Af: Anne Middelboe Christensen

28. oktober 2010

Flyttekassedans for skolegårdsmuskler

Humanismen springer op af kasserne, når Åben Dans skaber sanserig dans om fremmedangst i ’Jeg ved hvor din hus den bor’.

Åben Dans byder på rigtige mænd. Mænd med masser af muskler. Mænd med rastløshed i kroppen. Men også mænd med drømme om fremtiden. Mænd, der ligner rollemodeller for børn og unge, men som samtidig skiller sig ud fra de fleste voksenbekendtskaber, alene fordi de danser.

’Jeg ved hvor din hus den bor’ er en forestilling, der indfanger denne særlige mandestyrke. Men som også lokker sårbarheden ind i lyskeglerne, så man kan se den og spejle sig i den – vellykket og balancerende i Catherine Pohers håndfaste og alligevel poetiske instruktion.

Efter titlen at dømme handler forestillingen om udlændinge, der prøver at tale dansk. Men når forestillingen begynder, står der en kæmpe mur af flyttekasser foran tilskuerne. Flyttekasser i hundredvis på et sort gulv, der bugter sig opad mod horisonten, ligesom i den tidligere mandsdanserforestilling ’Arme og Ben’. Men denne gang er horisonten meget langt borte. Foran den ligger alle kasserne – og flytningerne og måske flugt.

Fuglefløjt og gemmested

Ole Birger Hansen tager spontant føringen. To meter høj og dansker med styr på det hele og humor for resten. Han drejer i albuerne og bruger armene som møllevinger. Men så lyder der pludselig nogle fuglefløjt, nærmest ud af ingenting. Og manden prøver at kvase lyden billedligt ved at presse sine fingre, så de er ved at blive mast…

For koreografen Thomas Eisenhardt er tydeligvis stærkt på banen – med sin personlige kobling af tilsyneladende dagligdags bevægelser med det gymnastisk-symbolske, der løfter koreografien til noget helt andet. Til mandedans.

Snart møder Hansen to udenlandske mænd. Den unge, lyse Pierre Enaux og den erfarne, sorte Jean-Hugues Miredin. Franskmænd, der begge er havnet i Dannevang. Med tre mand på scenen kommer der fart over flyttekasserne. De forvandler sig til gemmesteder, men også til regulære flyttebeholdere for både ting og drømme – og nostalgiske minder fra en barndom og en familie, der ikke mere findes tæt på.

Mændene slæber rundt og bygger sig både huse og mure – i kamp om at skaffe sig så mange flyttekasser som muligt. De stjæler fra hinanden. De konkurrerer med hinanden. De ydmyger hinanden.

Som Hansen med hånlig danskerstemme siger til en af de andre, der har søgt tilflugt i en flyttekasse: ’Det er ikke beregnet til at sove her…’

Lugten af pap

Gudskelov vælter perspektiverne ind over forestillingen. Jennos musikkulisse byder på trompet og tågehorn og fuglefløjt i spændstig uhyggeblanding – og klaverminimalisme af pludselig skønhed. Og Spild af Tids projektioner på kassemurene forvandler de banale papkasser til imaginære slotte af tårne og søjler, men også til abstraktioner af lysmønstre og farvestriber, der omringer de tre mænd.

Kisser Rosenkvists lys er så smukt, at lyset i sig selv bevæger tilskueren – med den helt særlige Åben Dans-nuance af blåt. Og så er der lugten af pap. Flyttekassepap. Den umiskendelige grovlugt af papir, når det er mest uraffineret. Jo mere mændene kaster rundt med vilde stabler af kasser, desto mere spreder lugten sig.

Efterhånden begynder mændene at tale sammen. På fransk og engelsk, som de så oversætter til dansk. Og det bliver tydeligt, at de indeni bærer samme håb – om at få sig et liv et sted, hvor der er godt at bo. Den lille Pierre Enaux har masser af drenget charme og streetleg i sin adrætte krop – og Jean-Hugues Miredin bulner med musklerne, mens han fortæller om sin opvækst på en lillebitte ø i et stort hav.

Flyttekasserne bliver til huse og forskansninger og mure. Men gudskelov har murene sprækker. Pludselig ændres mændenes projekt: fra fremmedangst til fælles protest… Og så er det godt at have store overarme og sixpacks med value.

Kaos og fremstrakt hånd

I sit triumferende slutningskaos bliver forestillingen en klar humanistisk appel. Her samler dansen og flyttekasserne sig til et politisk indspark, der løfter sig op over fnidret partipolitik og tvivlsom fremmedpolitik. Her skaber Thomas Eisenhardt og Catherine Poher en ny slags politisk dans, der hverken er et manifest eller en fortælling. En dans, som i sin abstraktion skaber humanismebilleder med kroppen. Med en tilgangsvinkel til det almentmenneskelige opråb i dansen, som det f.eks. også i øjeblikket ses hos dansekompagnierne Mute Comp. og Recoil Performance Group. Men her altså for børn med sans for skolegårdsmuskler.

’Jeg ved hvor din hus den bor’ handler om medmenneskelighed. Befriende enkelt. Lige så enkelt, som når en fyr presser sine fingre dirrende mod hinanden – og så i stedet beslutter sig for at løsne fingrene og række hånden ud mod det menneske, der står over for ham: Velkommen her!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.