Kuglerund er hun, den japanskfødte danser Tomomi Yamauchi, som hun sidder der i Gøje Rostrups ballonformede kostume. Som en and, der ruger på noget, rejser hun sig og kigger ned under sig. Og dér ligger et væld af mindre bolde i forskellige farver.
Sådan begynder ’Stop op, hop’ – Gazarts nye danseforestilling om tyngdekraften; om at alt, der kommer op, også skal komme ned.
Ved sin side har hun performer og nycirkusartist Villads Bugge Bang, som i rød sprechstallmeister-uniform med høj hat jonglerer sig igennem forestillingen. Det hele foregår på et cirkelrundt, rødt gulv, der leder tankerne hen på en cirkusmanege. Den association bliver i høj grad bekræftet af musikken, der mere end antyder cirkus- og tivoliagtige melodier.
Pædagogisk formål
Det går op og ned med bolde og balloner i ’Stop op, hop’. Og på den måde lærer forestillingen de mindste om, hvordan noget kan være tungt, og noget kan være let; hvordan nogle ting falder ned, mens andre ting ’falder’ opad, når man slipper dem.
Og det er nok væsentligt at have i baghovedet som voksen, at for poder i den størrelse er konceptet tyngdekraft lige så uvirkeligt som tidsrejser er for os. Det er jo nærmest magisk, det der sker på scenen, hvis man ikke har taget stilling til tyngdekraften tidligere.
Men ser vi bort fra det rent pædagogiske i forestillingen, som vist har størst effekt på de 0-årige, så er der altså ikke meget guf tilbage i Gazarts danseforestilling. Vi savner trin. Vi savner sceniske billeder. Vi savner en fortælling.
Vi kan forvente mere
Tomomi Yamauchi giver god krop til den tunge kæmpedragt, hun har fået på, og hun orker endda at smile imens. Faktisk er hendes ansigt en hel soloforestilling i sig selv, når hendes øjne og mund med stor kontrol udtrykker nysgerrighed, undren og drilskhed. Hendes ansigtsudtryk synes mere koreograferet end resten af forestillingen.
Det kan man ikke sige om Villads Bugge Bang, der synes at have fået besked på at se overrasket ud, og så har man glemt at give ham flere instruktioner. Hans kropslighed og rytme antyder ellers, at der er potentiale til mere, end ét statisk udtryk.
Vi får altså hurtigt nok af at trille med kugler. Det ville have været nogle lange 30 minutter, hvis det ikke var for den yderst velkomponerede musik af Jens Berents Christiansen i elektroniske, 8-bit-lignende chiptune-musik (som vi kender fra gammeldags videospil), der med stor variation skaber et interessant bagtæppe af lyd.
’Stop op, hop’ er en sød og hyggelig forestilling, som man nemt kan nyde at se på i en halv times tid uden at føle sig snydt. Men har man kritikerbrillen på, synes forestillingen halvfærdig og kun løseligt koreograferet over en spinkel idé. Der må vi kunne forvente mere af et kropsligt kompagni som Gazart.
