Der er rift om Mozarts ‘Tryllefløjten’, når der skal laves opera for børn, og den ‘Den magiske fløjte’ er ingen undtagelse. Som altid, når det er for børn, er originaludgavens indviklede handling og komplicerede tankegods fornuftigvis skåret væk. Men trods operaens enorme potentiale af historier holder bearbejdelsen sig desværre til det forudsigeligt kendte og sikre.
Forestillingen er et klassisk eventyr med en drabelig kamp mellem det gode og det onde og en romantisk prins og prinsesse, der får hinanden. På trods af den stjernesmukke, men onde dronningemoder. Mens den langt sjovere og også vokalt mere børnevenligt jordnære beretning om fuglefængeren, der så gerne vil have en kæreste, kommer i anden række.
Det valg har musikalske konsekvenser, der ikke er til fordel for små tilskuere. Noget en opfindsom iscenesættelse med indlagt publikumsmedvirken ikke ændrer på. Til gengæld er det skægt at lade tilskuerne kaste papirbolde på den farlige drage, der truer prins Tamino og fuglefænger Papageno. Og det er også sjovt at være med til at skabe bål og brand på lysprojektionerne.
Heftige koleraturer
Thomas L. Späth er en sprællevende, velsyngende fuglefænger Papageno i selskab med en mere distanceret, men fint fungerende Sami Jarrar som Papagena. En rigtig god, musikalsk berettende pianist er også forestillingens underfundige fortæller, der i Harry Potter-troldmandskostume forbinder de mange, korte scener. Til sammen gør de tre operagenrens fortællende kvaliteter nærværende og ligetil, men ikke ret længe ad gangen.
For der skal jo også gøres plads til det store udtræk – eller skal der? Det er KammerOperaen langt fra ene om at mene, men det bliver det ikke bedre af.
Mozart ørehængere er klart befordrende for oplevelsen. Men ‘Den magiske fløjte’ kunne snildt undvære de store arier, som voksne kender – og sangere elsker at synge! Også når de som Mathias H. Hansen egentlig ikke kan.
Hvis mindre børn skal have en god oplevelse af opera, er det svært at forstå hensigten med at blæse deres ører ud med Nattens Dronnings heftige koleraturer. Ingen forstår et ord, og (flot) sunget i et lille lokale for fulde gardiner kan den slags skabe fordomme.
KammerOperaen har potentiale til mere. Men kun hvis man vil satse mere radikalt på tekst og musik, der i højere grad tilgodeser tilskuerne.
