Anne Karina H. Nikolajsen, Anette Katzmann og Folmer Kristensen læner sig bagud i slowmotion og balancerer deres kroppe fra opretstående skikkelser til vandretliggende live-statuer, der vipper hen over små lave podier.
De tre elegantklædte spillere svæver i et morsomt absurd og poetisk stærk udtryk, der oser af både muskelanstrengelse og sfæriske lyster.
Som de ligger der og anstrenger sig som smukke vandrette sorte linjer i luften, virker det, som om de arbejder på at ophæve to slags tyngdekræfter: Den fysiske, som holder os til jorden – og den psykiske, som tynger sindet til den almindelige kedeligheds smalle sti.
Forvandlinger
Snart efter står de op og optræder på linje i et lille spil, som mimisk og gestisk illustrerer den korte afstand, der er fra kys til slag, fra kærtegn til vold, eller fra små drilske svirp til hårde nævestød. Små prik på skuldre forvandles til slag på arme og dunk i maven. Små lussinger bliver tilsyneladende uskyldigt afleveret og forvandler sig på kort tid til overfusende slag, som vidner om, hvordan ondskabsfuldhed kan være indestængt og eskalere, når der gives los.
Psykologisk specifikke personer bliver spillerne aldrig i ‘Himmel og Jord’. De bliver kroppe, som formidler følelser. Tre performere, der optræder som koncentrater af essentielle menneskelige tilstande og omgangsformer.
‘Himmel og Jord’ er stemningsbilleder. Billeder på glæde. På det at såre hinanden. På det gerne at ville kysse. På det ikke altid at nå hinanden med de rosende ord, man har. På det ikke altid at være det samme sted. På lysten til at falde. Og lysten til at lette og svæve uden at styrte.
Tove Bornhøft har som instruktør efterhånden udviklet en stil, man kan genkende. Et udtryk, hvor æstetisk renhed og enkelhed dominerer. Hvor minimalisme, sanselighed og elegance er fremtrædende karakteristika. Hvor meget vises med næsten ingenting. Hvor musikfragmenter understøtter og undertiden er ‘de stemningsmæssige bannerførere’ for visning af situationer, hvor livet ridser af smerte eller eksploderer af lykke og velbehag.
‘Himmel og Jord’ er mere som musik og maleri, end som meninger, båret af ord.
Ord er der også kun ganske få af. Når de kommer, klumper de sig enten ‘spøjst’ sammen som små bogstaveksplosioner af noget, vi lige har set eller snart skal opleve fysisk. Eller ordene indgår i en slags digteriske ‘husk at’ -cyklus, som i starten og til slut hylder livets lyse sider, for derimellem at komme ind på alle de formalia og regler, vi er underlagt (‘Husk at nyde hinanden/husk at nyde livet/elsk din næste/husk at sige tak/husk ikke at køre for stærkt/…husk at det ikke er sikkert flertallet har ret /…husk at livet er smukt’).
Både abstrakt og konkret
Et lod dratter mod jorden med et dunk. Spillerne står ovenpå og klemt inde i smalle kasser. Nøgne rygge er visuelt i fokus. Kroppe mavekribler sig fremad. Møllevingesnurrende arme afspejler livets turbulens.
‘Himmel og Jord’ er abstrakt og på samme tid vældig konkret. Nøgtern distanceret og samtidig meget følelsessaftig.
‘Himmel og Jord’ er en formfuldendt forestilling, som samtidig har meget på hjerte. De eneste kritikpunkter, man kan anføre, er, at slutningen står lidt svag, at helheden nok kan strammes lidt op, og at musikken af og til bliver for styrende i den forstand, at det virker, som om det mere er dens takter, som bestemmer performernes bevægelser, end forestillingens ide og formbegavelser.
