naturligvis skæg. En stor, selvmedlidende og klynkende dreng med gummikrop og gavtyve-mimik. Louise Herbert spiller Marguerite, Remi Lewerissa den onde Chauvelin, Tom Rosendal den strenge dommer og Johanne Nørregård-Nielsen ivrig kommentator og skægt-emsig sikkerhedsrepræsentant.
Så holdet fejler sådan set ikke noget, men ideen gør. Det er svært at se, hvad Gulbrandsen egentlig vil med sin forestilling og hvorfor vi skal se den.
