Passepartout Theatre Production kalder sin nye forestilling for en fortællekoncert, og det er præcis, hvad den er. Tekst og musik er vævet tæt sammen til en rørende, men usentimental historie om at miste, om ubærlig sorg og smerte og om – på trods af alt – at vælge livet til. Smukt skrevet og sat i musik og lige så smukt udført af de medvirkende i en stærk symbiose mellem fortælleren Anya Sass og musikerne med Frederik Lundin i spidsen.
Indledningen er sanselig og fuld af humor i beskrivelsen af et lille landsbysamfund af især løgbønder, men også porre-, kartoffel- og mælkebønder og en bager. Til sammen er de leveringsdygtige i det, der skal til, for at frembringe den daglige livsnødvendige løgsuppe. De fleste er glade og tilfredse med deres liv, men i en af familierne er alt ikke helt, som det skal være. De mangler nemlig en lillesøster til de tre brødre.
Så en dag indtræffer miraklet og straks efter katastrofen. Moren føder en lille pige, men glæden når knap at brede sig, før de mister hende igen. Tabet af den nyfødte er ubærligt. Men mens sønnerne og deres far affinder sig med tragedien og finder ud af at leve med den, nægter moren at bøje sig for livets uretfærdighed og barske realiteter.
Derfra ændrer forestillingen karakter fra idyllisk munterhed til et drama om fortvivlelse og om, hvem der har førsteret til sorgen.
Overblik og overskud
Anya Sass er en fænomenal fortæller, der med overblik og overskud og stor gennemslagskraft ubesværet skifter mellem eventyrets forskellige karakterer og fortællerrollen. Krop og mimik er i konstant bevægelse, men det er replikkerne og stemmens udtryksfulde kvaliteter, der skaber dramatisk nærvær.
Rytmen følger den beundringsværdigt illustrative musik, der hele vejen danner bagtæppe uden at trænge sig på. Men som også giver de tre fremragende musikere plads til at briliere hver især.
Det er ingen overraskelse, at Frederik Lundin er en suveræn musikalsk fortæller på sin saxofon, og han får flot følgeskab af Martine Madsens guitarspil og Joel Illerhag på bas og et for Teateravisens udsendte ukendt spændende instrument.
Til sammen fylder de publikums ører med vellyd, mens moren lukker af for omverden og familie og forstenet ruger over sit tab og sin sorg og insisterer på, at den er større end alle andres.
Så stor, at hun angriber andre, der har mistet og sørger, med aggressiv hån, frådende raseri og til sidst også med kniv. Den er det eneste, som moren tager med sig, da hun en dag går i stå før tilberedningen af løgsuppen med kniven i den ene hånd og et løg i den anden.
Trykket er blevet for stort. Hun hamrer i desperation løget i gulvet og styrter ud af døren, op på kirkegården og derfra videre ud ad vejen væk fra landsbyen.
Svagt visuelt udtryk
I eventyrets verden kan alt ske. Her kan en mor og hustru forlade sine tre højlydt grædende børn og sin rare mand og blive væk i mange måneder – udendørs og uden mad og drikke. Hun løber og løber og kommer vidt omkring. Men moren kan ikke flygte fra sin dybe sorg over at have mistet sit barn og forbitrelsen over ikke at kunne lære hende at kende. Skovens dyr og planter hugges ned, og en ged, der slikker sit døde kid ved foden af et bjerg, rammes af hendes spot.
Alligevel tager den turen op til toppen, hvor moren sidder ubevægelig dækket af is og sne. Geden tør hende op. Ikke kun den kolde krop, men også hendes frosne sjæl og sanser, så hun vender tilbage og undskylder sin hjerteløse optræden over for hver enkelt. Familien tager imod med åbne arme og løgsuppe, og kærlig musik sætter et lyst punktum for en mørk historie.
Der er meget godt i ’Vejen’, men forestillingen savner visuelt udtryk. Det er fint nok, at musikerne optræder i almindeligt tøj. Men uanset Anya Sass’ fremragende fortællekunst er en koksgrå skjorte, ditto bukser og solide sko næppe befordrende, hvis man skal fastholde opmærksomheden hos teenagere. – Selv om det er prisværdigt at tilbyde dem noget andet end at svælge i TikToks forcerede univers af farver og bevægelser.
Det er ikke et spørgsmål om en stor scenografisk ramme, men om en smule kulører, lidt mere at se på end en – ganske vist – fin stor gammel bog og et mere iøjnefaldende kostume. Noget, som i tilgift til den verbale beskrivelse kunne forankre det almengyldige indhold i tid og sted og gøre eventyret mere umiddelbart tilgængeligt for børn, der nok skal være 12 år og unge.
